Fremtidens Forstæder

Fremtidens Forstæder

Forstæderne er som et vådt stykke sæbe. Hver gang man lige tror at nu har man fat om det, og forsøger at klemme lidt til, smutter det bort igen, og man kan starte forfra. Det er i hvert fald én af de konklusioner man kan drage efter torsdagens konference, udstillingsåbning og boglancering i Dansk Arkitektur Center, som afsluttede Realdanias projekt Fremtidens Forstæder. Kendetegnende for de seks indledende oplæg af Sven Koefoed-Hansen (Naturstyrelsen), Jens Kvorning (Kunstakademiets Arkitektskole), Anne Marie Holt Christensen (Albertslund Kommune), Peter Maskell (CBS), Ellen Braae (KU Life) og Kristian Villadsen (Gehl Architects) var nemlig ikke blot en bred vifte af perspektiver på bæredygtig udvikling af forstæderne, men også en ikke ubetydelig del af direkte indbyrdes modsætninger. Modsætninger som også kommer til udtryk i vinderforslagene fra de seks arkitektkonkurrencer, som blev gennemført i 2011-2013 i Aalborg, Albertslund, Farum, Glostrup, Nykøbing Falster og Vejle, og som kan ses udstillet i Dansk Arkitektur Center frem til 23. juni. Modsætninger som Realdania også selv foregriber i beskrivelsen af udstilling og bogudgivelse: ”Der findes ikke én løsning på, hvordan man skaber en bæredygtig forstad, men derimod mange”.

Ligesom i bogen tog flere af torsdagens oplægsholdere direkte udgangspunkt i nogle af projekterne fra de i alt 29 rådgiverteams, som har deltaget i konkurrencerne. Særligt i bogen kan man godt savne en mere overskuelig oversigt over projekterne – som imidlertid alle kan ses på projektets website sammen med en stribe supplerende materiale, mindre udgivelser etc. – til gengæld giver formen meget konkrete og konstruktive kommentarer til de foreslåede udviklingsstrategier. Ellen Braae og Jens Kvorning fik på konferencen meget ud af at illustrere deres egne pointer med direkte udgangspunkt i visualiseringer fra de deltagende teams – Braae med en analyse af landskabets som struktur, proces, praksis og narrativ og Kvorning med en kritisk analyse af de visualiseringer af byliv, som i forslagene ofte tager udgangspunkt i forestillinger om New York frem for Nykøbing Falster. Kvornings store udfordring til det videre arbejde var da også spørgsmålet om, hvordan vi kan skabe et appellerende, kommunikerende og realistisk billede af livet i forstæderne. Se i øvrigt Ellen Braaes publikation om Landskabets nye rolle.

Senere tog Kristian Villadsen Kvornings tråd op ved at understrege behovet for at skabe overlap imellem både funktioner og skalaer for at skabe det liv, som han fremhævede i forstaden kun kunne opstå, hvis arkitekter og planlæggere inviterer til det. Vi får aldrig igen billeder af byer som fra før 1. verdenskrig, hvor gaderne er ved at sprænges af nødvendige og uundgåelige aktiviteter. Bylivet i dag er først og fremmest et aktivt tilvalg.

De tydelige modsætninger skyldes nu ikke kun forskellige faglige perspektiver, og at der vitterligt altid er mange ligeværdige muligheder, men i høj grad også forskellige syn på den nødvendige politik og de nødvendige prioriteringer for at sikre en bæredygtig udvikling af fremtidens forstæder. Når Sven Koefoed således efter Jens Kvorning igennem små tyve minutter havde argumenteret for nødvendigheden af at se muligheder i alternativer til det forbrugsdrevne byliv (med bl.a. konkurrence i Farum som eksempel og stribevis af danske og internationale cases) konstaterede at byliv hænger entydigt og uløseligt sammen med dagligvarehandel, og at det er en nærmest naturgiven udvikling at denne dagligvarehandel koncentreres i større og større enheder, som i Fields i Ørestad, øjner man ikke en fælles strategi lige rundt om hjørnet, og den åbenlyse konflikt disse synspunkter imellem kunne godt have trængt til en grundigere udfoldning. 

I samme hårdtslående genre fremhævede Peter Maskell behovet for altid at være ”helt moderne – altså altid følge med markedet så godt som muligt”, og fremhævede behovet for selskabsdannelser på tværs af offentlige og private aktører for at sikre langsigtet, strategisk udvikling i forstædernes erhvervsområder. Her kunne man også godt have brugt en lidt længere diskussion om, hvad der i den anledning forventes af de private hhv. offentlige aktører at bringe ind i disse samarbejder, og hvilken værdi de kan forventes at tage med derfra. Og ikke mindst det grundlæggende spørgsmål om det demokratisk hensigtsmæssige i helt åbenlyst at forsøge at minimere den dynamik der ligger i det politiske system for at skabe mere langsigtet investorsikkerhed. Til gengæld kan man ikke beskylde Maskell, som også foreslog palliativ planlægning, som den eneste mulighed i de (erhvervs-)områder, hvor der absolut ingen fremtid synes at være, for at være romantiker. Erhvervsområderne er til for borgernes skyld, de har ingen berettigelse i sig selv, og planlægningen bør tilskynde fortætning og omdannelse i stedet for kustodeplanlægning, fremhævede han. Hermed kom Maskell i høj grad Anne Marie Holt Christensen til undsætning, der som planlægger i Albertslund – måske landets mest planlagte og grundigst funktionsopdelte kommune – fremhævede behovet for at "binde vores lille by sammen". Albertslund er forstad par excellence, og fungerer i disse år som levende laboratorium for snart sagt alle typer af by- og bygningsomdannelse, partnerskaber etc.

