KLIPPAN PÅ DYBBØLSBRO

KLIPPAN PÅ DYBBØLSBRO

  • illustration fra pressemeddelelsen 16.04.15
De sidste dage har nyheden om et City IKEA huseret i medierne. Noget kunne tyde på at der er endnu en perle på vej til Kalveboderne. IKEA håber at kunne åbne "filial" på DSBs baneterræn ved Fisketorvet.

Et hvert supermarked, med respekt for sig selv, har jo allerede en cityudgave, så hvorfor ikke udvide fænomenet med en varehusmodel? Der er ikke tale om en mini version m² mæssigt - vores allesammens Ingvar håber på, at udvide flokken med en fætter med lidt flere kilo på sidebenene end slægtningen i Gentofte.

Forskellen er, at der her er tale om en ny slags IKEA, kun afprøvet i Hamburg. En hipstermodel hvor ladcyklerne kan køre i pendulfart fra byens brokvartere og fylde kassen op med fåreskind, lanterner, Holger, Molger og Mandal. Et varehus der er langt an på, at være der hvor beboerne er. Det giver sådan set rigtig god mening og vil formegentlig lokalt kunne få CO2 regnskabet ned på Lyngbyvejen en lørdag/ søndag. 

Nu føjer endnu en mastodont sig til byens fremmeste byport, iklædt broderlandets farver – og i tidens ånd med lidt grønkål på facaderne - hvis ikke vi stiller krav

IKEA sendte torsdag en pressemeddelelse ud om de forestående planer der omfatter boliger og erhverv alt sammen med bæredygtighed som nøgleord. Projektet kræver en væsentlig ændring af lokalplanen fra 2012 der foreskriver en mere punktvis bebyggelse på en fælles grønning. 

Som illustrationen af projektet viser, er der tale om en lidt anden typologi end den af lokalplanen foreskrevne. 

Personlig kan jeg godt sluge en sådan ændring. Stedet er i forvejen på de store spilleres præmisser, men er der nogen grund til at smøre bygningen ind i nabolandets farver midt inde i byen? 

Er løbet alligevel kørt for Kalveboden? - en forpasset chance og diskurs der startede helt tilbage i 90'erne med en rigt kritiseret og omtalt fejldisponering af bydelens ansigt til havnens og vandets herligheder? Måske, men der kommer hele tiden nye ansigter til, der bløder kanten op og kiler landskaber  og bevægelse ind. SEB, renoveringen af postterminalen og senest det nye tegltårn "Technical Control Centre" af Tranberg Arkitekter, er alle gode eksempler på at der ER plads til kvalitet og at det gør en forskel.

Så kære Kommune, hvis - eller rettere når I inviterer IKEA indenfor, så lov os at I stiller krav til arkitekturen!

For det Det handler ikke kun om mobilitet....

»Hvis IKEA vil slå sig ned i København, skal det selvfølgelig også være på københavnernes præmisser, og københavnerne tager altså cyklen, når de skal rundt i vores fantastiske by. Det bliver helt nyt for alle at kunne snuppe en ladcykel for at køre i IKEA i København for at købe møbler, og med Dybbølsbro Station som nærmeste nabo og en kommende metrostation ved Fisketorvet er placeringen ideel, især for os uden bil« skriver Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Når Gentofte kommune i sin tid kunne stille krav til arkitekturen varehuset skulle pakkes ind i, kan København Kommune vel også? Vandkunstens IKEA er et glimrende eksempel på at det kan lade sig gøre. Det paradoksale er, at den arkitekttegnede bygning langs Lyngbyvejen, i langt højere grad afspejler kvaliteten af hvad der sælges indenfor. Gad vidst om det er en af grundene til at den er den mest besøgte i Danmark - man kan simpelthen holde ud at være der. Et andet dugfrisk eksempel fra IKEAs egne hylder er et internationalt mødecenter i Malmø tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter.

I det hele taget kan man undre sig over at IKEA World Wide, fastholder sit look der egentlig ikke stemmer særlig godt overens med hvad der forhandles. De er dygtige til at invitere designere indenfor og udvikle på hverdagsmøblementet. Vi tæsker derud høj som lav en 3-4 gange årligt for at ordne teenageværelset, købe nye pander, havemøbler og hvad ved jeg.

