Fik du læst?

Fik du læst?

Ny arkitektur, som gerne vil forbinde sig med arkitekturen, gør det ikke i virkeligheden – ”vi har ikke alene to øjne, men (stadig) også en krop, som sanser og erindrer og påvirkes af det rum, som omgiver den”, skrev arkitekt Jette Nikolajew i sin sammenlignende analyse af Louisiana og Hotel Juvet i Arkitekten 11-2012.

Arkitektur, natur og erindring

Fornuft eller følelse

Naturen har til skiftende tider været genstand for arkitekternes interesse. Særlig fremtrædende ses det i romantikken og den californiske modernisme inspireret af bl.a. Frank Lloyd Wright, som importerer den organiske og naturorienterede japanske arkitektur til de modernistiske arkitekter. Derigennem finder også den nordiske modernisme og et hovedværk som Louisiana af Wohlert og Bo i 1958 sin inspiration. Det, som bl.a. kendetegnede deres måde at integrere natur og arkitektur på, var et ønske om at skabe en enhed, „et intimt sammenspil mellem naturen og kunsten” og (implicit) arkitekturen og dermed at gøre naturen nærværende i arkitekturen. 

I de senere år har naturen igen fået arkitekternes opmærksomhed. Karakteristisk for den nye ’naturbølge’ er, at arkitekturen skal skabe en nærhed til naturen. Det sker bl.a. gennem store rammeløse glasvægge med minimerede glassamlinger og bæringer, som giver et frit udsyn til landskabet, og gennem en fysisk sammensmeltning mellem arkitekturen og naturen udtrykt i form af græsklædte dæk, taghaver og plantevægge. Ønsket om kontakten med naturen begrundes ofte ud fra rationelle og pragmatiske argumenter som ’grønt er godt’, ’naturen afstresser’, og ’det grønne kan absorbere regnvand og CO2’. Idealet er at minimere arkitekturens aftryk på naturen og maksimere glasfacadens energieffektivitet. Et af de mange aktuelle og ofte publicerede projekter, der arbejder med en tæt relation til landskabet, er Hotel Juvet fra 2008 af Jensen & Skodvin, som ligger i det dramatiske og smukke landskab ved Gudbrandsjuvet. Hotellets værelser er placeret i syv små separate ’hytter’, der nærmest svæver over landskabet med intentionen om, at arkitekturen skal sætte det mindst tænkelige aftryk i naturen. Hver hytte har mindst én glasvæg. Rummenes øvrige flader er mørke for at undgå refleksioner på indersiden af glasset og dermed forstærke oplevelsen af, at der ikke er noget glas, og af „at være i et stort og storslået landskab (ikke bare se på det)”. 

Glasvæggen som åbner, eller ’den forseglende hinde’

Hotel Juvet. Foto: Jette Nikolajew

Louisiana og Hotel Juvet er interessante at sammenligne for at forstå forskellen på, hvordan deres fælles ønske om naturkontakt udtrykkes, og hvilken betydning den har for oplevelsen af både arkitekturen og naturen. 

Ved at betragte de to bygningers glasvægge kan vi se, hvordan glasset bruges og artikuleres på to forskellige måder. I Hotel Juvet (som i så mange andre aktuelle projekter) er glaspartiet gjort karm- og rammefrit for at opnå så frit et udsyn til naturen som muligt. Men det bevirker blot, at vi bliver endnu mere opmærksomme på det, der trods alt er tilbage: Glasset, glassamlingerne, lyset i termorudens sølvfarvede kant, de sorte bløde silikonefuger, de svage nuancer som adskiller glasvæggen fra det frie udsyn uden glas. Glasvæggen får ufrivilligt hovedrollen og vores opmærksomhed og opleves mere som en barriere end en formidler. I Hotel Juvet er glasset monteret uden på bygningskroppen, og overgangen mellem ude og inde opleves dermed som en hinde eller som den film, vi sætter omkring en skål, inden den kommer i køleskabet

Den åbenhed, vi oplever gennem vores syn, føles samtidig som en lukkethed eller en forsegling af rummet, der forstærkes af, at der ikke rent fysisk kan åbnes en dør eller et vindue i glasfacaden. 

