HVAD NU MED KVALITETEN, KØBENHAVN?

HVAD NU MED KVALITETEN, KØBENHAVN?

  • foto Anders Hviid
  • foto Anders Hviid
Debatindlægget er bragt i Politiken 04.04.2016 - Københavns kommune barsler i disse uger med et udbud for kommende byggerier under arbejdstitlen ”strategiske partnerskaber”. Det betyder, at kommunen i fremtiden vil udvælge teams af arkitekter og ingeniører med en totalentreprenør på kommandobroen.

Kun de udvalgte hold kan derefter konkurrere om at få fingrene i opgaverne - Totalentreprenøren får kommandoen. Men hvad betyder det for arkitekturen, at den samme skare skal tegne byen de næste år med entreprenøren som øverstbefalende?

Og hvad så? - kunne man spørge - det er vel ikke anderledes end hvad så mange andre gør, eksempelvis Bygningsstyrelsen og mange af de almene boligselskaber? Giver det ikke god mening, at man i en årrække arbejder med de samme hold og derved får skærpet resultaterne og opnået en billigere pris? Jo muligvis, hvis man gør alting op i penge og effektivitet.

Har Kommunen ikke et ansvar - en forpligtelse til, som en slags fælles bygherre, at fortsætte med at fremme en proces hvor fremtidige projekter belyses fra mange forskellige vinkler, før der vælges et endeligt forslag? Er der ikke en fare ved, at de samme teams med en totalentreprenør ved roret, står for samtlige offentlige byggerier i en årrække, uden synderlig konkurrence og med totalentrepriseformens iboende fokus på prisen?

Det er utvivlsomt nogle dygtige hold der bliver valgt, men uanset deres fælles portefølje og fortræffeligheder, kan man stille spørgsmålstegn ved, at konkurrencen om at tegne vores fælles by, bliver reduceret til et minimalt antal teams.

Tilbage til de nye tider, for en ting er den indbudte gæsteliste på skibet, som i sig selv er problematisk, noget andet er, hvem der er kaptajnen. Med den nye udbudsform, overgår kommandoen til totalentreprenøren. Der skubber sig altså et lag ind i mellem kommunen som bygherre og de arkitekter og ingeniører, der skal sætte form på ønskelisten. Heri ligger den fundamentale og altafgørende forskel. 

For hvad sker der, når det ikke længere er arkitekterne med deres helhedssyn, der er tættest på bygherren? Hvad sker der når overskriften på et pågældende projekt, bliver et kortsigtet økonomisk regnestykke, der kun rækker til en 5 års gennemgang? 

Der findes sikkert idealistiske entreprenører derude, men for mange vil kompasset nok være sat efter indtjening, frem for den merværdi god arkitektur skaber. Hvordan får vi arkitekter, overbevist samfundet om, at vi skaber en værdi, der rækker ud over prisen på det byggede? At vi sammen er nødt til, at kigge langsigtet på de løsninger vi vælger, ud fra andre parametre end kun det økonomiske, hvis ikke vi skal ende i svenske tilstande.  

Vi er dygtige vi arkitekter, selvfølgelig er vi det! Stik os bare nogle flere rammer så skal vi nok gøre underværker inden for dem... Vi elsker benspænd, men når entreprenøren er skudens kaptajn, kan man frygte at selv utrættelige arkitekters kreativitet, kommer i spændetrøje. Sætter entreprenøren alene dagsordenen, bliver det vanskeligt at overbevise bygherren om vigtigheden i, også at tænke i kvalitet i skøn forening med bygbarheden. 

God arkitektur behøver ikke at koste et krydstogtskib, men gode løsninger kræver en helhedsorienteret omhu. Omhuen har en pris der er værd at betale, hvis vi fortsat ønsker en by af høj arkitektonisk kvalitet med særlige byrum, skoler, børnehaver, biblioteker, plejeboliger og kulturinstitutioner som vores fælles ramme.

Så kære Kommune - Selvom vi arkitekter er dygtige og vil gøre vores for at omsætte visionerne for kommende byggerier under en stram økonomi, kan man frygte, at I med den valgte strategi, får vanskeligt ved at indfri jeres egen arkitekturpolitiske målsætning: ”Byens fysiske miljø har stor betydning, både lokalt for byens borgere og brugere, og som parameter i konkurrencen om investeringer og turisme…” 

læs mere på Kommunens hjemmeside

Sara Ettrup

Tilføj kommentar