Harlang og Arnfred Bolig-Battle

"Mindre artighed, mere nerve"og "Evnen til at samle lorten op" var blot nogle af guldkornene fra d'herrer Harlang og Arnfred, da de onsdag den 19. september bød op til dans om det at bo for en fyldt sal på Dansk Arkitektur Center (DAC) i København.

Arrangementet var del af DAC's engagement i Golden Days Festivalen, der i disse uger sætter fokus på 1950'erne i kunst, kultur og hverdagsliv. Og altså i arkitektur og planlægning. Overskriften var 'Hvad drømmer vi om, når vi drømmer om at bo' og vinklen var at få sat gang i en samtale om hvilke kvaliteter, der prægede 1950'ernes boligbyggeri og hvordan vi i dag håndterer den samme udfordring, at skabe boliger til almindelige mennesker.

Selv havde jeg fornøjelsen af at være moderator på begivenheden. Det var lidt som at være bolddreng i Wimbledon midt i den usandsynlige situation at Roger Federer og Andy Murray simultant skulle have sendt deres respektive første serv afsted hen over græsset - og mit hoved.

I rollen som den knivskarpe og køligere Federer havde professor Christoffer Harlang sagt ja til at stille op. Harlang er arkitekt, har praktiseret, men er i dag primært beskæftiget på Kunstakademiets Arkitektskole. Her har han forestået genoplivningen af restaureringsfaget, der for nogle år siden var på vej ind i en komatisk tilstand. Nu hedder fagområdet ‘Transformation’, vinklen er både bredere og skarpere, og de studerende søger til området i stort tal, hvilket i høj grad er Harlang og hans hold af begavede underviseres fortjeneste. Desuden har Harlang i en årrække fungeret som formand for Det Særlige Bygningssyn, der varetager tilsynet med den arkitektoniske kulturarv i kongeriget.

I rollen som den følsomme fighter og individualist Murray, havde arkitekt Jens Thomas Arnfred indvilliget i at deltage. Arnfred har også i en periode haft et virke på Kunstakademiets Arkitektskole. Men det gik ikke, som han sagde, “Jeg blev alt for involveret, blandede mig i alt for meget, nej, det gik slet ikke.” Til trods for dette, går der en god flok arkitekter rundt derude, der har haft fornøjelsen af Arnfred som underviser og som ikke ville bytte denne oplevelse for noget andet på denne jord. Men først og fremmest er Arnfred kendt for at være medstifter af tegnestuen Vandkunsten, Det skete i 1970. I kølvandet på et årti, 60’erne, hvor bølgerne havde gået højt på selvsamme Kunstakademi, hvor de gamle undervisningsplaner blev smidt ud og man eksperimenterede med nye måder at lære på, nye måder at skabe på, nye måder at se verden på.       

Arnfred fortalte, at tegnestuen Vandkunsten netop var blevet etableret som en protest imod meget af det, der var sket i 1950'erne. Den øgede velstand, den tiltagende fokusering på individuelt forbrug, og indenfor arkitekturen, de selvoptagede og borgerlige arkitekters formoptagethed, havde givet anledning til refleksion og i sidste ende oprør. "Det måtte da for fanden kunne være anderledes," som Arnfred sagde. Som sagt, som gjort. Vandkunsten var en realitet. Oprøret fortsatte. Diskussionerne også. "Vi snakkede meget om fællesskabet og hvad det ku være," fortalte Arnfred. Her mere end 40 år senere sidder tegnestuen Vandkunsten stadig helt forrest i bussen når det handler om at skabe inviterende og inspirerende rammer for menneskers hverdagsliv, hvad enten det handler om den enkelte bolig eller det handler om større udviklingsplaner for bydele eller byer.

Begrebet 'fællesskab' var et af de ord både Arnfred og Harlang hele tiden vendte tilbage til i deres indlæg og i samtalen bagefter. Hver især havde først fået 15 minutter til at kridte en bane op på. En stram tidsramme til to så begavde og kommunikerende mennesker, men de holdt den - næsten.

Harlang vandt møntkastet og lagde fra land først. Den første slide, enkel, hvid, med syv ord: "At bo er at efterlade sig spor". Så var det ligesom rammet ind.

Et par billeder kom til -  maleren David Hockney der sidder model i malerkollegaen Lucien Freuds atelier, malerpletter på vægge og gulv, klude smidt i et hjørne, en tallerken med cigaretskodder; polarforskeren Scott i sin lille, tætte hytte, omgivet af bøger, fotografier, skindhandsker og tykke sokker, med pibe i hånden fuldt optaget af at skrive noter i en notesbog; en snedkers værksted, lige rundt om hjørnet, lidt nede af gaden, i Istanbul eller Athen for den sags skyld, fyldt med værktøj, æsker, kasser, tuber, tænger, og hele interiøret farvet af træets støv, der har lagt sig som en tone over hele billedet. Spor. Af et liv der leves. "At bo er at efterlade sig spor".

Knivskarpt tog Harlang tilhørerne rundt i en dialog om de væsentligste paradokser, der skal håndteres, når man som arkitekt skaber boliger til mennesker - mennesker der skal have rum at efterlade sig spor i. Balancen mellem det fælles og det individuelle og spørgsmålet om "Hvem er vi?" var gennemgående det Harlang reflekterede over i sit indledende indlæg.  

