KUNST PÅ SVENSKA

KUNST PÅ SVENSKA

  • Chipperfield og Gormley 2009/ foto Gormley
  • Chipperfield og Gormley 2009/ foto Gormley
  • Chipperfield og Gormley 2009/ foto Gormley
  • Chipperfield og Gormley 2009/ foto Gormley
  • Snoehetta og Tom Sandberg 2006/ foto Sandberg
  • Snoehetta og Tom Sanberg 2006/ foto Jose Pradella
  • Snoehetta og Tom Sanberg 2006/ foto Sandberg
  • Snoehetta og Tom Sanberg 2006/ foto Gormley
Kender læseren ikke allerede denne plet, kan jeg kun anbefale, at man krydser Øresund og drager til Skånes sydøstligste hjørne. For der i det smukke skånske Österlen mellem tætte æbleplantager, bøgeskove og kig til Østersøen, ligger Kivik Art Centre - et lille - "too good to be true" sted.

Et sted, der emmer af overskud på et nærmest banalt sät, og giver mindelser til opgaveformuleringer på arkitektskolerne tilbage i forrige århundrede. Opgaver om kontemplative rum til kunstnere på fjerne nordvendte skrænter. Uisolerede Utopier uden andet rumprogram end refleksion, et gudesmukt sted. Hvor svært kan det være... ?

At dømme efter årets nyudklækkede arkitekter, er denne tendens afløst af mere komplekse problemformuleringer. Sommerens afgangsudstillinger viser projekter, der bruger arkitekturen som løsningsforslag på de mange udfordringer, vi står overfor, med fællesskabet som omdrejningspunkt. Der bliver ikke i samme grad som tidligere brugt krudt på formøvelser til en lille snæver kreds.

Når det er sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om bloggerens kærlighed til form for fordybelsens og refleksionens skyld. Ej heller form hvor den umiddelbare nytteværdi ikke springer i øjnene, men måske "blot" søger at forene, indramme og skabe kontrast ved hjælp af enkle og tankevækkende kompositioner.

Et sådan sted findes i virkeligheden - et sted hvor skuffeprojekterne har fået liv, i en smukt kuperet bøgeskov med omkringliggende marker godt gemt fra alfarvej.
I mit eget tilfælde tog det flere dage at ramme den rigtige bondegård, turde krydse gårdspladsen og vedholdende gå med mand og klapvogn, mens stedet privathed omsluttede os. Lige inden vi vendte om dukkede et værk op på åsen og et til og det rette spor var fundet.
Kommer man i åbningsæsonen skulle det vist ikke være så svært at hitta, da temporære skilte sættes op.

Kivik Art Centre begyndte tilbage i 2006. En interesseforening af kunstnere og arkitekter, der ønskede at forene moder jords natur, der på denne plet er helt uovertruffen, med kunst. Udover at være et udendørs kunst og arkitekturlaboratorium, er der tilknyttet atelierer i den nærliggende gård med mulighed for ophold, workshops og udførelse af værker.
Hvert år føjes nye installationer til rækken, der startede med fem betonkuber af Snøhetta i samarbejde med fotografen Tom Sandberg. Kuberne er strøet ud i det smukke landskab - nogle på kanten af åsen, der indrammer et stykke af Østersøen. Andre dukker op i det grønne, som spejlende silhuetter og fatamorganaer midt i bøgeskoven.

I 2008 opførte Chipperfield og Antony Gormleys værket "A SCULPTURE FOR THE SUBJECTIVE EXPERIENCE OF ARCHITECTURE". Et insitustøbt beton tårn med udkigshylde til herlighederne. Værket ligger smukt i skellet mellem mark og skov højt på bakken, skuende mod havet i øst.
Vi var der, som nævnt udenfor sæsonen, og kunne derfor uden problemer komme op på hylden via en indre trappe. En på alle måder svimlende oplevelse både i skønhed og suget i maven over det mulige fald ned i egekrattet langt langt under os.
Chipperfield og Gormley ønsker at iscenesætte landskabet og vores subjektive oplevelse af det omkringliggende sted. Den nederste del - hulen - er et introvert rum der isolerer beskueren fra andre. Efterladt i mørket, søger man ad den snævre trappe op i lyset og ender på en hylde i øjenhøjde med trækronerne. Fra hylden videre op i tårnet hvorfra man ser vidt ud over det skånske landskab af skov og frugtbare jorde med havet som baggrundstæppe.



Den svenske multikunstner, Ulf Lundell har i årevis forsøgt at komme værket til livs. Kunstneren der "trivs bäst i öpnna landskap" er som nabo til Kivik Art Center rasende over tårnet, han mener, bør indrette sig efter almindelig byggelovgivning. Ud over at skæmme udsigten til det uberørte landskab, er Lundell bange for indbliksgener og mener værket er et perfekt paparazzi hide out.

Lundell vandt sagen over Kivik Art Centre. Fremover skal værkerne igennem en behandling eller godkendelsesproces, der skæver mere til traditionel byggelovgivning. Indtil nu har de været betragtet som midlertidige installationer og lovgivningsmæssigt været fritaget for restriktioner. Kivik Art Centre håber nu på, at tårnet kan godkendes efter de nye regler.

Om værket må lade livet i mødet med lovgivningen vil vise sig. Personligt synes jeg, at hvide vindskeder, den obligatoriske lave hældning på sommerhustage og gigantiske landbrugshaller skæmmer det ganske land her og der langt mere!



Udover det omstridte tårn kan man opleve sidste års værk "HIMLATRAPPAN" af Gert Wingårdh - en 18 meter høj ståltrappe, der som navnet antyder, er på vej til vejrs.
Eller Petra Gipps refugium/ illusion fra 2012 der bevæger sig på kanten af bakken og afsøger grænsen mellem ude og inde visuelt såvel som helt fysisk. Murene danner en lydlomme - et vakuum at befinde sig i, med himlen og trækronerne som loft.

Så med Voltaires ord i hu "Det overflødige er det højst nødvendige", kan det varmt anbefales at besøge dette kunstens smultronställe 2 timer fra København.

Sara Ettrup

Tilføj kommentar