på besøg hos de fastboende kustoder

på besøg hos de fastboende kustoder

  • Det blinkende øje, foto JJW medarbejdere
  • Rejsen, foto JJW medarbejdere
  • Teshima Art Museum, foto JJW medarbejdere
  • Teshima Art Museum, foto JJW medarbejdere
  • Slaggersten Inujima Art Project, foto JJW medarbejdere
  • Kobberrafinaderiet Inujima Art Project, foto JJW medarbejdere
  • Oprindelige huse, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • Oprindelige huse, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • Oprindelige huse, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • Sejimas Art house, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • Tingstedet, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • (F)art House, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • (F)art House, Inujima, foto JJW medarbejdere
  • Oprindelige huse, Inujima, foto JJW medarbejdere

I marts i år var tegnestuen på tur til Japan. En fantastisk rejse der kun så småt er ved at finde sin plads i det indre kartotek. I Tokyo er man lost In everything på sin helt egen mærkværdige måde.I Kyoto tæt på det, man måske troede var Japan og alt muligt jeg ihvertilfælde ikke havde drømt om.

Et land af kontraster på alle plan. På den ene side hersker der en ældgammel selvforståelse med udspring i et symbiotisk, sirligt og nøjsomt tankesæt. På den anden side tæsker udviklingen på godt og ondt af sted med Shinkansens fart ud over rismarkerne. Et land af paradokser.

Den sidste del af vores rejse tilbragte vi på øriget i Indlandshavet  Seto i det sydlige Japan. Her indtraf der sig en ro for mit vedkommende. Ikke mindst takket være stilheden og tempoet derude langt fra alt, men i høj grad også fordi den føromtalte kontrast var tilstede på et ultra enkelt og ikke subtilt plan.

Mange af læserne har sikkert hørt, læst (bla.i arkitekten # 5) eller måske selv oplevet øerne Inujima, Teshima og Naoshima. Siden 1985 har mæcenen og rigmanden Mr. Fukutake givet 3 af øerne kunstakupunktur – et omfattende helhedsprojekt med værker af bla. Sejima, Sambuichi, Ando, Nishizawa m.fl. der via kunst og arkitektur søger, at skabe en helhed og revitalisering af det lille tyndtbefolkede samfund beliggende i udkanten af alting.

Jeg vil undlade en længere beskrivelse af projektet og henvise til links her: benesse art sites og i stedet dele nogle iagttagelser. For det var en smuk og uforglemmelig oplevelse at ø-hoppe mellem disse samfund, der som resten af Japan har en iboende kontrast mellem det urældgamle og det spritnye. Her på et æstetisk indlevet plan, der måske også kun er muligt i Japan.

Det tågede martsvejr gjorde ikke færgerejsen til øerne mindre mytisk. På afstand, en bjergkæde der ved nærmere syn fordelte sig til et utal af øer.  Med vores stramme program, var der luset ud i Mr. Fukutakes  øindgreb. Omend vi sikkert er gået glip af meget, har jeg svært ved at forestille en større oplevelse end Rei Naito og Ruye Nishizawas kridhvide amorfe vandperlende rum, Teshima Art Museum 2010. Eller kontrasten i Sambuichis vilde og ultra stoflige transformation af det gamle kobberraffinaderi, Inujima Art Project Seirensho.  

Men ligeså spektakulære og bogstaveligt talt til at tude over smukke værker, var der noget for mig endnu mere fascinerende over Inujima Art House project. Ikke så meget værkerne i sig selv, men snarere samspillet med stedet og dets beboere.

På Inujima putter de oprindelige huse sig omkring havnen og øens klippeskråninger. Små haver bag oldgamle stenmure og andre steder usentimentale plastikhegn af emitteret bambus. Et velkendt sammensurium af hyttefade, ruser, nyttehaver og nøjsomhed - der, uden at ane det, holder andre ukendte fiskerlejer på den anden side af kloden i hånden.

Men der hører slægtskabets op - for Inujiima er også et kunstprojekt hvor øens beboere, 50 tilbage der primært er over 70, er blevet til fastboende kustoder. Mellem den oprindelige bebyggelse kiler de 4 Art houses sig ind. Parafraser eller opgør i materialer over den oprindelige arkitektur. Rum der huser lyskunst, en overdækning i form af et aluminiumsskjold hvor kaninstole danner tingsted.Florlette Kniplinger klemt inde i en bølgende akrylvæg. Denne æteriske mærkværdighed af Sejima fylder hullet ud efter et forladt hus og genskaber en forbindelsen i de frønnede træhuses tun.Et nyt træhus skåret over samme læst som nabohuset, men går man rundt om hjørnet, er det der skulle være et vindue til smugkiggeri -

- et gigantiske blinkende øje der stirrer skarpt tilbage. Og her er essensen - vi er på besøg og har fået lov at kigge indenfor og mellem husene hos disse fastboende kustoder.

Det er ikke til at sige hvad disse gamlinge synes om deres nye naboer, men at dømme efter de smil som Karsten Ifversen beskrev i sin artikel i Politiken 20.11 2011, er de glade for den håndsrækning Mr. Fukutake har givet dem. De forskellige små art houses passes af lokalbefolkningen, der stolt og med ejerskab i øjnene viser frem. Og selvfølgelig! Kan man spørge sig selv - kan de gøre andet end at smile, for de er jo nok blevet reddet i 11. time disse mikrosamfund på kanten af verden. Men måske er de også mere omstillingsparate i Japan og ikke så sentimentale omkring deres kulturarv, at den falder sammen om ørene på dem? 

Interessant bliver det at følge øernes fremtid. Man kan håbe at vitaminindsprøjtningen får folk til at flytte til, nu hvor man måske kan erhverve sig via kulturturisme og ikke kun fiskeri. For reproduktion bliver det nok ikke til med den nuværende lokalbefolkning.

Jeg kan kun anbefale at spare sammen til den lange rejse – Selv vil jeg putte penge i madrassen til en tur mere, men til den bliver fyldt, tror jeg slægtskabet i Vestervig kalder.

 

http://www.domusweb.it/en/architecture/teshima-art-museum-/

 

 

 

Sara Ettrup

Tilføj kommentar