På Louisiana er det ikke glasset, men netop glasvæggenes sortmalede søjler og glasdørenes rammer man lægger mærke til. Karmene som filter mellem ude og inde, mellem kroppen og landskabet, skaber en forståelig overgang mellem ude og inde. Karmen lægger sig om glasset og krydser grænsen mellem ude og inde (på samme måde som rummets gulv, loft og vægge), idet de leder synet indefra og ud og forbinder rummet og landskabet. Her er glasdøre, der kan åbnes, og stier, der leder ud i landskabet.

Louisiana. Foto: Jette Nikolajew

At forbinde det indre og det ydre eller to adskilte verdener

Forbindelsen mellem bygning og landskab skabes ikke kun af arkitekturens flader, som krydser grænser mellem ude og inde. Afgørende er også rummets materielle egenskaber. En forudsætning for, at landskabet kan træde ind i og gå i dialog med rummet, er netop, at vi gennem vores syn og kroppens øvrige sanser kan forbinde og se og mærke en natur-lighed mellem det forarbejdede materiale i rummet (’det indre landskab’) og dets oprindelige tilstand i naturen (’det ydre landskab’) – og dermed vække den erfaring om naturen, der ligger som en erindring i vores sansende krop. 

I Louisiana er det primært glassets træramme, vi gennem vores erindring og kropslige erfaring kan forbinde med det træ, som står ude i naturen, der er med til at forstærke denne forbindelse. Rummenes øvrige materialer – trælofterne, de hvidkalkede vægge (hvor den underliggende teglstensstruktur viser sig som svage skygger) og de hårdtbrændte gulvklinker – har alle en naturoprindelse og en natur-lighed, der kan gå i dialog med landskabet. Man mærker naturen helt ind i rummet. Det opleves, som om man er ude og inde på samme tid. Især pga. de hårdtbrændte gulvklinker, vi dels erindrer og forbinder med en udendørsbelægning og dels ser som kontinuert flade, der krydser grænsen mellem ude og inde.

Louisiana. Foto: Jette Nikolajew

I Hotel Juvet mærker man ikke naturen. I stedet mærker man det bløde gulvtæppe, de stofbetrukne møbler, den dæmpede akustik, og mørket. Og de flader, der kunne have skabt en forbindelse til naturen – rummets træbeklædte vægge og loft, fremstår mere som abstrakte flader. Dels pga. træets glatslebne, sortolierede forarbejdning, monteringsteknikken uden håndværkmæssige aftryk, de uartikulerede overgange og endelig mængden af mørkt træværk, som betyder manglende lys til at se, hvad det er man står overfor. Der er intet i vores sansemæssige kontakt med rummet, der kan skabe en forbindelse eller en erindring om den natur, vi ser ud på. Rummets mørke flader får naturen til at fremstå som et lysende billede på glasvæggen, og der opstår et lysmæssigt forhold, som får både rummet og landskabet til at opleves uvirkeligt og unaturligt. Dette forstærkes af det tonede glas, der skaber et mere kontrastfyldt billede. Vi oplever en tonet repræsentation og ikke den natur, vi kender og har en direkte kropslig erfaring med. Den skarpe overgang mellem arkitekturens rum og det spektakulære landskab, kontrasten mellem det mørke rum og det lysende billede på væggen, mellem rummets inde-agtige karakter (med konnotationer til hotelværelser rundt om i verden med væg-til-væg-tæpper, standerlamper og bløde stole) og udsigten til bjerge med sne på toppen, vandet der strømmer i elven, træernes blade og barken der krøller på stammen, får de to rum til at opleves som to adskilte verdener. 

Naturen træder med andre ord ikke ind i rummet. Den stopper ved glasvæggen, hvor den fremtræder som ét stort billede, der skal opleves gennem synet, mens kroppen (passivt) sidder i en blød stol.

