Et kunstværk, der bevæger sig

Et kunstværk, der bevæger sig

  • Ærøfærgen 2012.
Interview: Randi & Katrine har skabt et flydende værk mellem Ærøskøbing og Svendborg.

M/F Ærøskøbing er bygget i 1998, men ligner ikke længere sig selv. 
Kunstnerduoen Randi & Katrine har bemalet færgens ydre, og det flydende kunstværk bliver indviet i morgen lørdag kl. 15 på Ærøskøbing Havn. Færge-arbejdet er et af vinderprojekterne i DRs konkurrence ”Vores Kunst”.
Randi & Katrine (Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky) fortæller, at de med deres brug af sort, hvid og gul samt tilføjede koøjer og anker vil lede tankerne hen på de store skibe, der sejlede over Atlanten.


”Samtidig ønsker vi at skabe en illusion af, at der er skåret hul i færgen. På den ene side af færgen kan man således kigge ind i skibets indre, men det, man ser, er ikke det, man forventer at finde på en mindre færge som Ærøfærgen. Ved at skabe illusionen af, at der bag bildækkene befinder sig en eksotisk sandstrand og på salondækket en bar med palmer, ønsker vi at lege med beskuerens forestillinger om, hvad rejsen kan indeholde,” siger de.

En færge med hul i siden er måske ikke lige den mest trygge tanke?

”Det er egentlig ikke det, vi har tænkt, men det er da bestemt muligt at tolke det i retning af det foruroligende.”

1960’er-avantgarden lavede også indgreb i det offentlige rum, ex Poul Gernes’ udsmykning af Palads. Arbejder I i forlængelse af avantgardens strategier?

”Jo, vi syntes godt, vi kan pege på elementer i vores arbejde, der ligger i forlængelse af 60’er avantgardens arbejde i det offentlige rum. Det monumentale og uhøjtidelige i Gernes’ værk, måden kunst og liv flyder sammen, interessen for hverdagen og værker, der ikke holder sig inde for de faste værk kategorier og kunstarter. Selvom vi som Gernes bruger farver som betydningsbærer, er der også væsentlige forskelle. Når vi fx maler skorstene gule, skroget sort og toppen hvid, referer vi ind i en specifikt maritimt univers og peger på en fælles hukommelsen. Man kan på en måde sige, at vi maler en færge på en færge. Vi søger at trække på en fælles kollektiv hukommelse og fremkalde associationer med vores brug af farven.”

Er der et kritisk element i Jeres færge-udsmykning?

”Igennem vores værk reflekterer vi over det særlige offentlige rum, som en færge er. Hvilken hukommelse og hvilke følelser, der er omkring færgen. Vi har i vores bemaling arbejdet med at synliggøre både det hverdagslige og det imaginære ved færgen. Det er vores indtryk, at vores bearbejdning af færgen har åbnet for nye måder at se og at snakke om færgefarten på Ærø. Vi er interesserede i, at værket kan give rum til en kritisk refleksion over færgen som rum.”

Fakta: M/F Ærøskøbing kan medtage 42 personbiler og 395 passagerer. Den måler 49,90 x 13,10 meter og vejer ca. 900 ton. Udsmykningen er udført af Randi & Katrine i samarbejde med Marstal Værft, High Vision, BBC Coating, Peter Jørgensen og Alex Møller Jensen. Færgen er blevet malet i tre nye grund¬farver, sort, hvid og gul, samt tilført malede koøjer og stige på den ene side af færgen. På den anden side blev det kunstneriske motiv, der strækker sig over 35 meter, overført ved hjælp af en printet skitse på i alt 250 m2. Til bemaling af hele færgens ydre samt dæk blev der brugt i alt 1440 liter skibsmaling fordelt på 20 forskel¬lige farver, påført med henholdsvis sprøjte, rulle og pensel. Kunstværket er finansieret af Statens Kunstfond, Ærø Kommune samt en række donationer fra virksomheder og private borgere på Ærø.