Landskab nr. 2 2016

VAUX-LE-VICOMTE – OG HAVEKUNSTEN

Publiceret af Helene Helligsøe tirsdag apr 19, 2016 klokken 18:49

Hvad skal vi med havekunsten? Og hvad kan landskabsarkitekter bruge havekunsten til? Redaktionsudvalget ville undersøge dette og satte kurs mod Frankrig, hvor vi fra nærmeste by, Melun, i to dage ville gennemtrave 1660-talsbarokhaven Vaux-le-Vicomte. Gennem byen Melun (50 km sydøst for Paris) løber Seinen. Vaux-le-Vicomtes vandløb Ru Bobée og Ru Anqueuil (=Ru d’Ancoeuil) løber hertil. For at forstå landskab og terræn gik vi derfor de små 6 km langs Ru Anqueuil mod øst ud til haven, der ligger i et landligt område. Den korte fodrejse langs vandløbet, gennem småskove, marker og landsbyer gjorde, at haven blev en meget større oplevelse. Især øgedes forståelsen af terrænets form – det at mærke, hvordan terrænets ’skævheder’ var rettet op, og jordmasser trillet væk eller lagt på. Ligeledes at forstå vandløb, som var tæmmet, lagt i rør og synliggjort som kanaler og bassiner. Hertil kommer selve den kunstnerisk æstetiske helhedsoplevelse af perspektiv, symmetri, balance, detours, festlighed og stedets ånd.

Teksterne bidrager hver på sin måde til en totaloplevelse af netop denne have, men måske også til en måde generelt at besøge de haver, som har plads i havekunstens kanon. For landskabsarkitekter er det en vigtig tradition personligt at opleve havekunstneriske anlæg. Men når nu en have er så velbeskreven i tekst, tegninger og billeder, ’hvorfor er det så viktig å besøke anlegget i dets fysiske utstrekning?’ spørger Nina Marie Andersen. Fordi landskabsarkitektur er stedsspecifik og har en stærk rumlig dimension, svarer hun. Og fordi selvoplevelsen ’gir anledning til en kroppslig tilnærming
som potensielt setter alle sanser i spill’… ’Et besøk i Vaux-le-Vicomte gir med andre ord en opplevelse som involverer hele sanseapparatet så vel som det tenkende hodet. Og slik kan vi få en mer dyptgående forståelse av denne hagen spesielt, eller av landskapsarkitekturfaget generelt’. Og hvis vi skal forstå andre projekter, må vi kunne sammenligne dem med noget, vi allerede har erfaret og forstået. ’I forsøk på å forstå det vi møter, vil ulike egenskaper ved hagen tre frem, men også tanker om annen landskapsarkitektur vekkes’, konkluderer Nina Marie Andersen.

Lulu Salto Stephensen siger, at selv om myten om barokkens symmetri om en centralakse sidder i baghovedet – det at haven skal opleves fra slottets facade, så er der mange fine overraskelser bl.a. i form af detours, bevidste ubalancer, og det at et spinkelt vandløb er omsat til en potent kanal. Lulu fremhæver, at ’haven viser tre kompositionsprincipper: den rytmiske balanceakse, den horisontale udbredelse og den rumlige integrering med det omgivende landskab…, og pointerer, at ’det er først i bevægelsen, at det sublime for alvor opstår. Og det betyder, at haven er et cadeau til mennesket, der bevæger sig.’ En overraskelse er også følelsen af autenticitet, og at haven virker helstøbt og klart formidler barokkens idé, uanset de mange knubs, haven i sin snart 400-årige historie har tålt. Ulrik Kuggas giver os en spændende, næsten filmisk fortælling af rivaliseringen og dramaet mellem Nicolas Fouquet og Ludvig XIV. Mens vi ledes trinvis gennem haven og slottets gemakker, øges forståelsen af, hvor magtfulde mennesker der står bag en have som denne.

Liv Oustrup diskuterer, om haven kan kaldes et autentisk havekunstnerisk værk, og konkluderer, at det kan den. Også selv om haven i vid udtrækning måtte retableres omkring 1900 efter mange års neglekt. Terræn, mure, m.m. var dog nogenlunde intakte. ’At beherske vand har gennem alle tider været en kunst ’, skriver Jacob Fischer. Han forklarer om vandets vej i haven, og hvordan vandets vej og tyngdekraften er udnyttet til kaskader, springvand, spejlbassin og kanaler. En viden vi også i dag bør bruge i regnvandshåndtering.

Malin Blomqvist fokuserer på linjer og grønne byggeelementer i parken; på den evige dialog mellem det fritvoksende og det tugtede. Og på hvordan beplantningen bruges som grønne vægge og rumafgrænsende former, hvilket accentueres af lys og skygger. Anne Margrethe Tibballs og Anne Dahl Refshauge kredser begge om, hvorvidt en historisk have, her barok og derfor ganske ’stiv’, kan begejstre og berige yngre landskabsarkitekter. Efter første gennemgang ikke rigtigt. Og dog. Det at indtage haven skridt for skridt blev for Anne Dahl Refshauge en ’landskabelig detox’ – en grundlæggende måde at inkorporere en have på. Anne Margrethe Tibballs betages ikke i første hug. Som barn af sin tid har hun lært at værdsætte ’det andre, det som følger sin egen, tilsynelatende tilfeldige orden’. Hun bryder hun sig ikke om formgreb, der tæmmer og kuer. Et par måneder efter har hukommelsen transformeret oplevelsen: ’Nå ser jeg at Le Nôtre, i dette verket hvor han demonstrerte kontroll over naturens elementer, samtidig laget et stort åpent lerret, hvor de store natursystemene, været og solens gang, får spille fram. Med mitt blikk, anno 2016, er dette anleggets største kvalitet.’

PS. En del haver og parker, bl.a. i Versailles, Kensington Gardens og Kgs. Have forynges disse år ved opførelse af helt nye kunstværker og pavilloner, der blot står der nogle måneder. Således får også haven til Gl. Holtegård tre midlertidige pavilloner; i 2016 en pavillon med temaet ’Menageri’.

Tilføj kommentar

Filtered html

  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <h1> <h2> <h3> <h4> <h5> <div> <span> <table> <tr> <td> <tbody> <thead> <th> <ul> <li> <iframe> <img> <hr>
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.

Plain text

  • No HTML tags allowed.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Lines and paragraphs break automatically.