Det legende bymenneske

Det legende bymenneske

  • Leg på Den Røde Plads, Nørrebro
  • Praca Roosevelt placeret oven på motorvejen
  • Leg midt i betonjunglen
  • Aktivister / den kreative klasse samles inden næste festaktion
  • Mere kærlighed, tak
Bylivskvalme eller ej. Christiania, Den Røde Plads, Sønder Boulevard, havnebadet på Bryggen, Distortion og løberuterne i Søndermarken er fremragende eksempler på, at det legende menneske kan og må udfolde sig i byens rum. Det er med andre ord ikke planlægningen, designet og arkitekturen, der er noget i vejen med, men mentaliteten i den evigt rationaliserende kritik.

Det legende menneske er en film af libertineren Jørgen Leth. Den viser med æstetikerens blik, hvordan leg er dybt forankret i mennesket, hvordan vi ikke kan leve uden. Det legende menneske – homo ludens –  er også et tema, der går igen i dansk byplanlægning i øjeblikket.

Men de legende og rekreative byrum er også omdiskuterede størrelser. Leg og fest associeres fx med oplevelsesøkonomiske rationaler. Jeg selv har haft mine forbehold, fordi det ikke er svært at se, hvordan leg og kultur konstant rationaliseres og inddæmmes i forbrugskulturen. Fx hvordan street art gøres til en del af byens forbrugskultur og indgår som katalysator i den strategiske byudvikling. Ikke desto mindre bør disse tendenser ikke være ensbetydende med, at vi undlader design og planlægning af legende byrum. For skal vi tro nogle af pointerne i Leths legende menneske, så er legen det en ontologiske grundlag for livet – og dermed også for det gode byliv. At legen er livsnødvendig og fundamental for bymennesket, er jeg blevet konfronteret med flere steder i Sao Paolo – en by der ellers er drevet af markedskræfter, forbrugskultur og en benhård arbejdsmetalitet, hvor paulistaerne går direkte efter det globale marked – med Kina som økonomisk ærkefjende. I Sao Paolo er det ikke leg og kreativitet, man først får øje på. Men den eksisterer.

 

Fx på den nyåbnede Praca Roosevelt i downtown Sao Paolo. Bystyret har revet en gammel forfaldent varehus ned og bygget en plads, der i designet  til forveksling ligner den trøstesløse 4 banede motorveje, der løber omkring og under den (ja du læste rigtigt, vi er stadig downtown Sao Paolo). Designet udgøres af beton, et par bede med græs og træer, pænt opstillede bænke samt høje lygter, der oplyser pladsen og forhindrer at der foregår lyssky affærer, når aftenmørket sænker sig. Og for en sikkerhedsskyld er der opsat poliltiovervågning i begge ender af pladsen. Det er ikke just hvad vi forstår ved et legende og performativt bydesign. Ikke desto mindre er pladsen et legende og performativt byrum. Og en succes set ud fra en bylivsbetragtning. Hver aften myldrer hundredevis af skatere, cyklister, boldspillere, aktivister, kunstnere og musikere til pladsen. Ikke bare fra nabolaget, men fra hele Sao Paolo. For det er et af de få steder, hvor betonjunglen sprækker og der er plads til leg. At pladsen er blevet skaternes foretrukne tilholdssted, var ikke intenderet fra borgmester Kassabs bystyre. Ej heller bryder bystyret og politiet sig om, at karneval-grupper bruger pladsen som øvelokale; endnu mindre at urbanaktivisterne bruger det som mødeforum.

 

Parken, der var udtænkt som et repræsentationelt oprydningsarbejde i det forfaldne downtown Sao Paolo, er på under tre måneder blevet en sprængfarlig rugekasse for legende bymennesker. Ikke for ingenting pryder meme-udsagn som Fuck the police og Mais Amor, por favor (mere kærlighed, tak) de omkringliggende mure. Her opstår de uformelle møder – mellem legende børn og karrierebevidste skatere. Mellem avislæsende akademikere og graffitisprayende græsrødder. Mellem semihjemløse krejlere og motionerende pensionister. Mange deler en øl. De eneste, der ikke er til stede, er majoriteten af karriereorienterede, hårdtarbejdende paulistas. De har nemlig travlt – med at henter penge hjem og med at svine byen til med deres umådeholdne forbrug og skånselsløse privatbilisme.

 

Set i det perspektiv ligner den danske debat om bylivskvalmen, og det omsiggribende hipsterhad, mest af alt protestantisk neo-puritanisme.

