Om kritik

Omend endnu nærmest uberørt af menneskehænder er det intentionen at bloggen her skal være et indholdsmæssigt tyngdepunkt på vores website. Bloggen er et selvstændigt medie, og skal bl.a bidrage til at udvikle den kritiske arkitektfaglige debatkultur i Danmark. Vi skal blive markant bedre til at sætte ord på arkitekturen, grundlaget for dens tilblivelse og resultaterne heraf, for derigennem at blive i stand til at diskutere, kritisere og blive bedre arkitekter. 

Udgangspunktet for enhver god kritik er at klargøre sine forforståelser og være refleksiv og selvkritisk, så kritikken bliver transparent og kan diskuteres. Således er også det bedste udgangspunkt for at lade sig kritisere, at man er eksplicit om sit udgangspunkt og sin intention som arkitekt. Hvad er meningen, hvilken betydning har det, hvilken sammenhæng indgår det i?

Vi skal debattere og kritisere for at arkitekturen skal blive bedre, ikke for at træde på hinanden. Det kommer selvfølgelig også til udtryk i, at kritikken skal være faglig og ikke personlig. Netop her ligger én af barriererne for at udvikle en bedre debatkultur måske. Vi er en lille stand i et lille land, og det kan være svært at fralægge sig det personlige element, når alle kender alle. At partnerne på en tegnestue er nogle guttermænd og at vi hang ud sammen i fredagsbaren på Akademiet i slutningen af 90’erne ændrer jo ikke på at ét af deres nyere huse måske ligner et skib i havsnød og lyder ligesådan, når det blæser. Og skulle dette være tilfældet, gør det på den anden side heller ikke dem til dårlige mennesker. 

Hvis ikke vi kan føre en konstruktiv, kritisk samtale om, hvad vi vil med arkitekturen, må det være, fordi vi ikke vil noget med den.

For et par år siden var jeg moderator for en debat med Cameron Sinclair (Architecture for Humanity), Eve Blossom (Lulan Artisans), Lise Vejse Klint (dengang INDEX:) og Natalie Mossin (Dansk Arkitektur Center) på DAC. Debatten tog udgangspunkt i sloganet ’What if Architecture Could Change the World?’ fra DAC's udstilling Building Sustainable Communities – et slogan som både imødekommer mange arkitekters egen forståelse af deres virkes betydning, og adresserer den alvor med hvilken man bør praktisere faget. Sinclair, som er grundlægger af non-profit organisationen Architecture for Humanity, replicerede at spørgsmålet var irrelevant, fordi arkitektur allerede forandrer verden. Det virkelige spørgsmål er, om den forandrer den til noget bedre.

Martin Keiding skriver i det kommende nummer af Arkitekten, at der er for meget PR og formidling og for lidt kritik. Denne tendens forstærkes af, at de seneste tiårs professionalisering også har ført til polarisering. Størstedelen af dem, der i dag er kritikere, er ikke praktiserende, mens de praktiserende i vidt omfang ikke længere selv beskriver deres projekter eller deltager i debatten om dem, men har professionelle kommunikationsfolk til at gøre det. Og for dem handler det naturligvis ikke om at udstille den selvkritiske, nagende tvivl om det faglige ståsted og kvaliteten af værket, men om at fremhæve lyksalighederne ved at vælge netop dem.

Arkitektens Forlags formål er at virke til gavn for bygningskunsten og den danske arkitektstands anseelse. Dermed har vi et åbenlyst interessefællesskab med en række øvrige aktører; Akademisk Arkitektforening, Arkitektforbundet, Danske Arkitektvirksomheder, Dansk Arkitektur Center, skolerne, arkitektvirksomhederne, flere fonde og mange andre.

Mens mange af disse af åbenlyse årsager ikke kan beskæftige sig eksplicit med kritik, men i langt højere grad er orienteret omkring markedsføring og formidling, indtager Arkitektens Forlag som selvstændig fond en særlig position, som ikke kun muliggør men også forpligter os til at gå forrest, når det handler om at udvikle en kritisk debatkultur.

Vi skal ikke kritisere for kritikkens egen skyld, men fordi det skal lede os frem mod det, der bør være et helt grundlæggende spørgsmål: Hvis arkitektur kan forandre verden, hvad vil vi så forandre den til?