Udover de åbenlyse uenigheder, som konferencen bragte til torvs, skyldes den manglende konsensus omkring forstædernes fremtid selvfølgelig også, at forstæderne netop optræder i flertal. Og udover at det selvfølgelig peger på, at der ikke kun er én forstad, peger det også på, at forstæderne ikke kun er én ting. De forstæder der behandles i Fremtidens Forstæders konkurrence, konference og bogudgivelse er i hvert fald tre meget forskellige strukturer: Villa- og parcelhuskvarterer (som fx i Nykøbing Falster), større boligbebyggelser (som fx i Farum) og erhvervsområder (som fx i Albertslund og Glostrup). Fælles for dem er – til dels – at de er opstået efter anden verdenskrig, at de overvejende tager udgangspunkt i en funktionsopdeling, som af mange årsager ikke er hensigtsmæssig, og at selve den bygningsmasse de overvejende består af i mange tilfælde også trænger til renovering. 

I den tilhørende publikation kan man dykke længere ned i Jens Kvorning og Peter Maskells synspunkter, og derudover læse velskrevne artikler af Jan Albrechtsen og Nicolai Carlberg, Annemarie Lund, Claus Bech-Danielsen, Signe Kongebro og Niels Helberg. Det er Kim Dirckinck-Holmfeld og Svend Erik Rolandsen, som har redigeret sammen med Realdanias projektleder Astrid Bruus Thomsen. Layoutmæssigt er bogen en udfordring – man skal i hvert fald have tålmodighed til at læse lange tekster med en svært læsbar sans serif-skrift, og ofte på en billedebaggrund, som i passager gør teksten endog meget svær at læse. Jeg ville have foretrukket en mindre ’udstyret’ bog, som lidt mere nøgternt og i mere læsevenligt paperback-format havde haft mere karakter af fagbog og mindre af cofee table book. Hellere kunne overstrege og lave noter i margen end kunne have den liggende fremme, når der kommer gæster.

Hvis man på nogen måde er interesseret i forstædernes udvikling – og det bør man være – er særligt bogen imidlertid et godt sted at starte. Størstedelen af kapitlerne har karakter af forskningsformidling, og rummer således også referencer til store mængder øvrig litteratur. Og at både konference, de udstillede projekter og den tilhørende bogudgivelse udstiller en række modsætninger er i den sammenhæng ikke negativt – det havde været stærkt problematisk, hvis ikke det havde været tilfældet. Forstaden er noget helt andet end byen, gjorde næsten samtlige oplægsholdere opmærksom på, og for overhovedet at kunne begynde at forestille os at vi kan gøre den godt, er vi nødt til at starte med at tage den alvorligt. Det blev den i hvert fald i torsdags. Og at størstedelen af de, der beskæftiger sig med forstaden ikke selv bor i den, som der muntert blev gjort opmærksom på flere gange, er vel ligegyldigt. Man kan vel godt være en dygtig læge uden selv at være syg.

 

Udover de danske oplægsholdere var den hollandske arkitekturhistoriker og leder af The International New Town Institute Michelle Provoost én af hovedtalerne. I sit indlæg var Provoost stærkt kritisk overfor den vending fra at bruge byudvikling som et redskab til at skabe sociale forbedringer for det fælles bedste og til at skabe økonomisk vækst for private ejendomsudviklere, som hun beskriver som én af de foregående årtiers stærkeste tendenser.To typer af nye byer gør sig særligt gældende for tiden, hævdede Provoost: eco-cities og smart cities – koncepter, som i højere grad end grundlæggende forandrede måder at skabe byer på, er labels som dækker over en noget lemfældig omgang med hvad både bæredygtighed og ’smartness’ egentlig er. Eller burde være. Provoosts oplæg lå i forlængelse af udstillingen 'The Banality of Good’, som hun sammen med sin partner i Crimson Architectural Historians, Wouter Vanstiphout, stod bag på sidste års arkitekturbiennale i Venedig, og hendes artikel 'A Force for the Common Good' i Arkitektur DK 1-2013. Se også hendes talk "From Welfare City to Neoliberal Utopia" fra Strelka Institute tidligere på året

Efter konferencen interviewede jeg Provoost om International New Town Institutes arbejde med forstæder i international sammenhæng – interviewet kan læses i næste nummer af Arkitekten.

 
Jesper Pagh

Kommentarer

byensojne

Glæder mig til Part Two: Fortidens Fremstæder :-)

Tilføj kommentar