faglig fyraften - bygningskulturens hus

faglig fyraften - bygningskulturens hus

  • Faglig fyraften, Bygningskulturens Hus
  • Bygningskulturens hus
  • Bygningskulturens hus
Bygningskulturens hus lægger en gang om måneden skurvogn til faglig fyraften. Konceptet er enkelt - i skæret fra de kulørte lamper, danner den gamle gymnastiksal rammen om en række uformelle arrangementer, hvor kloge hoveder debatterer et emne, mens publikum nyder en stille håndbajer.

I øjeblikket er det "visioner for bygningsarven" huset stiller skarpt på og "den stigende interesse inden for arkitektur og byplanlægning for, hvordan man kan udvikle og opgradere eksisterende strukturer og bygninger og samtidig bevare stedets værdier og historiske lag."

Torsdag d.30.10.2014 var det professor fra Arkitektskolen Aarhus, Mogens Morgen og lektor fra KADK Nicolai Bo Andersen, der diskuterede hvordan vi værdisætter vores kulturarv – det andet ud af 5 arrangementer om emnet – se kommende her.

Mogens Morgen lagde hårdt ud med et billede fra indlandsisen med titlen DEMENS! Men hvad har demens og et nøgent islandskab med bygningsarven at gøre? Rammes man af demens, mister man først erindringen, derefter solen og til sidst, at kunne kende dem man holder af. Hvis ikke vi værner om vores bygningsarv, mister vi vores erindringsrum og ender i en demenslignende tilstand. Hvis ikke vi forholder os til og bygger videre på arven, kan vi ende med en verden af ”ikke steder” svarende til det endeløse islandskab – hvor der intet er at forholde sig til, hægte sig på, erindre gennem, være i dialog med eller høre til.

På et andet slide sammenstilledes et tegnet tværsnit af den menneskelige hjerne og et Nolli lignende kort over en klassisk by med pladsen, kirken, rådhuset, sidegaderne og den omkringliggende periferi. Tværsnit og kort er nærmest identiske i deres opbygning og hierarki.

Pointen er at byen er vores kollektive erindringsrum. Det er her vi forstår og bliver mindet om, at vi er en del af en større sammenhæng med rødder tilbage i ursuppen. For at slå pointen helt fast, tonede Nick Caves messende stemme frem på lærredet med ordene ”memories are what we are – memories define our lives”.At vi skal værne om vores fælles bygningsarv, kan de fleste arkitekter og andet godtfolk sikkert hurtigt blive enige om.

Men hvordan når vi udover Politikken Plus segmentet der bruger søndagen på Louisiana eller diskuterer Olafur Eliasson med sin nærmeste omgangskreds?

spurgte ordstyrer Mette Mechlenborg salen om. Hvordan får vi arkitekterne ned fra elfenbenstårnet og overbevidst menigmand om vigtigheden af at vi forholder os til vores fælles erindringsrum?

Det er ikke fordi det skorter på værdisætningsmetoder eller opmærksomhed omkring bygningsarven. Der er fine redskaber som SAVE der forholder sig til arkitektonisk, kulturhistorisk, bymiljømæssig, autentisk værdi og til sidst bygningen eller strukturens tilstand. Men måske mangler der en alligevel en dimension?

I 2013 kom Sonja Marie Overgaards PhD afhandling "værdiforskydninger i arkitektonisk kulturarv". I sin afhandling arbejder hun med en sjette dimension som tillæg til SAVE metoden og tilføjer begrebet NYTTEVÆRDI. Hvad er transformationspotentialet i det pågældende bygningsværk? Sonja Overgaards afhandling omhandler specifikt landbrugs og herregårdsbygninger, men kunne uden problemer overføres på resten af bygningsarven.  Ved at supplere med denne vinklen, opnår man måske et nyt redskab, der kan blive afgørende for forholdet mellem bevaring og udvikling. "Udfordringen er at se potentialet og udnytte det i balance mellem bevaring og udvikling, så de nye funktioner indrettes i samspil med de arkitektoniske kulturarvsværdier".

Måske kunne denne tilføjelse gøre det lettere at få overbevidst politikere og dem med pengepungen om, at det kan betale sig at tage hensyn til, bygge videre på og om, frem for at starte på bar mark?

Begge debattører kom med eksempler på renoveringer/ transformationer hvor mødet mellem nyt og gammelt får projektet op i en anden dimension. Eksempelvis Dorte Mandrups renovering og ombygning af Munkegårdsskolen. Her smelter to sider sammen, supplerer hinanden og bliver et nyt selvstændigt værk.

foto Adam Mørk

Vandkunstens Torpedohal er et andet smukt eksempel på en sammensmeltning ikke kun mellem tider men også i værkets funktionsskifte fra hal til boliger.

 

Som man kan læse i Lise Mansfeldt indlæg om ”transformation af funktionstømte bygninger” på nærværende blog, er der hele bæredygtighedsaspektet i bevaringen man kan lægge oven i argumentationen.

Hvis du har lyst til at lytte, diskuterer eller bare nyde en fyraftensbajer, er der skurvognsstemning i Bygningskulturens hus næste gang d.25.11 med Mette Tony fra Praksis og Claus Pryds. Derefter 16.12/ 20.01 kl.16.00-18.00

Sara Ettrup

Tilføj kommentar