Kan arkitekter overhovedet tegne et nyt land?

Kan arkitekter overhovedet tegne et nyt land?

Arkitekt Jan Tanaka giver Statens Kunstfonds åbne arkitekturfilmkonkurrence en kommentar med på vejen og anbefaler sine yndlingsfilm i denne uges gæsteblog.

Arkitekter skal være med til at sætte dagsordenen. Vi skal bruge vores faglige kompetencer til at udforme visioner som skaber offentlig debat og som præger kursen på landets fremtid. Intet mindre.

Det var det ambitiøse udgangspunkt for konkurrencen ”Kan vi tegne et nyt land?” som Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg udskrev i foråret 2013. Oven i det oplæg skulle deltagerne aflevere materiale som kunne egne sig til filmmediet. Idéen var at det gennem lettilgængelige billeder og storytelling skulle nå helt ud til den brede befolkningen – formidlet på tv, netsider og viralt gennem diverse socialemedier.

Nu, næsten et år senere, kunne vi sidste mandag se den sidste af de fem vinderfilm. De fem film er:

Se dem. Del dem. Elsk dem. Had dem. Men allervigtigst, diskuter dem.

Arkitekturdebat på film

Personligt elsker jeg filmmediet, og hvis man kombinerer det med faget, så er det for mig en perfekt cocktail. De fem film som Arkitekturudvalget har udvalgt, går jeg ud fra, er de film som de mener repræsenterer vores faglighed bedst og som de mener kan starte en bred offentlig debat. Det er noget at leve op til.

Det er ikke første gang at arkitekter forsøger sig med filmmediet. Der er flere gode eksempler, men også mange mindre gode. Èn ting er sikkert, det er uden tvivl uden for vores comfort zone at bruge levende billeder, hvilket også tydeligt i flere af vinderfilmene.

Filmene har hver især rigtige mange kvaliteter, og de italesætter vidt forskellige områder som kunne være interessant i en faglig diskussion. Men om hvorvidt alle filmene formår at skabe vidtrækkende offentlige debat, mener jeg, at de langt fra er i stand til.

Der er dog to film som står stærkt på min nethinde – ’ReDane’ og ’Ulveland’ – og som jeg vil gøre mit for at sprede på nettet.

Den eneste som virkelig formår at efterleve konkurrencens ambition er ’ReDane’. Den tager fat i temaet om hvordan den industrielle produktion af madvarer gør oplevelsen af den danske natur og landskab fattigere. Og til hvilken pris? Maden får en ringere kvalitet, madudvalget bliver mindre mangfoldigt, og dyrevelfærd er fraværende. ReDane starter ikke en ny debat. Den blander sig i en eksisterende, og tillægger den en ny dimension som gør arkitektens faglighed relevant, også for ikke-arkitekter. Og lige præcis dét er filmens styrke. At filmen læner sig op ad og perspektiverer en aktuel debat gør at andre end arkitekter også tager den seriøst – selvom det ikke ville skade at involvere fageksperter til at understøtte filmens pointer. Det ville have gjort den en tand mere saglig. Filmens tema, dens narrative opbygning, de flotte og skræmmende billeder sidder stadig dybt indprentet i mit baghoved, og tegner et godt billede af hvad potentialet er ved denne type konkurrencer. 

En anden film som gjorde indtryk var ’Ulveland’, selvom den på nogen områder skyder helt ved siden af Arkitekturudvalgets hovedambitionen om at skabe en film/diskussion som er relevant for den brede befolkning. Det er mere en film som diskuterer vores fag indadtil. Jeg genkender mig selv i filmens kritiske keeping-it-real ulv og den overambitiøse fyldt-med-gode-idéer unge arkitekt. Den ironiske distance i filmen tager lige hjørnerne af et fag (og mig selv), som kan være meget selvhøjtidelig og får bragt lidt perspektiv i den til tider naive forestilling om at arkitekter alene kan redde verden. På den måde er filmen et vigtigt og befriende bidrag til den faglige diskussion. Men er det et budskab som andre end arkitekter fanger? Jeg har afprøvet filmen på ikke-arkitekt venner og kæreste, og blandt dét publikum falder ’Ulveland’ lidt igennem. Men det er tilgengæld tydeligt at Tredje Natur drengene har haft det fucking sjovt. Det skinner tydeligt igennem i filmen, og smitter af. Se den og check deres manifest, hvis man har brug for en brush-up på hvad vores arbejde skal handle om.

Er jeg blevet klogere på hvordan arkitekter kan blande sig eller starte en offentlig debat?

Kan jeg tegne et nyt land?
Der var to film ud af fem som 'gjorde' det for mig. Det er sikkert anderledes for andre. Det er det smukke ved at Arkitekturudvalget har valgt så forskellige film. Men hvis jeg holder fast i konkurrencens hovedmål, der handler om oplyse den brede befolkning om at arkitekter kan andet end at tegne pæne huse, så må jeg spørge mig selv, hvad har jeg lært af denne konkurrence? Er jeg blevet klogere på hvordan arkitekter kan blande sig eller starte en offentlig debat? Er jeg blevet bedre rustet til at sætte dagsordenen? Har Arkitektudvalget fået italesat vores kompetencer så vi involveres når de store samfundsspørgsmål stilles? Kan jeg tegne et nyt land?

Jaeh, nah, sådan noget af vejen. Konkurrencen har gjort mig nysgerrig på hvordan jeg og andre arkitekter kan skabe nye film, som kan mere end at være en glossy salgsfilm med hurtige diagrammer og flashy renderinger. Filmmediet har et enormt gennemslagskraft, og konkurrencen har vist at der er et uudnyttet potentiale som vi med fordel kan blive bedre til at håndtere og bruge til at formidle vores kompetencer. Den har vist hvilke virkemidler der går lige i hjertet, og hvilke som preller fuldstændig af. Konkurrencen har ikke gjort at jeg føler mig bedre rustet til at sætte en offentlig dagsorden, men jeg vil helt sikkert give det et skud hvis muligheden byder sig igen. Tiden vil vise om de her fem film vil skabe genlyd i den offentlige debat. Hvis ikke, så skal det i hvertfald ikke afholde os fra at prøve igen, og igen.

Det er en fed konkurrence som Arkitekturudvalg har linet op. At de giver arkitekter mulighed for at komme til orde på en anden måde end traditionelle konkurrencer kan man kun tage hatten af for. Jeg håber at Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg vil gøre konkurrencen til en tilbagevendende begivenhed. Tak for filmene.

Om skribenten
Jan Tanaka er arkitekt og partner i tegnestuen JAJA Architects. Han er uddannet fra Arkitektskolen Aarhus, afdelingen for By- og Landskabsplanlægning, hvor han også har undervist som timelærer. JAJA Architects er repræsenteret i udgivelsen "Den Ny Bølge i Dansk Arkitektur" af Kristoffer Lindhardt Weiss og Kjeld Vindum. 

Gæstebloggen

Tilføj kommentar