Penge og sex

Hvorfor bygger vi? Er det drømmen om magt? Om sex? Om penge? Det er spørgsmålet, den engelske arkitektkritiker, Rowan Moore, stiller i bogen ’Why we build’, der netop er udkommet på Picador.

Når der ses bort fra en håndfuld jyske tegnestueejere og en enkelt fondsansat arkitekt, er der næppe tilstrækkeligt med penge i dansk arkitektur til, at det kan drive nogen arkitekt ud af sengen om morgenen. Det finder man hurtigt ud af, når man kommer ud i virkeligheden efter endt arkitektuddannelse.

Men i bogen ’Why we build’ er det også tænkt lidt bredere. Både bygherrer, politikere og arkitekter kommer til orde eller får et ord med på vejen af Rowan Moore. Og lige så meget som det handler om ’hvorfor’ vi bygger, handler bogen om ’hvordan’ vi bygger. Hvad sker der, når projekter udtænkes og siden møder virkeligheden, der aldrig synes at arte sig som vi forestiller os.

På den måde er bogen langt hen af vejen en underholdende, anekdotisk fortælling om hvor ofte og hvor meget det går galt, når der bygges. Det handler om følelser. Ikke ophøjet følsomhed, om end den slags ofte ligger bag mange arkitekturværker der siden får en skidt medfart af og i virkeligheden. Men følelser, menneskelige følelser af den slags, der tilsyneladende altid griber forstyrrende og overraskende ind i det planlagte, det udtænkte, det kunstneriske.

Historien om den engelske 1800-tals arkitekt, Sir John Soane, og hans eget hus, som mange vil have valfartet til på Lincolns Inn Field i London, er blot en af historierne. Soane havde to sønner og han så gerne, at de efterfulgte ham i arkitekterhvervet. For at skabe en slags pædagogisk, didaktisk ramme for denne drøm om hvad drengene skulle foretage sig her i livet, byggede han sit eget hus som et arkitekturhistorisk museum, der skulle give sønnerne lyst til at forfølge drømmen om arkitekturen.

Det forehavende lykkedes så afgjort ikke. Den ene søn døde tidligt, den anden endte som alkoholiseret læserbrevsskribent, der i anonyme avisindlæg skosede sin fars evner som arkitekt. Soane selv døde mærket af skuffelsen over både samtidens dom og sønnernes manglende interesse i arkitektur.

Rowan Moore læste til arkitekt i Cambridge, men endte ud med at blive journalist og har siden arbejdet for bl.a. Blueprint, The Evening Standard og The Guardian/The Observer. Han har en letflydende pen, skriver både underholdende og til tider skarpt og lettere spydigt, om arkitekter og arkitekturens genvordigheder. Både fra arkitekturhistorien men også helt dugfriske frontberetninger fra f.eks. Dubai og New York.

Bogen lægger ud med en flyvetur ind over Dubais skyline, der lyder sådan i min egen oversættelse:

”En helikopter fløj gennem ørkenens varmedis og fremkaldte, som den slags maskiner har det med at gøre, oplevelsen af angreb: marine soldater, operation Desert Storm, Francis Ford Coppola, ’Valkyriens Ridt’, lugten af napalm om morgenen. Her var formålet dog mere fredeligt. Hængende under rotorbladene var helikopterens skrog fyldt med journalister, der var importeret specielt til lejligheden for at beundre Hans Højhed Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoums seneste arkitekturbedrifter.”

I umiddelbar forlængelse af denne beskrivelse af den stenrige Sheikh der fremviser sine bedrifter, og som evner konstant at trække nye arkitekter til ørkenstaten, fortæller Moore om Dubais kloaksystem. Fra septiktanke under bygningerne køres kloakindholdet i tankvogne ud til et rensningsanlæg, der slet ikke kan følge med længere, fordi byen er vokset langt mere end anlæggets kapacitet tillader. I stedet for at vente til det bliver deres tur, var nogle af lastbilchaufførerne begyndt at hælde spildevandet ud i havet. Herfra flød det så tilbage på de pæne sejlsportsklubbers kajer og strandene omkring Dubai. Løsningen blev at straffe chaufførerne. Ikke at løse kloakproblemet. Så meget for fremskridtet.

Efter endt læsning er man blevet en smule klogere på hvorfor vi bygger. Men man blevet en hel del klogere på, hvor uforudset alting altid udvikler sig, når der bygges. Hvor lidt man egentlig bør gøre sig håb om at kunne kontrollere når der bygges. Og om hvor meget forfængelighed der er på spil når arkitekter og andre, der er involveret i det at bygge, kaster sig ud i projekter, hvoraf nogle ender som katastrofer, andre blot ender som en stille vind sluppet i ørkenen, hvilket vi i al almindelighed ofte bør prise os lykkelige for, selvom mange arkitekter har brugt både tid og energi på at skabe sig. Det er mildest talt meget underholdende læsning.

Bogen indeholder dog også fortællinger om arkitekter og projekter, for hvem det enten er gået godt eller som fortjener større opmærksomhed for alt det gode, de bringer ind i verden. High Line parken i New York er et eksempel, og den oversete italiensk-fødte brasilianske arkitekt Lina Bo Bardi er en anden vigtig fortælling i bogen.

Bogen fås både i print og som e-bog til Kindle og iPad. Læs også et lille uddrag af kapitel 3, 'The True Fake', på Picadors hjemmeside.