Både kærligt og svidende delte Harlang ris og ros ud til arkitektstandens skiftende evne til at håndtere udfordringen med at skabe boliger til mennesker. Ikke alt er i Harlangs optik forløbet lige tilfredsstillende. Han opfordrede til 'Mindre kynisme, mere poesi'. Og til slut gav Harlang i 11 punkter opskriften på en genoprustning af arkitektstandens bidrag til boligbyggeriet. Dem kan du læse længere nede på siden.

Arnfred indledte med at minde om, at 1950'erne, da de fandt sted, jo i høj grad blev oplevet på baggrund af anden verdenskrig og det mørke, de savn, de angreb på menneskeheden, der havde kendetegnet store dele af 1940'erne. Men selv i midten af dette mørke og mismod, var der glimt af både poesi, indlevethed og stor arkitektur i det små.

Arnfreds første slide var Atelierhusene i Utterslev Mose, opført i 1943, midt under krigen. Arkitekten var Viggo Møller-Jensen, som sammen med bl.a. Tyge Arnfred, Jens Thomas Arnfreds far, i 1961 dannede Fællestegnestuen, der prægede dansk boligbyggeri med mange skelsættende bebyggelser i flere årtier.

Arnfred gav en indlevet beskrivelse af de små, skarpe, huse ved mosen. I vanlig stil blev det hurtigt sværere og sværere for Arnfred at stå stille og tale. Indlevelse er en kropslig begivenhed, og det lægger Arnfred sjældent skjul på.

Herefter nærmest dansede Arnfred sig igennem sine 15 minutter. Fortalte om huse, der slet ikke havde bevæget ham, da han først så dem. Hvordan Arne Jacobsen havde forekommet ham for cool, hvordan der var gået længe før han havde set sig varm på hvad der måske var på færde i bebyggelser som Søholm og Alléhusene.

Arnfred beskrev hvordan det for ham handlede om at få øje på det i arkitekturen, man bør sige tak for. Nogle gange finder man det umiddelbart. Andre gange må man lede, tålmodigt.

Men langt de fleste gange er der noget at sige tak for. Også når Arnfred ser på nogle af de nyere ting, fortalte han at han finder anledning til at sige tak. Bjerget og VM husene af Plot/BIG er nogle af de nyere ting, som Arnfred syntes man skulle gøre sig ulejligheden at opholde sig ved, lære af, nyde, lade sig begejstre ved.

Selvom han og Vandkunsten havde lagt ud med at kritisere mange af 1950'erne byggerier, havde han i dag, det lagde han ikke skjul på, stor glæde ved at nyde de arkitektoniske greb, det gode håndværk, den stærke tradition og samtidige fornyelse, der oser ud af mange af den periodes boliger. "At sætte tingene rigtigt," som han formulerede det undervejs, og ydmygheden og den samtidige stolthed, der lyser ud af mange af 1950'ernes byggerier. Evnen til, som arkitekt, at holde op med at hitte på, mens legen er god.

Men som Harlang, efterlyste også Arnfred en fornyet interesse i fællesskabet. "Der er kun ganske få ting, der rejser sig i dag," som Arnfred formulerede det.

Til slut på sit indledende indlæg gav Arnfred en indlevet beskrivelse af tegnestuen Vandkunstens forslag til en boligbebyggelse i Nuuk, Grønland. Den er skabt i forbindelse med det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig. Arnfred nåede ikke at vise den lille film, om projektet han havde taget med, så den kan du se nedenfor.

Efter indlæggene var der tid til samtale mellem Harlang og Arnfred. Bidrag fra salen kom der også. Savn og muligheder - er vi ved at smide nogle af de danske boligdyder ud med badevandet og hvordan kommer vi videre, var nogle af de spørgsmål samtalen kredsede om. Hvordan vil vi bo? Hvad er det bedste og hvad er det værste. Samtalen om det vil forhåbentlig fortsætte længe.

Se Tegnestuen Vandkunstens film om New Arctic Building Practice - Possible Greenland nedenfor.

Christoffer Harlangs 11 punkter:

1.     Større balance i forbrug af m2 og CO2.

2.     Vores arkitektur skal materialisere en gensidighed mellem en æstetisk tænkning og en bæredygtig ansvarlighed.

3.     Vores arkitektur skal anerkende at vi orienterer os i verden gennem vore sanser og den skal appellere til såvel syns, høre, føle og lugtesansen.

4.     Spørg ikke hvad stedet kan gøre for dig, spørg hellere hvad du kan gøre for stedet.

5.     Mindre kvantitet, mere kvalitet - og mindre bjergsomhed.

6.     Mindre artighed, mere nerve.

7.     Mindre hittepåsomhed - Vi bør udforme arkitekturen på en måde så den ikke unødigt påkalder sig en opmærksomhed, der ikke hører den til.

8.     Bygningers nedbrydning og patinering skal informere deres formgivning.

9.     Vores arkitektur skal blive smukkere med årene.

10.  Vores boliger skal være rige i den forstand at de skal give os sansebårne oplevelser der får os til at føle at vi hører til i verden, får os til at føle vi passer til verden.

11.  Vores arkitektur skal inspirere til et værdigt og humanistisk og gerne kærligt møde mellem mennesker.