Magtens byrum – Taksim Pladsen i Istanbul

Magtens byrum – Taksim Pladsen i Istanbul

  • Trafikkaoset er erstattet af en jævn grå belægning på Taksim Pladsen
  • Taksim Pladsen
  • Under pladsen er et nyt ankomstrum etableret.
  • Kulturhuset på Taksim under Occupy Gezi. Kulturel og æstetisk diversitet.
  • I dag er Taksim turisternes rum og repræsentationernes rum
  • Syd for Langebro, København
Gensyn med Istanbul i dag efter Occupy Gezi i maj viser med al tydelig, at der var noget at protestere i mod. Protesten var rettet mod byudviklingens omdannelse af Taksim Pladsen og rydningen af Gezi Park. Som midlertidig og borgerdreven begivenhed må Occupy Gezi dog ikke kun ses som protest. Snarere stiller den brugerdrevne begivenhed spørgsmål ved, hvordan bystyret udvikler byen.

Tidligere var Taksim-pladsen ikke et kønt syn. Pladsen var Jan Gehls værste mareridt. Fodgængere skulle zig-zagge sig gennem en uoverskuelig labyrint af krydsende veje. Bilerne og støjen prægede rummet. Gadesælgere og skopudsere blokerede adgang til de globale kæder og cafeer rundt om pladsen. Ankom man med bussen fra lufthavnen, var det første indtryk kaos. Den menneskelige skala var om ikke fraværende, så i hvert fald ukoreograferet arkitektonisk. Og det var svært at danne sig et overblik over pladsen, der fremstod som et konstant tilblivende kontrastrum. På trods af dette rumlige rod var Taksim Pladsen for mange den rumlige inkarnation af det moderne Istanbul, for republikken og det sekulariserede Tyrkiet. Dette kærlighedsforhold til pladsen dannede i maj måned udgangspunkt for at aktivister protesterede mod bystyrets omdannelsen af pladsen og den mangelnde brugerindvolvering.

I dag, 6 måneder efter protesterne er Taksim Pladsen som forvandlet. Støjen og det urbane virvar er forsvundet. Turister tager i ro og mag fotos foran Republikkens monument, mens andre fodrer duerne. Men pladsen skriger også af monotoni og rumlig kontrol. De gigantiske tyrkiske flag vejrer majestætisk i vinden, mens den grå belægning har udjævnet det brogede bybillede, der herkede tidligere. Værre bliver det, når man går ned i trafikrummet under pladsen. Den heftige trafik ledes nu ned under pladsen gennem en tunnel. Det er også her, man som turist ankommer og får sit første indtryk af Istanbul: monotone sandfarvede vægge brudes kun af en stram streg, der aftegner Istanbuls vigtigste elementer: Galata Tårnet, moskeerne etc. Vandet er repræsenteret ved en neonblå linje forneden. Udtrykket således skåret ned til en repræsentativ og symbolsk fremstilling af Istanbul, fremfor den rumlige, kropslige og sanselige erfaring af storby, man mødte tidligere. Med æsteticeringen er mangfoldigheden er væk – dog ikke støjen fra bilerne, der nu runger hult mellem væggene på dette sterile ikke-sted.

Besøger man Gezi parken, som dannede centrum for Occupy Gezi i maj måned, fortsætter den æstetiske og rumlige monotoni. Occupy Gezi startede som protest  mod, at parken som del af den nye byplan skulle ryddes for at gøre plads til genopførelsen af nogle militærbarakker, der blev revet ned i 1940erne. Da Gezi park udgør et af Beoglu områdets eneste grønne områder, blev parken omdrejningspunkt for okkuperingen. Aktivisterne indtog pladsen og påbegyndte deres egen rumlige organiseringer i form af fælleskøkkener, biblioteker og opdyrkning / beskyttelse af planter. Som bekendt blev aktivisterne fjernet med voldelige midler af politiet. I dag står Gezi park tilbage som en kultiveret rum, hvor nyplantede træer og busker i bede illustrerer, at magtens rum også tænker grønt og bæredygtigt – indtil militærbarakkerne bygges.

