Smart eller dum og umoderne ……..

Smart eller dum og umoderne ……..

  • smart city?
Nye begreber og ord sniger sig med jævne mellemrum ind i diskussionerne om, hvordan vi skal indrette de byer som en stadig større del af verdens befolkning bosætter sig i.

Ord som bæredygtig, smart, grøn, liveable, tryg og kreativ bruges i både akademiske, forretningsmæssige og administrative sammenhænge til at beskrive, sælge og markedsføre projekter og metoder for udviklingen af byer.

Selv om intentionerne kan være gode, er jeg instinktivt altid lidt skeptisk overfor eksempler og modeller der ønsker at fremstå som entydigt rigtige og bruger positivt ladede tillægsord som overskrift eller varemærke og som derfor kan være vanskelige at modsige.

For ingen ved sine fulde fem kan ikke være i mod den gode og levende by eller den såkaldte smarte by, især ikke hvis den forkerte, døde, dumme og uintelligente by er alternativerne hertil.

At bruge begreberne som er positiv ladet, er i salgsøjemed gunstigt, hvilken enhver ejendomsmægler vil vide, men i en andre sammenhænge kan de besværliggøre omgangen med byudviklingsmodellerne noget. Yderligere kompliceret bliver det når modellerne har diffuse afsendere måske endda med kommercielle interesser i at fremme salg af diverse services eller produkter.

Fænomenet smart city – eller den smarte by - er et eksempel på dette. Den smarte by er i udgangspunktet teknologidrevet. Der findes en række forskellige modeller for, hvordan teknologiske løsninger kan bruges til imødegå de samfundsmæssige udfordringer vi kan forvente at imødese, med hensyn til blandt andet ændret befolkningssammensætning, klimaforandringer o.a., fælles for flere af dem er imidlertid at de baserer sig på markedslogikker og ovennævnte retoriske model.

Et vigtigt argument for at implementere teknologiske løsninger på alt fra infrastruktur til hjemmepleje er nemlig ofte at byerne skal blive mere bærekraftige, effektive og konkurrencedygtige ien stadig mere globaliseret verden. 

Men vi glemmer ofte at spørge hvad succeskriterierne er, og om de monstro er de samme for alle involverede parter, måske fordi den formulerede hensigt uanset hvem afsenderen er, er at arbejde i det godes tjeneste.  

En alvorlig udfordring i forbindelse med «Smart City»- modellerne er at mange af de teknologiske løsninger som der satses på, uvilkårligt vil accelerer forbruget fordi produkter og services alt for hurtigt forældes og skal erstattes med nye. Mens dette for beslutningstagere og myndigheder vil være en utilsigtet konsekvens af den valgte udviklingsmodel, synes den for andre at være tilsigtet.

Ser man på Smart City Council, som er en koalition, bestående af en række multinationale selskaber indenfor it, telekommunikation, finansielle tjenester, energidistribution, ejendomsudvikling mv. er det tydeligt at agendaen om at fremskynde bærdygtig og smart byudvikling baserer sig på en forretningsmodel, som skal brande og skabe bedre afsætningsmuligheder for de produkter og services som de selskaber som er partnere sælger. De kommercielle interesser er ikke altid helt så entydige som hos SmartCity Counsil.

 Alligevel er der for mig at se grund til at være årvågen og kritisk reflekteret, når begreber som er vigtige retoriske virkemidler i byudviklingsmodeller, hvis bagvedliggende dagsorden er at fremme forbrug og sælge ydelser, sniger sig ind i vores almindelig vokabular og indgår i mere uhildede diskussioner om, hvordan vi skaber ”gode” og bæredygtige byer. For hvis man ikke er vågen – eller smart – vil de logikker, som begreberne i disse modeller er koblet op imod, nemlig fortsat klæbe til ordene.

rikke stenbro

Tilføj kommentar