Når det er sagt handler det også om godt design til en pris vi alle, trods drømme om Copenhagen Square køkkener, kan komme i nærheden af. Men når ham Ingvar er så god til at sælge den gode smag inomhus - hvorfor skal det hele så pakkes ind i blåt og gult discount verden over? 

Måske har IKEA og Københavns kommune begge en glimrende chance for at skabe et anderledes projekt der merger varehus, boliger og landskab i en kvalitet og arkitektonisk helhed som byens port kan vise frem?

Eller som en nabo foreslog – hvad med en filial af Lunds Designskolelab på toppen af bygningen? Når Gentofte i sin tid kunne, må København også få Klippan til at trække i et andet betræk end nationalflaget. 

Sara Ettrup

Kommentarer

Katrine Lotz

Kære Sara

Det er godt brølt, og det må jo være rigtigt at tiltale IKEA netop i deres egne kvalitetsbestræbelser!

Men der skal væsentlig mere til her agitatorisk set hvis vi som stand reelt skal kunne støtte Stadsarkitekten i hendes bestræbelse. Vi skal skærpe argumenter der har vægt i dialogen med politikere. Det er ikke nok at vi er 210 arkitekter der er enige - vi skal have mange flere med.

Der skal bål i gaderne, læserbrev eller artikel i Politiken, politikere på rådhuset skal vækkes og vindes! 

Et argument der har den fordel at det kan bære længere frem til næste sag af samme slags, kunne være at der skal lokale arkitekter på. Arkitekter der ved kender byen og har vist, at de kan bygge by på Københavnsk (Altså ikke nødvendigvis københavnere, men dygtige bybyggere)  Det må være til at forstå, at man ikke kan bede IKEAs egen arkitekt, der er vant til at bygge de store klodser ved udfaldsvejene til Kransojarsk, Phoenix og Wellington om at forvalte komplekse byrum i Københavns centrum. Særlig ikke når det netop er byen og al dens liv møbelforretningen ønsker sig at drage fordel af.

Og så synes jeg måske det er lidt ærgeligt at alle tilsyneladende på forhånd har givet op overfor IKEA's logistiske grundparadigme, der er dét der gør at man ikke kan komme til at diskutere 'klumpen'. Den er altså ikke så svær at aflæse - det handler jo bare om at vi skal sluses hen forbi alle møblerne, før vi kommer fra til LED-pærer, pudebtræk og servietter. Bare et enkelt hak i den store æske på den lange led eller en direkte adgang til hele taget (Fisketorvets p-plads er f.eks. et fantastisk sted - tænk hvis det også var arkitektonisk behandlet som sådan!) så det var eet af oplevelseselementerne i området. 

Kærlig hilsen

Katrine Lotz

Sara Ettrup

Kære Kathrine

Tak for din kommentar - jeg er helt enig. Denne lille platform er ikke nok til at få andre end fagfæller og andet godtfolks opmærksomhed på sagen. Så lad os da alle gøre vores for at få de rette beslutningstagere i tale. Er selv ved at læserbrevificere mit indlæg  - men jo flere jo bedre som du skriver :)

kh Sara

Mikkel Roesdahl

Hvad er status på denne debat? Er den nået videre, er det taget beslutning mv?

Mvh

Mikkel

Sara Ettrup

Kære Mikkel

Godt du nævner det  - og der er sket en del i sagen siden bølgerne gik højt i foråret. IKEA har bedt Dorte Mandrup Arkitekter om at tegne det nye varehus. Derudover skal tegnestue lave en ny helhedsplan for grunden omkring. Om der er blevet lyttet til de mange røster mod et konventionelt stykke IKEA varehus midt i hovedstaden eller ej, ligger jeg ikke inde med viden omkring, men man kan da håbe......

Du kan læse mere her

Sara Ettrup

Som opfølgning på indlægget kan man her ser hvad det endte med. Eftersigende har det hele tiden været på tegnebrættet og er i fin tråd med den oprindelige lokalplan, heldigvis! Mon ikke IKEA legede lidt strategisk kispus med os, altimens de kvalificerede folk hos Dorte Mandrup arkitekter mergede ikea og storbynært?

Se projektet her 

 

 

Tilføj kommentar