Fra cool kinesisk kunst til flade kødby koteletter

Fra cool kinesisk kunst til flade kødby koteletter

Kan det virkelig være rigtigt, at den eneste vision for udviklingen af Kødbyen er administration og drift?

798 Art District

Under mit seneste besøg I Kina tog jeg imod en vens anbefaling om at besøge 798 Art District I det nordøstlige Beijing.

798er et 60år gammelt industriområde omdannet til en banebrydende kunst- og galleridistrikt og samlingspunkt for en ucensureret og vild kunstbevægelse udklækket I de gamle statsejede elektronikfabrikker. 798 har opnået international berømmelse og national agtelse som det mest indflydelsesrige kunstdistrikt I hele Kina. Her bor både nye og nogle af Kinas mest anerkendte kunstnere som He Yunchang og Ai WeiWei.

Kina med tysk DNA

Taxaen efterlader mig på 798s udkant, og herfra går turen til fods ind I selve distriktet, ledsaget af industritidens synlige rørføringer og gadernes grid – en konstant erindring om, at jeg er I Kina, på trods af at bygningernes Bauhaus præg vidner om bydelens østtyske DNA fra dens påbegyndelse I 1952 som kinesisk-østtysk projektsamarbejde.

CHINA MEGA MIX

På trods af områdets funktionalistiske organisering mister jeg hurtigt overblikket. Her er smarte caféer, restauranter, vesteuropæisk øl og Bourgogne vin ved siden af autentisk gademad. Mercedes Benz showrooms og graffiti side om side med gennemdesignede kunstgallerier og post-kommunistisk kitsch. Avanceret modetøj og manga T-shirts. Stablede dinosaurusser, og Mickey Mouse I rød uniform. Lego-agtige metalskulpturer og en italiensk udgave af Munchs ‘Skriget’. Boghandlere og designbutikker. En ‘Eatalia’ med franske crêpes. Og mere til.

Rusland overdrog I sin tid som USSR samarbejdet med Republikken Kina om udvikling af området til Østtyskland, men er nu vendt tilbage for China Fashion Week, Beijing DHUB, med et brag af en modeudstilling med 3.000m2 ready-to-wear tøj, hatte og sko, accessories, tekstiler og livsstilsobjekter, det hele samlet I den runde og metal-rå 79 Tank bygning.

Jeg efterlader show-et og dets maskot, manden I mønstret kjole og hummerhat, for at finde et frokoststed I en sidegade hvor restaurantens placering side om side med et travlt metalværksted ikke synes at have indvirkning på antallet af besøgende fra både øst og vest, hvis tilstrømning kræver, at der konstant sættes flere borde op.

Kød&kultur i Kødbyen

Mens jeg spiser tænker jeg på Københavns Kødby, hvis transformation fra hensygnende industriområde til åben bydel med kød-, kunst- og kreativt erhverv blev igangsat tilbage I 2007 med K-Planen. Ambitionsniveauet var højt dengang, takket være områdets centrale placering og historie, og Københavns mangel på et sted med internationalt format til kreative og hipsters.

Kødbyens omdannelse til levende bydel fik sig en flyvende start, og åbningen af Karrierbaren med display af hype kunst og avis om kunst&nutidskultur varslede de nye tider. Andre fulgte trop, og ligesom I 798s tilfælde,var der dømt lange køer til de mange events.

Det gik både godt og stærkt I starten, men det er som om, luften er gået ud af ballonen.

Karrierbaren har drejet nøglen om, og de gamle lokaler har stået tomme længe, ligesom mange andre lokaler rundt omkring ikke er lejet ud. De nye tilflyttere og ildsjæle engageret I bydelens vel og ve kæmper med den dårlige økonomi, alt imens investeringerne I området fortsat udebliver.

Administration som (manglende) vision

Kødbyens flotte bygninger forfalder udenfor, da kommunen mangler penge til renovering, ligesom den også mangler pengene til at gennemføre K-Planen, skabe en plads mod Dybbølsbro og Fisketorvet, der kan gelejde besøgende indenfor, eller skabe de forbindelser til DGI Byen og Øksnehallen der er nødvendige, for at kunne sætte gang I synergieffekten med sports- og kulturlivet. Den eneste fremgang er de indvendige istandsættelser af de udlejede lokaler, betalt af de samme lejere.

Når man sidder I 798 med udsigt til al den kunst, iværksætteri og livsappetit som området byder på, virker forholdene I Kødbyen som uambitiøse og myndighedernes manglende vilje til at engagere sig som andet end udlejere, som apati.

For hvordan skal man ellers forstå den manglende indsats, hvor få nødvendige initiativer som at tilføje nogle skilte og få styr på de forudsigelige ammoniakudslip næppe kan kaldes for visionære? Kan det virkelig være rigtigt, at den eneste vision for udviklingen af området er administration og drift?

En ny bottom-up vision for Kødbyen

Tænk, hvis kommunen havde beholdt en lav husleje. Eller støttet en bottom-up vision for Kødbyens udvikling som en ny helhed! Tænk, hvis de havde gjort kineserne kunsten efter, og inviteret Kunstakademiet indenfor. Tænk, hvis de havde fundet frem til OPP der kunne have skubbet til en udvikling. Tænk, hvis de havde valgt en udvikling, fremfor en afvikling med henvisning til lokalplaner, paragraffer og bureaukratiske obstakler.

Hvis det utænkelige var sket, så havde Kødbyen for længst været på vej til at blive et mødested for kød, kunst og kultur, sådan som det hed sig I K-Planen. Bydelen havde været selvforsynende med økologisk mad, spisestederne mangedoblet, og den danske kunstscene havde haft en smeltedigel af en rugekasse.

Fra Beijing sender jeg en forhåbningsfuld tanke til Kødbyen. Jeg håber på, at apatien og den manglende lidenskab snart viger for de store drømme og forandringsvilje, der er nødvendige ingredienser til at løfte enhver kulturarv fra støvet museumsgenstand til kulturel rigdom og grundlag for et nyt og bedre liv.

http://www.798district.com/

http://www.travelchinaguide.com/attraction/beijing/798-art-zone.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/798_Art_Zone

http://e.751info.com/news/2014-10/2014-10-23-9-35.html

http://www.netpub.dk/netpub/client_projects/kk/project/7870/7870/pdf/HelhedsplanK.pdf

Serban Cornea

Tilføj kommentar