Respektløst pligtopfyldende

Respektløst pligtopfyldende

  • The Continuous Monument, Superstudio 1969.
Nogen kritiske betragtninger på parallelopdraget for et nyt Regeringskvarter. At man ikke bider af den hånd man spiser af er velkendt, særligt i arkitektkredse. Men udøverne af arkitektfaget risikerer at miste deres faglige integritet og muligheden for at kunne fungere som samfundsrådgivere, hvis de ikke i afgørende situationer tør stille de nødvendige spørsmål, men blindt adlyder opdragsgivers krav. Casen er i nærværende blogindlæg norsk, men den opmærksomme danske læser vil givetvis også genkende rektionsmønsteret fra danske opdrag.

Forud for udarbejdelsen af den reguleringsplan, som skal angive de planmæssige rammer for den videre udvikling af Regeringskvartalet i Oslo, har Statsbygg på mandat fra den Norske Regeringgennemført et parallelopdrag med deltagelse af seks tværfaglige teams:

Team Snøhetta, Team Asplan Viak, Team MVRDV, Team White, Team LPO og Team BIG, samt et team bestående af studerende fra AHO (Arkitekthøjskolen Oslo).

En præmis i parallelopdraget har været at alle departementerne, bortset fra Forsvarsdepartementet skal samles i det område som i en tidligere gennemført KVU er blevet udpeget til at være det gældende udviklingsområde. Det har været ønsket, at besvarelserne skulle komme med et idégrundlag for, hvordan kvarteret kan rumme de ønskede funktioner og forholde sig til de begrænsningene for områdets udstrækning, som var angivet i KVU’en og til de arealkrav som de forventede 5700 ansatte ved de respektive departementer vil kræve.

Med undtagelse af de studerende fra AHO, som har fået et Wild Card til at komme med deres eget løsningsforslag, har de øvrige 6 team, forholdt sig pligtskyldigt til opgaveformuleringen og har alle presset de efterspurte 115 000 m2 nyt kontorbyggeri ind i området. Flere af de deltagende teams foreslår en bygningsmæssig fortætning langs Møllergate og alle har – bortset fra de studerende - arbejdet med meget store bygningsvolumener.

Parallelopdraget – en strategisk afledningsmaneuvre

Efter offentliggørelsen af de 7 forslag er så godt som al snak om Regjeringskvartalets kultur- og arkitekturhistoriske værdier – og den mulige bevaring heraf - forstummet. Diskussionerne om disse - som de bla. manifesteres i Y- og Høyblokken og byrummet mellem dem - har ellers tidligere fyldt en del i den offentlige debat, især efter det blev politisk vedtaget at rive Y-blokken ned. Det er nu i stedet primært tæthed og volumen, som er omdrejningspunktet i de igangværende diskussioner om områdets mulige fremtid, selv i bevaringsfaglige miljøer.

På den baggrund er det nærliggende at betragte parallellopdraget som en strategisk afledningsmaneuvre fra den oprindelige diskussion. Et simpelt volumen studie kunne indledningsvis have afklaret, hvor meget plads så mange m² kontorlokaler ville optage i udviklingsområdet. Dette ville have anskueliggjort, for opdragsgiveren, hvilke vanskeligheder og omkostninger der rent bymæssigt vil være forbundet med pladsere et så stort antal kvadratmeter i et byområde som forventes at skulle indgå som en integrert del af den øvrige by.

Men ved primært at lade opgavestillingen for den tidlige udviklingsfase handle om, hvordan de 115000 m2 kan presses ind i et meget lille område og om, hvordan de nye bygninger forholder sig til ring 1, har beslutningstagerne haft held til at undgå at konfrontere de vanskelige og essensielle spørsmål som vedrører forvaltningen af fortiden og de ikonbygninger i området som efterhånden synes at være blevet en dobbelt ubekvem kulturarv.

Problemet med fortiden er, at den ikke altid lever op til idealerne om nutidens og fremtidens samfund. Men skal vi kun bevare det som er vellykket, som i både form og funktion matcher nutiden behov?

Den norske velfærdsstat som i sin tid produserede de modernistiske ikonbyggerier i området, y- og høyblokken, er ikke længere hvad den engang var – og velfærdsmodellen som bygningene representerer har ikke længere en entydig opbakning i befolkningen. På den baggrund kunne både y-og højblokken allerede inden bombeangrepet i juli 2011 betragtes som en ubekvem kulturarv, som ikke var tidssvarende hverken som symbol- eller bruksarkitektur. Bygningernes status som potentiel kulturarv kompliseredes imidlertid betragteligt af terrorangrepet, da de fra da af også blev forbundet med tab, sorg og vrede.

