Arkitekten #8 2015

Leder: Forsoning eller kystnær roulette?

Publiceret af Sofie Bjerring tirsdag sep 8, 2015 klokken 20:38

I hvilken grad og på hvilken måde skal gode ting være tilgængelige?

Stevns Klint kom i 2014 på UNESCOs verdensarvsliste. Ifølge en projektbeskrivelse, “Verdensarv som løftestang”, fra anden ansøgningsrunde hos Naturstyrelsens forsøgsordning om tilladelse til at bygge inden for kystnærhedszonen, besøger ca. 100.000 mennesker årligt Stevns Klint. Men med UNESCO-tildelingen ser man et potentiale til at styrke turismen i kommunen markant.

Der er en slags Catch-22 i dette system; man værner om stedet med en medalje, hvad der straks medfører mere nedslidning.

I tilfældet Stevns håber man på at få lov til at integrere et besøgscenter på baggrund af en konkurrence i bunden af Boesdals gamle kalkbrud, et sted, der allerede har været udsat for menneskers kommercielle aktiviteter i kystnaturen, og som i øvrigt rummer fredede og bevaringsværdige elementer fra det gamle industrianlæg. 

Hertil kommer, hvad der beskrives som et lettere indgreb i landsbyen Højerup, så der skabes en mere samlet oplevelse af stedet.

Hvad angår ansøgningens faglige niveau, kan der næppe gås mere omhyggeligt og lempeligt til værks på præmisserne om at lokke endnu flere til Stevns. Med hensyn til en konkurrence og et efterfølgende resultat kan man på nuværende tidspunkt kun håbe det bedste. 

En privat projektansøgning som sydfynske “Øhavscenter Christiansminde”, der bygger sig direkte ud i vandet med et grydeklart skitseprojekt, hævder et offentligt interessant indhold for bl.a. fødevare og havkajak i kombination med en ny strand, men er dog primært en del af resortet bag det bagvedliggende hotel. Det sidste er der intet odiøst i, problemet er et komplet fravær af overordnede kommunale analyser og overvejelser om, hvad det egentlig bør have af konsekvenser for området, når ansøgningen i sin indledning bl.a. skriver følgende: “Det giver (øhavet red.) sammen med det kuperede istidslandskab på Sydfyn et spektakulært og særdeles attraktivt kystlandskab...”

Sat lidt hårdt op har vi her to eksempler (ud af i alt 30 ansøgninger hos styrelsen) på, hvorfor det ikke er nødvendigt at lempe den nuværende planlovs kapitel 2a/§ 5a, hvor der står: “Landets kystområder skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed.” 

Der er allerede frit slag, og det hele afhænger af kommunens og arkitektens faglige commitment, som igen står og falder med, om vi ønsker den forsoning med naturen, som Steen Høyer fremhæver i sin anmeldelse på side 15 af Ellen Braaes bog Beauty Redeemed. Eller det fortsat bare skal være kystnær roulette. 

Martin Keiding

Tilføj kommentar

Filtered html

  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <h1> <h2> <h3> <h4> <h5> <div> <span> <table> <tr> <td> <tbody> <thead> <th> <ul> <li> <iframe> <img> <hr>
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.

Plain text

  • No HTML tags allowed.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Lines and paragraphs break automatically.