Arkitekten nr. 10 2015

LYS ELLER MØRKE?

Publiceret af Helene Helligsøe mandag nov 9, 2015 klokken 15:06

På finansminister Claus Hjort Frederiksens skrivebord står et skilt med teksten:

“Hvor skal pengene komme fra?”
Jamen, kære minister, de skal da komme fra dig!

Således afklaret konstaterer vi, at en mindretalsregering med fortsat vigende tal i meningsmålingerne vil reducere op til yderligere 30% på Danmarks arkitektuddannelser.

Under Fogh Rasmussen ville det have lignet et ideologisk korstog, for de fleste arkitekter har jo altid været midtfor eller svagt til venstre i politik, og nu har man så chancen for at køre de samfundsorienterede smagsdommere og kreative uddannelser helt i sænk.

Men med ovennævnte skilt in mente er der ikke noget, som tyder på, at der skulle ligge dybere åndelige rørelser bag forslaget om at skære i økonomi og studentertal på landets arkitektskoler.

Bedre arkitektur ender det ikke med, det private boligbyggeri i Københavns Havn er i forvejen på et alt for lavt arkitektonisk niveau, åbenlyst fordi developere og arkitekter har smeltet værdibegreberne sammen, og som følge af, at for få bygger for meget. Boom og mainstream er en giftig cocktail.

På andre områder er vi berømte, ikonbyggeri, bæredygtighed og byliv, tak for det! Men den slags kræver friske forsyninger hele tiden, hvis vi skal holde os selv oppe og verdens opmærksomhed fangen.

Arkitektur er ikke kun en elitesport, og slet ikke i en dansk sammenhæng, hvor der til regeringens oplysning har eksisteret en verdensberømt tradition for at bygge god arkitektur for almenvellet. En bevægelse, som er født og opvokset på landets arkitektskoler siden begyndelsen af det 20. århundrede.

Nu tyder alt på, at dansk arkitektur bliver slået hjem i Ludo, fordi en uvidende regering ikke har opdaget, at kreative uddannelser er efterspurgt i erhvervslivet over hele verden, som BIGs WTC-projekt i New York er et lysende eksempel på.

Martin Keiding

Tilføj kommentar

Filtered html

  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <h1> <h2> <h3> <h4> <h5> <div> <span> <table> <tr> <td> <tbody> <thead> <th> <ul> <li> <iframe> <img> <hr>
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.

Plain text

  • No HTML tags allowed.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Lines and paragraphs break automatically.