Kulturel og mental byomdannelse - Parque Cultural de Valparaiso

Kulturel og mental byomdannelse - Parque Cultural de Valparaiso

  • ekspressiv beplantning med det omdannede fængsel i baggrunden
  • Det tidligere fængsel
  • Indgangsparti under bygningen
  • Kunst og arkitektur forbindes fint i udstillingsrummet
  • Den tidligere fængselsgang er bibeholdt. Væggene aftegner de tidligere
  • fængselscellerne med inskritioner på muren
  • Den tidligere struktur er bibeholdt og vidner om stedets historie.
  • Valparaiso under omdannelse: Havnen
  • landskabsdesign og by er integreret
Redesign og kulturel byomdannelse kan være tankevækkende studier af, hvordan byer udvikler sig og omdannes under indflydelse af sociale, kulturelle og økonomiske sammenhænge. Parque Cultural de Valparaiso i Chile er et fremragende eksempel på, hvordan arkitektur og landskabsdesign forbinder sig til den omkringliggende by og Chiles komplekse historie. Men Parque Cultural giver samtidig et arkitektonisk rumligt bud på Valparaiso mulige fremtid.

 

Parken ligger på en af højene i Valparaiso, Chile. Havnebyen, der med sine karakteristiske huse og en geografi, der muliggør havudsigt fra størstedelen af byen, er i dag et yndet turistmål, men bærer også præg af en skrantende økonomi og fattigdom blandt andet forårsaget af de faldende aktiviteter i industrihavnen. Parque Cultural, der s består af tre hoveddele, der knyttes sammen af en park med overdådigt landskabsdesign. Bygningerne indeholder boliger, teatersal, udstillingshal, læsepladser, øvelokaler til musik og workshopfaciliteter til forskellige former for performance og cirkus.

Det er arkitekterne Martin Labbe, Jonathan Holmes og Carolina Portugueis, som har genfortolket de tre forskellige bymiljøer i Parque Cultural.

 

Fra fængsel til kunstens udtryk

Den mest åbenlyse byomdannelse er Edificio de Transmisión.Den hvide bygning er et tidligere fængsel, der nu er omdannet til multi-use. Strukturen fra cellerne er bibeholdt som markeringer på væggen: flere steder kan man endda se de indsattes aftegninger på væggen. Disse aftegner kontrasteres og spejles genialt på den modsvarende mur, hvor street art, en anden form for hverdagslig kunst, pryder muren omkring fængslet. Udstillingsrumme i underetagen er enkle med tremmevinduerne bibeholdt. Udstillingen om de kunstpraksisser, der opstod som modstandsform under Pinochets diktatur synes at matche disse rum perfekt: man føler sig i disse rum selv som en indsat i en historie, hvor sammenføjningen af politik, ideologier, kunst, individets ytringsfrihed og formgiver den menneskelige bevidsthed. Det gør rummene i Edificio de Transmissión i den grad også.

Den anden bygning er ikke en omdannelse, men en udstillingsbygning, Edificio de Difusiónmed teatersal og undervisningslokaler. Arkitektonisk er der klare referencer til Lina Bo Bardis MASP i Sao Paulo – bygningen svæver over landskabet og skaber ligesom Lina Bo Bardi mesterværk en plads under bygningen, hvorfra man inviteres op i udstillingsrummene. Fra trappepartiet har man udsigt over parken og byen, og kan med det afsæt besøge udstillingsrummet på den ene side og læsesalen på den anden side. Bygningen knytter således parken, byen og det omkringliggende landskab sammen og distribuerer samtidig den besøgende videre ind i henholdsvis kunsten og læsningen som indre rumdannelser i byen. Mine rumlige associationer går i retning af det kunstneriske mentale rum – hvordan tankevirksomhed, læsning og kreativ udfoldelse er nødvendige som mellemrum i byers udvikling. Det netop er denne fortælling, Edificio de Difusión så fornemt får formidlet.

 

Det offentlige rum

Sammenføjningen af byen synes at være i fokus i begge bygninger. Men sammenføjningens æstetik er ikke desto mindre mest påfaldende i parkens landskabsdesign. Her knyttes bylandskabet sammen med Valpariasos karakteristiske farvede huse og med den besøgendes forbindelse mellem det nye og det gamle i de to udstillingsbygninger. Beplantningen er farverig og ekspressiv. Når man går rundt i landskabet føles det som om man står på byens scene – midt i Valparaisos igangværende, men selvgroede byomdannnelse, hvor udsigten til supertankerne i horisonten tankerne på den skrantende økonomi. Chiles tidligere største industrihavn står overfor gradvis lukning. Og dermed også en begrænsning af økonomien. Man vil sandsynligvis placere et shopping mall i havneområdet i stedet. Valparaiso er ikke en by i økonomisk udvikling. Og selvom bylandskabet er piktoreskt, og turisterne mange, er byen også forfalden, nedslidt og træt. Selv de mange løse hunde ligger livløse i gaderne og synes at have opgivet fremtiden. Fra Parken koreograferes indtryk af byen på forbilledlig vis uden oplevelsesøkonomiens anstrengende forbrugsimperativer som vi kender fra Europa. Parque Cultural  tilføjer i Valparaiso et opmuntrende perspektiv for en kulturel og mental byomdannelse forankret i kultur og historie. Og hvis bare al design og arkitektur kunne koreografere byen, dens landskab, historie og kultur så sensibelt som det er tilfælde i Parque Cultural de Valparaiso, giver det god mening at arbejde med kulturel byomdannelse. Parken udgør det egentlige offentlige rum, forstået som designet offentligt rum. Ikke desto mindre mener jeg at alle tre arkitektoniske rum – omdannelsen af fængslet, den nye arkitektur i museet og parken, udgør et mentalt offentligt byrum, der kan give stof til eftertanke til, hvordan byer transformeres, med hvilke værdier, præget af hvilke ideologier, rationaler og bevæggrunde. Parque Cultural er således både kulturel, mental, arkitektonisk og landskabelig byomdannelse. Og hvem ved om ikke også parken kunne blive en vigtig del af Valparaisos økonomiske byomdannelse?

 

 

Kristine Samson

Tilføj kommentar