Hotel Juvet. Foto: Jette Nikolajew

At erindre naturen gennem arkitekturen

I Hotel Juvet skaber arkitekturen en adskillelse mellem synet (der fastholdes af det lysende naturbillede) og kroppens øvrige sanser der mærker rummet. Men det er netop kombinationen af og vores erfaring med, at kunne se og efterfølgende mærke det, der omgiver os (synsansen ønsker at samarbejde med de øvrige sanser), som giver os en forståelse af hvordan verden hænger sammen. Og som dermed også hjælper os til at kunne skabe en forbindelse mellem ’det ydre landskab’ og ’det indre landskab’. Man kan sige, at den erfaring vi opnår gennem vores interaktion med verden (naturen), skaber en erindring i vores sansende krop. (Her tænker jeg på den haptiske sans, høresansen, smag og lugt – alle sanser undtagen synet). Samtidig kan man sige, at synet kan ’huske’ de øvrige sansers erfaringer, så man uden at røre, smage, høre, lugte alligevel kan ’sanse’ gennem synet og erindringen. „Synet afslører det som berøringen allerede ved”, som Pallasmaa formulerer det. Så når vi bevæger os gennem Louisianas glaskorridorer behøver vi ikke røre ved rummets flader for at mærke naturen i rummet. Gennem vores blik erindrer vi både den natur, vi ser ud på, og vores erfaring med den, samtidig med at vi erindrer og forbinder den med naturen i rummet.

Fornuft eller følelse, nærhed eller nærvær

I Stefano Cascianis anmeldelse af Hotel Juvet i Domus (sep. 09) siges det, at arkitekterne „undersøger forholdet mellem naturen og artefaktet”, og at „arkitekturen synes at blive reduceret til menneskets usikre øje, som ser ud på den natur der frembragte det, og til den frygtelige erkendelse at det gamle mystiske forhold for evigt er gået tabt. De to glasvægge, som står over for hinanden og lader det ydre komme ind i rummet, forbinder til intetheden og lukker symbolsk naturens cirkel, der er selvtilstrækkelig og faktisk meget bedre stillet uden sin største fjende og ødelægger mennesket”.

Pointen er, at vi er kultur og derfor ikke længere kan forbinde os med naturen. Men både artiklens forfatter og mange nutidige arkitekter synes at glemme, at vi ikke alene har to øjne, men (stadig) også en krop, som sanser og erindrer, og som påvirkes af det rum, der omgiver den. Uanset hvor abstrakt arkitekturen er, står vi ikke bare og betragter forholdet mellem naturen og artefaktet; vi mærker det også og bliver sansemæssigt og følelsesmæssigt påvirket af det.

Når vi betragter Hotel Juvet og Louisiana, ser vi to forskellige tilgange til at forholde sig naturen gennem arkitekturen. Spørgsmålet er, om vores forhold til naturen har ændret sig, siden Wohlert og Bo tegnede Louisiana. Er vi blevet fremmedgjorte over for naturen, og er vi kun interesseret i at se den som billeder gennem arkitekturen uden ’den intime kontakt’? 

I Forsegling og Symbiose (2005) beskriver Lotte Bjerregaard, hvordan man gennem arkitekturens ’betydningsgivende lag’ kan aflæse vores forhold til naturen, og hun peger på to modsatrettede tilgange: Den ’naturvidenskabshyldende’ arkitektur, arkitekturen som ’observatorie’, hvorfra man frit og rationelt kan observere naturen som passivt objekt. Og den ’naturromantiske’ arkitektur, der inddrager naturen og refererer til naturen gennem ’associativt erindringsmateriale’, som klimamæssigt åbner sig for naturen på en måde, der viser en særlig tilknytning til og samhørighed med naturen. Hvis denne naturromantiske tilgang stadig er aktuel, kan den være svær at få øje på i en tid, hvor den rammeløse glasfacade og de helt glatte og strukturløse interiører sammen med plante-vægge, kortklippede græsklædte dæk og smukke (synssansen!) sukkulentbeklædte taghaver, som ikke må betrædes, synes at være overalt.