“Der findes dygtige arkitekter, ingeniører og konventionelle bygherrerådgivere, og de er gode til at tage ansvar for hver deres del af projektet. Men det er ikke deres speciale at se helheden og sikre uvildighed, og løsningen vil ofte være givet på forhånd: At bygge.”
Disse ord kan man for tiden læse på bygherrerådgiveren Bascons hjemmeside – og selv om de nok kan give stof til eftertanke hos arkitekter, der traditionelt opfatter sig som de eneste, der er uddannet til overskue hele byggeprocessen og resultatet, kommer tendensen næppe bag på nogen.
Salget af arkitekfirmaet Witraz til ingeniørfirmaet Rambøll, som fandt sted i april 2013, er en del af den samme udvikling.
Temaet i denne udgave af Arkitekten er formet som et bidrag til den nye danske arkitektur- og byggepolitik, som Kulturministeriet barsler med til efteråret. Vi har bedt en række arkitekter, planlæggere og designere om gode råd til regeringen, og ét ønske er helt umisforståeligt: Ryd venligst en bane i lovjunglen, så det vi frembringer kan lette og ikke mindst lande uden uheld.
Det er vigtigt, at vi får en forpligtende politik, men det er også, som formanden for Statens Kunstfond Lars Juel Thiis skriver i sit bidrag (side 49), på tide at være selvkritiske og spørge, om faget bidrager nok til en positiv udvikling.
Mies van der Rohe-prisen 2013 gik til Koncerthuset Harpa i Reykjavik (se side 12), og denne bygning er i hvert fald et positivt bidrag – til byen og borgerne, til arkitekturen og til forestillingen om at arkitekter og kunstnere går foran og kæmper et projekt på plads. Til lykke med det! Vi har brug for det som et forbillede på, at arkitekter både er til kunst og købmandsskab. mk