Alligevel er spørsmålene om, hvad man skal stille opp med denne problematiske og ubekvemme arv noget som er underordnet i forhold til det plutseligt og akut opståede behov for at samlokalisere departementer i området. Og svarene på de vanskelige spørsmål betinges paradoksalt nok her af. Bevidst eller ubevidst synes fortrængning og negering at være blevet den gældene erindringspolitik. Dette er ikke sket over natten, men er en

proces som har udviklet sig over tid i takt med at bunken af konsulentrapporter, som nesten alle har beskæftiget sig med vurderingen af forhold som kan talfestes og sættes i regneark, har vokset seg større og større- Det som kan undre er, at ingen af de involverede parter, hverken de som har skrevet rapportene eller de som har deltaget i paralleloppdraget med undtagelse af de studerende, har stillet spørsmål ved om præmissene for oppgavestillingen var riktig.

Blind accept af oppdragets præmisser?

Er det virkelig sådan at man som opdragstager altid pliktskyldigt må svare på det opdragsgiveren spørger om? Har vi som fagpersoner ikke en forpligtelse til at fungere som samfundsrådgivere og reagere når vi oplever at bedre løsninger ville kunne opnås hvis spørgsmålene havde været stillet anderledes? I sådanne situationer vil civil ulydighed kunne være en sikkerhedsventil mod beslutninger og præmisser som formelt er truffet på et rigtigt grundlag, men som alligevel ikke er velbegrundet. Civil ulydighet forstået i denne sammenhæng, ikke som decideret lovbrud eller brud på andre offentlige bestemmelser, men alene som den moralske og etiske forpligtelse, fagfolk har til at sige at de spørsmål som opdragsgiver stiller er forkerte eller i indbyrdes konflikt og derfor ikke kan besvares tilfredsstillende.

Når det gælder Regjeringskvartalet er der, mig bekendt, kun ganske få mennesker og institutioner, og næsten udelukkende de som ikke har haft et økonomisk incitament for at byde ind på opgaver relateret til områdets forventede utbygning, som offentligt har anført at præmissene for oppgavestillingen var forkerte. Superunion og Peter Butenschøn var på banen siste år og efter besvarelserne er blevet offentliggjort har også fagchefen ved Norsk design-og arkitekturmuseum Hege Maria Erikson stillet spørsmål ved opdragets præmisser. Tidligere statminister Kjell Magne Bondevik har også kommenteret.  Ole Gustavsen, rektor for AHO sagde dette forår, allerede midtvejs gennem parallelopdraget, på vegne af den norske arkitektuddannelse ytrede en bekymring for de bymæssige konsekvensene af at bygge tæt og højt i området. Men arkitektbranchens egne udøvere – også de danske - har vært påfaldende stille.

De deltagende teams må ellers formodes at kende til den kritik rektor Gustavsen stod på mål for, da AHO har været værter for mellemkritikkene som teamene har haft undervejs, men denne viden har ikke umiddelbart haft noget udslag i besvarelserne som de er honorert for at levere. Kun de studerende har tilladt sig at stille sig spørgende og kritiske overfor opgavestillingen og har af samme årsag, som det eneste hold, kunnet præsenter et løsningsforslag som tager hensyn til kulturarven ogikke har behov for at pynte sig med hverken dalende efterårsløv, glitrende vandkaskader, kumulusskyer eller i talesætte det med floromvundet retorik.

Pliktopfyldende ad absurdum

De kommercielle tegnestuers besvarelser har, for mig at se, alle på forskellig vis ligheder med de arkitekturscenarier som de italienske arkitektere som udgjorde “Superstudio” producerede i slutningen af 60’erne Disse var dog til forskel fra de nutidige scenarier tænkt som en kritik av de rationelle byudviklingsmodeller som allerede dengang var under udvikling og kan ses som en form for forvarsel om, hvad der sker hvis disse ukritisk forfølges.

Som også parallellopdragets besvarelser viser, vil de historiske monumenter i byen da uværgerligt ende som en form for ”urban assessories”, dekorative elementer hvis historiske funktioner ikke længere kan læses. Det er tale om en arkitektur som gør sig til herre over stedet i stedet for at lade sig informere af det. Idet skalaen blæses så voldsomt op som der stilles krav om her, bliver de eksisterende bymæssige hierarkier og stedmarkører sat ud af spil.

Der ikke tale om en respektfuld omgang med den historiske bygningsmasse og bykarakter, men snarere om en komplet negering af den, fysisk og symbolsk.

Uanset hvor flatterende renderinger der laves og uanset hvor mange poetiske vendinger der bruges til at formidle disse løsninger, vil de store flader, facaderne uden nævneværdig differentiering i form af vinduer, være fremmede fra den størrelse et menneske har. Snøhettas forslag lægger op til at bygge tre 90 meter høje spidse skyskrapere bag Høyblokken og flere af de andre teams forslag går også temmelig meget i højden.

Men i et land hvor solen står lavt på himlen en stor del af året vil dette betyde at de kaster en betragtelig skygge ned over den øvrige by. Demokratisk mener jeg at det signal som ligger heri er forkert. Magtens bygninger skal ikke fremstå som hævet over den øvrige by og de bør ikke henlægge fortiden i permanent skygge hverken symbolsk eller konkret.

rikke stenbro

Tilføj kommentar