Leder 01 - Flere gennem overfladen

Leder 01 - Flere gennem overfladen

  • Fagbladet Arkitekten byder det nye år velkommen med den første af en række kritiske klummer.
Det er besynderligt, at arkitektur aldrig har haft større bevågenhed i medierne, og at kritikken samtidig er så spag.

Det går fint med film, musik, billedkunst og litteratur, men når det drejer sig om rammerne om menneskers liv, er der ikke mange stemmer, som blander sig i debatten. Ud over avismediernes professionelle anmeldere, som er uhyre vigtige, men fåtallige, synes vi, at arkitektfagets egne folk godt kunne blande sig lidt mere i debatten. Gerne i dette blad, hvor vi med nærværende udgivelse introducerer vores kritiske klummer fordelt hen over året og forfattet af en række redaktionelt inviterede skribenter fra forskellige dele af Danmark. Men herudover er alle, også studerende, velkomne! 

Dog er der i lige så høj grad brug for fagligt baseret kritik og debat i bredere medier, som nu den, der findes omkring andre kunstformer. Ingen poesibog er for lille til en stor anmeldelse, hvad vi er taknemmelige for, for kunstkritik er, eller burde være, et grundlæggende element i vores selvforståelse som mennesker.

For nu ikke at støde nogen kunne vi måske begynde med en diskussion om, hvorfor arkitekturkritikken er sygnet hen?

Belært af erfaring står det klart, at Facebook ikke er stedet for finere arkitekturkritik (men åbenbart for masser af had og persontilsvininger, sjovt nok). Men at arkitekterne på det medie giver indtryk af, at de kun kan råbe hurra, hver gang de selv eller en kollega har vundet en konkurrence, giver et forvrænget billede af en stand, som har masser af ris og ros og viden at dele ud af.

I betragtning af, hvilket kolossalt og omfattende emneområde vi arbejder med, er det indlysende, at der under overfladen gemmer sig mange synspunkter, indsigter, konflikter og begejstrede erkendelser, som den førnævnte kritiske kultur burde bestå af.

Er det skolernes skyld? Næh, for her har man jo kritik som en fast del af undervisningen.

Med sine bøger Kritikkens U-vending (Sociologi, nr. 2, 2013) og Afvæbnet kritik (Reitzel, 2016) kommer Rasmus Willig ind på, at vi i dag retter kritikken mod os selv, og at en strukturel afvæbning er i vækst på arbejdsmarkedet, i hvert fald i den offentlige sektor. 

Det gælder desværre også det marked, arkitekterne befinder sig på, som jo tilmed for mange er kommercielt, men vi noterer os, at der spirer debatindlæg fra arkitekter frem i forskellige medier flere steder – om rammevilkårene, om tendenser, men også om konkrete byggerier. 

Måtte disse indlæg vokse i mængde og flere fagfolk bryde gennem overfladen, mens vi tager hul på en diskussion om grunden til, at kritikken er svækket. 

Er det bare de andres skyld – eller har vi selv ansvaret i sidste ende?

Martin Keiding

Tilføj kommentar