   

For besynderligt nok, kan de danske gammelmarxister, den kulturkonservative kunstelite og de formelskende modernistiske arkitekter, på trods af divergerende idegrundlag, altid blive enige om én ting: at det er belevet for meget med leg og kreativitet i byrummet. Det legende byrum bliver nedladende set som en stor legestue (Pernille Steensgaard i Weekendavisen), er i ledtog med de "oplevelsesøkonomiske skidesprællere" eller er tegn på en vulgær æstetiske omgang med det arkitektoniske formsprog (udsagn jeg ofte hører fra arkitekter). Det har fået meningsdannere til at lide af den efterhånden så udbredte bylivskvalme. Puritanismen genfindes i den offentlige debat, her tolererer de politisk korrekte RUC-forskere ikke, at ’hipsterne’ holder fest for Istedgades kinagrillejere, ligesom eliten i 2012 har haft travlt med at tage afstand til Distortion, der menes at lugte for meget af sex, pis og festende unge. Spørgsmålet er, hvor denne neo-puritanisme kommer fra, hvorfor hader man hipsterne, den kreative klasse, det legende bymenneske?

 

Fra de mere blufærdige kritikere lyder det ofte, at byrum som Sønder Boulevard og Den Røde Plads ikke bliver brugt eller at designet er forbeholdt den kreative klasse. Til det postulat må man spørge, om det virkelig er designet, der henvender æstetisk forkert eller om det snarere er brugeren der er for konform i deres brug af byen. Efter at have set den legende magnetisme, der omgiver et kedeligt designet byrum som Praca Roosevelt i Sao Paolo, er jeg overbevist om én ting: det handler ikke om kun om bydesignet, men om vores, brugerens, mentalitet. Om vi i det hele taget er i stand til at se os selv som legende bymennesker.

Men også en mentalitet, hvor man altid indtager den kritiske vinkel og derfor overser, at danske byrum er unikke, derved at de giver plads og rum til leg, sport og kreativ udfoldelse. Hvad enten vi taler om Christiania, Den Røde Plads, Sønder Boulevard, havnebadet på Bryggen, Distortion eller løberuter i Søndermarken er det fremragende eksempler på, at det legende menneske kan og må udfolde sig i byens rum. Det er med andre ord ikke planlægningen, designet og arkitekturen, der fejler, men snarere mentalitet i den evige rationaliserende kritik.

Kritikken af det legende mennesker og deres byrum tror jeg derfor skyldes danskernes mentale modstand mod legen – mod alt det, der forstyrrer vores i bund og grund protestantiske arbejdsmoral, vores rationalitet, vores verbale og fornuftstyrede retfærdighedssans i byen. Men retten til byen tilhører ikke kun den fornuftige borger, der gerne vil sove kl. 10, funktionæren og den kulturkonservative. Byen er ikke kun funktionel infrastruktur, en bo-maskiner eller et stort udbud af kultur- og dannelsesinstitutioner. Byen bør ikke være en sådan maskine, en maskine, hvor vi hurtigst muligt skal komme fra A til B, forbruge kultur i kulturinstitutionerne eller lægge penge i byernes butikker. For byen består også af det levede livs leg og mulighed for selvudfoldelse. For byen er – og nu springer jeg glad ud som urban-libertiner – en mulighed for frigørelse. Et sted for flirten, legen, affekten, blikudvekslingerne, lysten, festen, vitaliteten, kunsten og den sociale umiddelbarhed.

 

 

Kristine Samson

Kommentarer

Henrik Schafranek
Hej Kristine, jeg ser kritikken af især de københavnske byrum lidt anderledes end hvad dit blogindlæg giver udtryk for. For mig at se handler kritikken fra "de danske gammelmarxister, den kulturkonservative kunstelite og de formelskende modernistiske arkitekter" om at man nu er nået for langt ud af en tangent. Byrummene anklages af selvsamme brogede skare for at være for overprogrammerede og dikterende i hvad man leger, hvor man leger og hvem der leges med. Nu trækker de lidt i land igen, og i mine ører lyder det som en fornuftig erkendelse af at der netop skal gives mere plads til den fri og spontane leg. Sønder Boulevard er ca. ti år gammel og et af de første byrumsprojekter i den 'linie' Københavns Kommune siden har fulgt. Uden at siddestille dem helt, vil jeg sige at Sdr. Boulevard er Københavns svar på 'Praca Roosevelt'; byrummet er lagt ud på pragmatisk vis og folk har efterfølgende indtaget det ivrigt og innovativt. At mange byrum senere er kammet over i et væld af inventar og bemalinger, tror jeg skyldes et ønske om at sætte (måske endda forbedre) en social dagsorden - der skal være de samme muligheder for alle, og dem der ikke formår at skabe indhold selv, får noget stillet til rådighed. Det de får stillet til rådighed er ofte inventar og planlægning der tager udgangspunkt i tidens menneskelige tendenser; et højt prioriteret socialt, aktivt og grønt livssyn. Dette livssyn er skabt med kreaklassens briller på, og det er - efter min mening - deri kritikken ligger; der er risiko for at byrummene ikke er for alle når virkeligheden melder sig. Eksempelvis er det ikke muligheden for leg der kritiseres når snakken falder på Superkilen. Her er det mere dens nærhed til Mjølnerparken og de dertil knyttede menneskelige og sociale problemer der gøres til udgangspunkt for kritikken. /Henrik Et lille PS: Jeg har også læst artiklen, der kritiserer hipsternes fejring af en vesterbrosk grillbarejer. Jeg mener ikke at det er en direkte kritik af måder at bruge byen på, men mere en prik i siden på en 'stand', der fejrer andre og andet for at fejre sig selv.
Kristine Samson

