kritisk klumme - Kunstcirkulærets potentielle anvendelser

kritisk klumme - Kunstcirkulærets potentielle anvendelser

  • Danh Vō, July, IV, MDCCLXXVI, 2011. Den dansk/vietnamesiske kunstner Danh Vō skal bidrage til Kronotopia, et af Sveriges største infrastrukturprojekter i Göteborg. Statens Konstråd står bag.
I december 2016 udsendte Billedkunstforbundet (BKF) en anmodning til den nyudnævnte kulturminister, Mette Bock, om en udvidelse af kunstcirkulæret. Konkret nævntes et ønske om, at de 1,5% af byggesummen, som cirkulæret prioriterer til integreret kunst i byggeri, ikke kun bør angå statsligt, men også regionalt og kommunalt byggeri.

Eksempelvis er de fleste af de supersygehuse, som bygges i disse år, forvaltningsmæssigt regionale, men de indeholder en stor procentdel af statslige midler. Og de er på alle måder institutioner, hvor kunsten potentielt kunne have stor betydning og effekt. Det blev slået fast i den inden for faget nybrydende undersøgelse Helende Arkitektur fra 2009, som viste, at faktorer som bl.a. lys, luft, materialer og farver på hospitaler har indvirkning på både patienternes, de pårørendes og personalets velfærd. Denne erkendelse underbygges nu i en rapport af de samme forskere fra Aalborg Universitet om kunstens plads og betydning inden for sundhedsvæsenet. 

BKF’s anmodning er en anledning til at snakke om, hvorvidt vi forvalter cirkulæret bedst muligt med de nuværende rammer for arbejdet med integreret kunst. Det primære formål med at inkludere regionale og kommunale byggerier i cirkulæret kunne nemlig være at sikre midler til kunsten i statsstøttede byggerier, hvor vi ved, at de fysiske rammer har betydning for en stor gruppe af brugere. 

I udviklingen af supersygehuse eksisterer der som oftest en kunststrategi, ligesom der er nedsat et repræsentantskab, som forvalter prioriterede midler til integreret kunst. Oftest sidder der kompetente mennesker i kunstudvalgene, der har en oprigtig interesse i at lade kunsten indgå i byggeriet, men de kan savne retningslinjer for implementeringen og struktur på processen, og har kun få midler at arbejde med, fordi lovgivningen endnu ikke anerkender fordelene ved den integrerede kunst.

De kunstfaglige medbringer ikke alene velafprøvede retningslinjer, men også en kompetent facilitering af processen og et sprog, der skaber et fælles udgangspunkt for at snakke om kunst. Kunstudvalget består ofte af en bred vifte af forskellige fagligheder: arkitekter, politikere, kunstnere, repræsentanter fra brugergrupperne m.m., som alle besidder hver deres indgangsvinkel til, syn på og forståelse af kunsten, og her kan de kunstfaglige facilitere en process, der gør det muligt at finde et fælles sprog og en fælles referenceramme.

En anden og mere spekulativ gevinst ved at udvide cirkulæret er ideen om, at det vil give plads til en bredere type af kunst end blot billedkunsten, der som hovedregel er prioriteret i dag.

Der er nemlig ikke nogen lovmæssig begrænsning på, hvilken kunstart udsmykningerne skal bestå af, men best practice og prioriteringen af den velkendte billedkunst, når man inden for det regionale og kommunale ikke har nogen struktur at støtte sig til, kan muligvis hindre udvikling af feltet, hvor tværdisciplinære udsmykninger med vægtning af eksempelvis litteratur eller design også kunne være oplagte bud. Ligeledes ville der være større chance for, at nye kunstnere og kunstnere med en mere eksperimenterende praksis får mulighed for at byde ind.

Cirkulæret giver mulighed for, at de offentlige udsmykninger kan have et kritisk potentiale og rykke ved borgernes opfattelse af kunst, og hvad det berører. Når det lykkes, kan kunsten blive en integreret del af byggeriet, understøtte stedets identitet, fortællinger og historie og endda påvirke og muligvis facilitere nye måder at være sammen på.

 

Men hvis dette potentiale skal kunne udfolde sig, må der skabes forståelse for, at integreret kunst kan mere end blot at udsmykke, og det er måske rimeligt at forlange, når vi har med Danmarks største summer til kunst i de offentlige rum at gøre. 

Nina Wöhlk

Kommentarer

Simonstol

Flot artikel Nina :)

Mvh Simon

Kristian1990

Tak for en rigtig god artikel :)

Mvh Kristian

Tilføj kommentar