 

Den brugerdrevne by kontra byplanlægningen

Kontrasten mellem den heterogene og mangfoldige rumlige æstetik i såvel Occupy Gezi som den tidligere Taksim plads over for de monotone og grå overflader i den nye pladsdannelse er dog slående. Den viser med al tydelighed, hvordan byplanlægning, kapitalinteresser og magt er en uheldig alliance. Tager byplanlægningen ikke borgernes interesser og eksisterende rum alvorligt, ender byen som en iscenesat og manipuleret repræsentation og symbolsk kommunikation af byen. Men byen er langt mere end den symbolske og kommunikerede form kan rumme. Den er netop mangfoldig, kompleks og kan ikek fanges i det stiliserede udtryk.

 

#Occupy Gezi i maj var både en social, kulturel og byrumlig modreaktion. Bevægelsen udtryk for byens mangfoldighed og kompleksitet og blev i løbet af få uger ikke bare en protest mod byudviklingen, men også et oprør imod Tyrkiets manglende demokratiske processer. Nok var Occupy Gezi en midlertidig manifestation. Men de midlertidige, rumlige organiseringer fra biblioteket til fællesspisning fandt sted på borgernes initiativer – og på tværs af både religiøse, kulturelle og ideologiske forskelle. Det, der bragte dem sammen var en fælles ide om, at byen må udvikles ud af den brug og de kulturer, der allerede eksisterer i den. Netop denne tilgang muliggjorde, at mange forskellige borgergrupper og interesser kunne sameksistere og koreografere fælles byrum og mødesteder. Sådanne midlertidige, brugerudviklede byrum er mangfoldige – såvel politisk, kulturelt og religiøst. Men den brugerdrevne by er i øjeblikket ikke en mulighed i det højredrejede, globaliserede Istanbul. Snarere udgør en den brugerdrevne rumlige kompleksitet en trussel mod magten, der med byplanlægning, grå flader og  kapitalinteresser har udlignet Taksim Pladsens eksisterende diversitet og urbane støj.

Vender planlægning byen ryggen?

Sådan forholder det sig det heldigvis ikke i Danmark. Ikke desto mindre giver Taksim anledning til at reflektere over byplanlægningens rolle, når byens mangfoldighed æstetiseres og redefineres af byudviklingens økonomiske interesser. Byudvikling kan være et redskab til at skabe social forandring for det fælles bedste, men som påpeget af Michelle Provoost (se Paghs indlæg om Fremtidens forstæder) er byudviklingen de seneste år også et redskab til at skabe økonomisk vækst for private ejendomsudviklere. Dette gælder ikke kun I Istanbul og andre globale storbyer.

 

Måske skal vi ikke længere end syd for Langebro for at finde eksempler på en lignende byrumlig oprydning. Kalvebod Brygge er allerede kendt som Københavns fejlslagne havnefront. Netop i det i det perspektiv kan det undre at den urbane mangfoldighed på Enghave Brygge som den sydlige del af Islands Brygge i øjeblikket omdannes til ensformigt boligbyggeri, hvor områdets forskellige borgergrupper ikke er blevet inddraget. Som konsekvens af byudviklingen inddrages blandt andet dele af havnearealet på Enghave Brygge, ligesom de nybyggede rækkehusene på Islandsbrygge skubber eksisterende bykulturer som Nokken væk. Så fra de åbenlyse kontraster mellem magtens byrum og den borgerdrevne mangfoldighed på Taksim Pladsen i Istanbul vil jeg blot afslutte med en konstatering om den Københavnske byplanlægning lånt fra gadekunstneren HUSKMITNAVN: ”Vend byen ryggen, her bygges forstad på Bryggen”.

    

Kristine Samson

Tilføj kommentar