Hej Henrik

 

Tak for kommentaren. Jeg kan sagtens følge dine synspunkter, men den bagvedliggende tanke i mit oplæg er ikke at kritisere den fysiske planlægning (som jeg egentlig er enig i er blevet temmelig bemalet og i sit tegnsprog henvender sig til kreaklassen). Det er snarere at sige, at gode byrum ikke ligger i arkitekturen og designet alene. Men i den måde vi bruger det på. Der er en uudtalt tiltro i danske byplanlægning- og arkitektur om at arkitketur og design skaber mennesker. Her mener jeg, at Praca Roosevelt-eksemplet siger noget helt andet (og derfor ikke kan sammenligned med Sønder Boulevard). Praca Roosevelt pladsen er ikke en plads skabt til leg, men et oprydningsprojekt, som jeg vist også kalder det i indlægget. Men det er et blevet et eksempel på at det legende menneske selv går ind og definere et legende rum - spontant. Godt nok er pladsen designet af professionelle arkitekter og er et af bystyrets byudviklingspprojekter. Men stedet er - i modsætning til de Københavnske byrum ikke tiltænkt leg. Så min pointe omkring bymentalitet er grundlæggende, at jeg tror vi skal til at fokusere på, hvordan vi som bybrugere selv bruger byen: hvad det er for (evt. kreakulturelle) forbrugsmønstre, vi selv skaber i vores byrumsbrug. Så blot fordi Københavns Kommune anligger diverse legepladser og kulturbyrum, er ikke ensbetydende med at vi bruger dem som sådan. Det legende menneske, skal vi forstår det i følge Jørgen Leth, afprøver netop sine egne ideer, øver sig, falder, imporviserer og leger med samfundets normer. Det legende menneske følger ikke reglerne. Jeg synes fx, at hipsternes grillbarfest i Istedgade legede med de socio-kulturelle normer i et ellers gentrificeret byområde som Vesterbro. Nej det var da ikke socialpolitik, gudskelov, - det var netop leg. Og ikek desto mindre synes jeg at idrætsredskaber, løberuter og deslige er rigtig fornuftigt: for at få folk ud af de stinkende fitnesscentre, og sådan set også for at gøre kropslig udfoldelse og idræt mulig for alle. Også dem der ikke har råd til at sende deres børn i idrætsklubberne. Så spørgsmålet er, om kommuner og planlæggere skal give plads til fri leg? Jamen, det gør de jo allerede. Det er ingen der tvinger dig til at gynge i gyngerne på den røde plads - stedet kan jo også bruges til så meget andet. Jeg synes det snarere må handle om os, brugerne. Vi skal give os selv lov til den frie spontane leg - fx ved at bryde ud af noge af de trivielle forbrugsmønstre, vi har i byen. Og ved at gøre op med den holdning at det er kommunen, der skal skabe det gode byrum. Kort sagt, det er ikke arkitektur, der skaber byrummene, det er menneskene.

Håber det svarer nogenlunde på de gode spørgsmål, du rejser.

Henrik Schafranek

Hej igen,

jeg tror at vi langt hen af vejen er enige. Jeg taler om at arkitekterne har erkendt at de skal give plads til leg, og du taler for at vi som brugere bryder nogle "trivielle forbrugsmønstre" og rent faktisk begynder at lege. Det tror jeg er en massiv overvindelse for flertallet. Dem der for alvor synes at lege lader til at finde deres egne små åndehuller at boltre sig i. Det er de nødt til for ikke at skulle rette alt for meget ind efter ovennævnte forbrugsmønstre. De store demokratiske byrum er der derimod brede forventninger til, og for at leve op til dem bliver der programmeret på gængs vis, da det der forventes bunder i ting der allerede kendes. Det er en 'ond' cirkel af forventninger og brugsmønstre. 

Sammenligningen mellem Praca Roosevelt og Sønder Boulevard var med udgangspunkt i hvordan sidstnævnte fik et nyt potentiale frem i byen. Jeg synes personligt at der er en mere legende og fri tone på Sdr. Boulevard end mange andre steder i Kbh. Det gælder vel bare om at få den ånd til at brede sig uden at den er bundet op på en isme eller kulturel minioritet. 

/Henrik

Neal

Pik og Patter 

 

Tilføj kommentar