Ny dansk arkitektur: Thorvald Ellegaard Arena

Ny dansk arkitektur: Thorvald Ellegaard Arena

SYSTEMERNES KOMBINATORIK. Det er en grundlæggende arkitektonisk oplevelse, at banens dynamik smitter af på det rum, alle færdes i. Arkitekt MAA og lektor ved KADK Finn Selmer anmeldte den nye cykel- og atletikarena i Odense i Arkitekten 03-2015.

Uden at tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert, kan man betegne en del nyere arkitekturværker som værende i udgangspunktet ikoniske. Ikke at det drejer sig om Robert Venturis dekorerede skure, snarere om at en bygning som helhed er markant og iøjnefaldende og har travlt med at gøre opmærksom på både bygherren, arkitekten og sig selv. 

Thorvald Ellegaard Arena, Odenses nye cykel- og atletikbane, er udviklet på basis af stort set den modsatte tankegang – dvs. at man starter med en fordomsfri undersøgelse af opgavens problemstillinger og løsningsrum. Så i stedet for at tage afsæt i en iøjnefaldende gestus har strategien for arenaens vedkommende været at udforske de forskellige designparametre, der i indbyrdes vekselvirkning gør det muligt at optimere det samlede produkt. Og det har ikke udelukket en markant løsning.

Dette og øvrige fotos: Søren Aagaard

Opstalt

Det programmatiske afsæt

Arenaen, der er et indendørs anlæg placeret vest for Odense bycenter, erstatter en udtjent udendørs cykelbane opført i 1948. Det nye anlæg er på omkring 7.200 kvm og genbruger den forsænkning, det oprindelige anlæg efterlod. Dermed erstattes den gamle bane af en state-of-the-art arena, der samler en række cykel- og atletikfaciliteter, som i dag er spredt ud over hele Odense Kommune. En 200 meter løbebane og forskellige atletikarealer indrammes af en 250 meter lange cykelbane, og anlægget som helhed er udformet efter internationale standarder. Så alt i alt er det det eneste af sin art vest for Storebælt.

Situationsplan

Brugerne spænder fra motionister over skolebørn til eliten, og det er nærliggende at tro, at det høje ambitionsniveau især retter sig mod sidstnævnte brugergruppe og mod cykelsporten i særdeleshed. I hvert fald er det – set med arkitektens øjne – med det udgangspunkt, at væsentlige formgenererende beslutninger træffes. For banecykling hører til de sportsgrene, der afsætter præcis arkitektonisk form, hvad der i højere grad er karakteristisk for denne sportsgren end for de fleste andre. Det er nok lettest aflæseligt, når det drejer sig om udendørs baner med mange tilskuerpladser som i Barcelonas berømte Velòdrom d’Horta,(1) der åbnede i 1984 – og som er et skoleeksempel på, at form og funktion går op i en højere enhed. Her drejer det sig om et ikke-overdækket anlæg med en ydre, cirkulær begrænsning og en indre elliptisk form, der rummer forsænkede tilskuerpladser omkring banen. Det rum, der opstår mellem de to grundformer, danner så et vandret fordelings- og opholdsareal. 

Men i Odense er situationen en anden, både fordi der er tale om et indendørs anlæg, og fordi der ikke er egentlige tilskuerpladser – så eventuelle publikummer står på adgangsarealet langs den gennemgående brystning, der afgrænser banen udadtil. Derved følger det perifere fordelingsareal banens udvendige højde-deviation, så her er den grundlæggende arkitektoniske oplevelse, at banens dynamik smitter af på det rum, alle færdes i. Det, der udgør et nødvendigt fordelingsareal, opleves som en del af et sammenhængende, bølgende landskab, hvor sportens dynamik breder sig til rummet som helhed. 

Tvær- og længdesnit

HUS ELLER TELT? 

Cykel- og atletikarenaen består altså – ud over en kælderetage med forskellige servicefunktioner – af ét stort rum, der er overdækket og lukket i forhold til omgivelserne. Der er ikke tale om opvarmning af rummet som sådan, men der er udviklet en løsning baseret på strålevarme monteret direkte over banerne. Tag og facader er translucente, hvilket reducerer forbruget af kunstlys og under de rette forhold gør det muligt at akkumulere solenergi – og at klimaskærmen som helhed er translucent, bidrager desuden til at forhindre blænding.

