Projektudviklingschef til Domea.dk

Projektudviklingschef til Domea.dk

Placering: Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 3. maj. 2017

Vil du skabe Danmarks mest attraktive almene boliger for en professionel bygherreorganisation?

Har du erfaring med udvikling af nye koncepter for alment byggeri og en god byplanmæssig forståelse? Evner du at omsætte trends til konkrete udviklingsprojekter inden for byggeri. Er du en god formidler, lytter, og har du erfaring med relationssalg? Tænker du mennesker før mursten? Hvis du kan svare ja, så læs gerne videre her…

Domea.dk oplever en meget positiv vækst i antallet af byggeopgaver. Derfor har vi brug for en projektudviklingschef til vores Bygge- og Renoveringsafdeling. Projektudviklingschefens rolle er at understøtte Domea.dk i at udvikle markedets mest attraktive almene boliger. Vi ønsker kort sagt at opnå en position som Danmarks mest attraktive samarbejdspartner for vores kunder, som både er almene bygherrer og kommuner.

Domea.dks Byggeafdeling

I byggeafdelingen løser vi byggeopgaver for selvstændige boligorganisationer over hele landet – både nybyggeri, renoveringer og helhedsplaner. På det seneste har vi vundet flere projektkonkurrencer, fx det første almene boligbyggeri i Nordhavnen, ungdomsboliger i Køge, familieboliger i Hillerød, Gilleleje og Holbæk. Vi samarbejder med Realdania og en række kommuner om byernes udvikling.

Vores rolle er at være sparringspartner for den lokale boligorganisation og være den professionelle koordinerende projektleder, der styrer projekterne sikkert i hus - gennem et proaktivt samarbejde med vores eksterne rådgivere, entreprenører og interne samarbejdspartnere.

I byggeafdelingen er vi 30 medarbejdere geografisk placeret i hhv. Landscenteret i Høje-Taastrup og i Vejle. Vi arbejder fokuseret med at udvikle de almene boligformer, og vi har en samlet byggeportefølje på mere end 13 mia. kr. Vores opgaver spænder fra små nybyggerier og renoveringsopgaver på 10 boliger til store opgaver på flere hundrede boliger.

Din opgave

Vi tilbyder et job med spændende udfordringer, et stort selvstændigt ansvar, en meget varieret opgaveportefølje og en bred kontaktflade til kunder og samarbejdspartnere. Du får direkte reference til vores byggechef.

De primære opgaver vil være:

  • Konceptudvikling – fx nye almene boformer, bofællesskaber og samarbejde med private aktører
  • Projektudvikling – fx opsøge mulighed for byggeri i kommuner
  • Præsentation – fx konferencer, seminarer m.v.
  • Fundraising – fx ansøgninger ift. energipuljer og andre udviklingspuljer.

Din arbejdsplads vil som udgangspunkt være i Landscenteret i Høje-Taastrup, men dine opgaver kan have stor geografisk spredning primært i området øst for Storebælt. Vi er derfor afhængige af, at du er fleksibel og har egen bil.

Din profil

Vi søger en projektudviklingschef med følgende profil:

  • Faglig baggrund som fx arkitekt eller ingeniør og gerne med byplanmæssig erfaring
  • Mindst 5 års erfaring med koncept- og projektudvikling inden for byggeri
  • Erfaring med projektledelse af udviklingsprojekter
  • Flair for relationssalg, markedsføring og præsentation
  • Velkommunikerende på dansk i skrift og tale
  • God økonomisk forståelse
  • Kendskab til den almene sektor er en fordel, men ingen betingelse.

Domea.dk tilbyder

På landsplan er vi 700 medarbejdere, der har glæde af en uhøjtidelig omgangsform og gode arbejdsforhold. Domea.dk tilbyder gode udviklingsmuligheder og arbejder målrettet med udvikling af alle lederes og medarbejderes kompetencer. Vi tror på, at spændende opgaver, selvstændighed og fleksibilitet i jobbet skaber trivsel og gode resultater. Der tilknyttes god pensionsordning og behandlingsforsikring til jobbet.

Kontakt og ansøgning

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte byggechef Charlotte Nørbak tlf. 51 23 18 03.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV samt dit eksamensbevis og beder dig venligst sende din ansøgning via www.domea.dk.

Ansøgningsfristen er onsdag den 3. maj 2017. Vi forventer at holde 1. samtale den 16. maj og 2. samtale forventes afholdt den 30. maj.

Domea.dk er en almen bygge- og boligadministration. Vores kunder er almene boligorganisationer over hele Danmark, der tilsammen ejer 53.000 almene lejeboliger. Domea.dk er non-profit, men drives med fokus på forretning for at sikre vores kunder mere service.