Street Life / Værnedamsvej

Street Life / Værnedamsvej

I forlængelse af Erik Juuls indæg "Nej til pænhedens tristesse" i Arkitekten Nr. 7 juli 2013 kommer her en billedserie fra omtalte vej.

Værnedamsvej er svær at slippe uden om. Den er det korteste stykke vej mellem Gl. Kongevej, Frederiksberg Allé og Vesterbrogade. På cykel er Værnedamsvej det hurtigste sted at køre på tværs af bydelene og en nem forbindelse til Nørrebro. Som bonus er der altid liv i gaden og små fine butiksfacader at blive opmuntret af. Indrømmet; jeg er født lige rundt om hjørnet og vokset op med gadens historier om bagerne, der altid havde lukket den samme uge i sommerferien og hvor mange slagtere og fiskehandlere, der nu har ligget hvor i løbet af årene. Jeg kan huske kjoledamen i kælderen, der solgte vinterhandsker hele året rundt, og lugten fra ostehandleren i baggården og den franske bagers minicroissanter og ægte luftige flûtes.

Det er svært ikke at blive nostalgisk omkring visse gader i København, og derfor også svært at undgå at hidse sig op, når nogen truer med forandring.

Erik Juuls indlæg handler om et udbud fra København og Frederiksberg kommuner, der ønsker at sætte fokus på "bylivsmuligheder". For mig at se er det ikke muligheder, gaden mangler - den sprudler af byliv. Jeg elsker det sydlandske kaos, der opstår, når bilisterne ikke kan beslutte sig for, hvem der skal holde tilbage. Jeg elsker at sidde på en bestemt fortovsrestaurant hver år under modeugen og se en blandet catwalk midt i gaden af indiske kvinder, unge internationale modebloggere og de tatoverede machomænd, som altid lige skal køre igennem med åbent tag. Jeg elsker at folk, gående og på deres cykler, føler nok ejerskab over gaden til uagtet at spadsere, som om det var en gågade. Her er syv fotos at glæde sig over, som viser gadens autonomi.

LAURA STAMER

Tilføj kommentar