Denne type af store teltkonstruktioner er langtfra almindelige i Danmark, selvom der andre steder allerede i 1960erne blev eksperimenteret med overdækninger i stor skala, og i den forbindelse udvikledes stadig bedre membrantyper. Frei Otto var blandt pionererne på et tidspunkt, hvor sæbebobler – i mangel af computerkraft og -programmer – gav inspiration og erfaring. En grundlæggende problemstilling var og er at omsætte plane, vævede materialer til dobbeltkrumme flader – en spejlvendt udgave af det at skulle omsætte jordkloden til 2D-kort.(2)

Men det siger sig selv, at computergenereret design har gjort udformningen af henholdsvis konstruktioner og membraner betydeligt lettere og mere præcis, end det sæbeboblerne kunne lokkes til at præstere – også selvom det bærende og det afskærmende er forskellige entrepriser, der er højt specialiserede hver især, og som til og med montageforløbet håndteres af specialuddannet personale. I den konkrete sag følger stålkonstruktionen en ‘torus’ svarende til et udsnit af en badering – hvorved alle spær har samme grundform, men varierende dimensioner afhængigt af deres placering. 

 

EN VERDEN I VERDEN

Odenses nye cykel- og atletikarena kan altså siges at være et hus, der rummer sin egen indre, landskabelige verden, afgrænset opadtil af egen himmel. Men som ethvert andet hus har den tillige en yderside og optræder med sin ydre homogenitet og sparsomme detaljering som et megaobjekt i selskab med lokalitetens andre bygningsmæssige objekter af varierende format. Noget tilsvarende vil man kunne konstatere mht. de fleste sportshaller – typisk baserede på limtræsbuer og træbeton – men for arenaens vedkommende er ude/inde-kontrasten større. Detaljeringen rummer ganske vist også på ydersiden store, tunge og gennemdesignede hightech-detaljer, men i begrænset omfang og med en pudsig kontrast til facadens kanalplader, der set udefra i dagslys leder tanken i retning af ‘udestue’ og dermed udviser en langt mindre skala og tyngde end resten af konstruktionen. Dertil kommer, at sammenstødet mellem facade og telt rent arkitektonisk udgør et ømt punkt, der udstilles i øjenhøjde – så vent med udebillederne til efter mørkets frembrud, hvor rummets kunstlys gør det samlede volumen let og translucent! 

Men bortset fra netop denne kobling har den tilgang, der starter med at udforske væsentlige designparametre, i høj grad båret frugt! 

Noter:

1. Arkitekter: Esteve Bonell og Francesc Rius.

2. Udviklingen findes grundigt beskrevet i Philip Drew: New Tent Architecture, UK, 2008.

Thorvald Ellegaard Arena Odense

Adresse: Højstrupvej 9, 5200 Odense V

Bygherre: Odense Kommune

Opførelsesår: 2013-14

Arkitekter: Mikkelsen Arkitekter, Populous

Arkitektmedarbejdere: Lars Lindegaard, Jeanne Tofteng, Renato Skov, Karsten Brandt-Olsen, Stig Mikkelsen

Ingeniører: Buro Happold/Rambøll

Fotos: Søren Aagaard

Letvægtsmembranen har en begrænset vægt og et minimeret materialeforbrug, der i sidste ende reducerer omkostningerne og miljøbelastningen af den samlede konstruktion. Den 250 meter lange svungne cykelbane er udformet i massivt træ og efter internationale standarder. Arenaen er desuden udstyret med 200 meter løbebaner og atletikarealer, der er placeret i indercirklen og lever op til International Association of Athletics Federations’ klassificeringer. 

Geometrisk følger stålkonstruktionen et udsnit af en ‘torus’, hvilket gør det muligt at beskrive alle spær ud fra matematiske formler. Samtlige stålspær følger samme grundform, men dimensioneres i forhold til deres konkrete placering i byggeriet.