kritisk klumme - en rød klud

kritisk klumme - en rød klud

  • Byrummet Superkilen på Nørrebro, Kbh. Foto: Adrian Täckman
Indsparket er en del af Arkitektens nye tiltag "kritisk klumme" der er fordelt hen over året og forfattet af en række redaktionelt inviterede skribenter fra forskellige dele af Danmark. Fokus er arkitekturdebatten. Trykt i Arkitekten 01 2017
Med sine 20 nuancer af røde flader, sorte asfaltbakker og rekvisitter fra alverdens riger og lande, forbinder Superkilen Nørrebrogade og Tagensvej. Som et ærkeeksempel på en af vor tids foretrukne retninger indenfor byrumsdesign, udfyldes det gamle tracé af et tæt programmeret aktivitetstæppe i brugerinddragelsens hellige navn. 
Men kan de super iscenesatte byrum overvintre set ud fra et æstetisk, kvalitets- og brugsmæssigt synspunkt her med snart 5 år på bagen? Hvad sker der når historien bag projektet, måske, er ved at være glemt?
Superkilen af trioen BIG, Superflex og Topotekt1 er uden tvivl, et ambitiøst projekt. Med kvarterets multikulturelle sammensætning som afsæt for programmering og proces, står projektet tilbage med 3 forskelligartede byrum, der samles og møbleres i et potpourri af rekvisitter, med alt fra en russisk dansepavillon, japansk rutsjebane til den spanske Osbourne tyr. I alt 57 gimmicks der repræsenterer kvarterets nationaliteter, er hjembragt af en lokal brugergruppe i samarbejde med teamet bag. 
 
Superkilen er et fænomen af et stykke planlægning, der gennem sin branding, har formået at få de fleste kritikere til at glemme virkeligheden i den gode histories navn. Og det er en god historie om ejerskab og samarbejde på tværs af nationaliteter og barrierer. Men er det nok at være en superbrandet, fotogen brugerinddraget byrumscollage, når rekvisitterne hænger i koderne og fladerne falmer? Hvad er kvaliteten af de byrum der står tilbage?
 
Jeg har fulgt udviklingen fra at være et sted, der allerede var et aktiv i byen. Et mellemrum brugt til cykelrute og traditionel afslapning på græs, beliggende i overgangen mellem den tætte by og smagen af forstad.
Jeg kender rummet fra før og efter transformationen og oplever strækningen i alt fra slud til den første lune forårsaftens magi. Lige så omskiftelig som årstiderne er mit forhold til Superkilens rum. 
 
Der er de overprogrammerede rum, hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Rum hvor jeg provokeres af et geometrisk mønster i den røde farves afarter, der utvivlsomt tager sig godt ud fra luften eller 5 sal. Men i min øjenhøjde bliver et forblæst rum, hvor redskaber til leg og fysisk udfoldelse, rasler rundt på den store plads, og ligner noget fra dagen derpå. Det er som om de mange projektaktørers darlings er endt i en ironisk parafrase over vores materielle verden. Nogle dage minder det mest af alt om Tivoli Friheden efter den sidste gæst for længst har forladt løjerne. 
 
Så er der steder hvor jeg nyder min cykeltur henover grønne bakker, der afløses af sorte flader alt imens alverdens hejs og folkemylder møder øjet.
Især ”Det sorte Marked” hvor græsbakker afløses af asfalt i kilens møde med den tætte og mere veldefinerede bystruktur, fungerer.  Hvide linjer understreger det stiliserede landskabs bevægelser, og munder ud i et veldefineret byrum, der får en naturlig afgrænsning forærende af de omsluttende karreer. Her fungerer kilen, fordi den menneskelig skala er tænkt ind. Der er plads til at putte sig, sidde, kigge og bare være. Her er altid folk fordi rummenes størrelser er overskuelige, skabt af de ny tilføjede bakker, der opdeler uden at adskille. Her inviteres omgivelserne og mennesket indenfor uden at blive påtvunget en halvanstrengt aktivitet. 
 
Måske er hele dette sammensurium af skidt og kanel netop styrken. Det hele hamrer sammen med noget fra alle verdener, noget med smæk på, andet med ro - uden at være hverken særligt æstetisk eller helstøbt men måske smukt fordi en masse er blevet enige om det...
Æstetik er som bekendt er en smagssag. Noget andet er kvalitet og en brugsværdi der gerne skulle række ud over et 5 års eftersyn, især når der er brugt så mange midler på et allerede eksisterende åndehul. Måske ligger min største ambivalens med aktivitetstæppet lige præcis her. 
For tænkt hvis Superkilen også havde en robusthed, hvor flader patinerer og ikke bare falmer, som en uopdateret illustratorfil, tænkt oppefra?  Hvor træer får et afvandingssystem, der sejrer over arkitektens forelskelse i matchende gummimembraner og slipper for at skulle lade livet efter et par måneder? 
Måske skal vi i fremtiden lære at tænke vores byrum som steder der naturligt skal kunne transformere sig over tid, fremfor et omkostningstungt øjebliksbillede af tidens trend, der ikke kan stå ude om natten ret længe. 
Med den fart materialer og rekvisitternes nedbrydning har, fortsætter kilen måske sin transformering helt naturligt? Flader af grønt bryder frem og giver plads til en anden fremtrædende tendens i byrumsplanlægningen. 
Who knows, med tiden finder tyren Ferdinand, måske en korkeg at slå sig ned under, mens han spejder ned ad Rovsingsgade?
 
Sara Ettrup

Kommentarer

Rasmus Laub Andersen

Who knows, med tiden synes tyren Ferdinand, måske det er mere street at grov skate ned over nedslidt og falmet rød asfalt, med en dürum i hånden, men han spjler ned ad Rovsingsgade :) 

Rasmus Laub Andersen

Spejder :)

Tilføj kommentar