Et ørige af nærvær (I)

Om det nye kunstmuseum Artipelag i Stockholm tegnet af arkitekten Johan Nyrén (Første del af to dele)

På sidste side, trehundredeogsyvogtyve sider inde i bogen Modern architecture – a critical history fra 1980, præsenterer bogens forfatter, den engelske arkitekt, kritiker og historiker, Kenneth Frampton, syv punkter til et nyt begreb han døber ’Kritisk Regionalisme’.

I korte træk siger han, at kritisk regionalisme er en arkitektur, der har fokus på både det visuelle og det taktile, tager udgangspunkt i stedet forstået som et både topografisk og kulturelt sted, og på en og samme tid er både kritisk overfor den fremherskende modernisme og dog tilhænger af modernismens frigørende projekt.

”…den [kritiske regionalisme] forsøger at fremelske en nutidig steds-orienteret kultur uden herved at blive unødigt lukket om sig selv, hvad enten det nu er på det formelle plan eller på det teknologiske plan. Herved tenderer den mod den paradoksale skabelse af en regional ’verdens-kultur’, næsten som om dette må være forudsætningen for at der kan etableres en relevant nutidig arkitektonisk praksis.”[i]

Frampton siger i bund og grund at den kritiske regionalisme tilbyder noget ’andet’ til forskel fra modernismens ’universalisme’.

I årtierne efter anden verdenskrig og med fuld opbakning i velfærdssamfundets fremvækst i 1960’erne og 1970’erne var det ellers som om 'modernismen' efterhånden i tiltagende grad alene at tilbyde (mere af) ’det samme’.

Han siger, at dette ’andet’ er afgørende for at der kan eksistere en kritisk arkitektonisk praksis. Han slår fast, at en sådan kritisk arkitektonisk praksis i sagens natur kun kan finde sted i lommer i lokale kulturer og ikke vil kunne blive en fremherskende, universel praksis. Ikke desto mindre mener Frampton, at der er tale om en nødvendig arkitektonisk praksis.

Som eksempler på nogle af de arkitekter, Frampton mener kan betegnes som kritiske regionalister, nævnes Jørn Utzon, Alvaro Siza, Luis Barragan, Carlo Scarpa og Tadao Ando. Og så den græske arkitekt Dimitris Pikionis, som er mit egentlige ærinde her i indledningen.

Efter et par årtier med arbejder i ren modernistisk stil, påbegynder Pikionis i 1951 en større landskabelig bearbejdning af Akropolis og Philopappou højen i Athen, en bearbejdning som af Frampton beskrives som kritisk regional i sin karakter. Pikionis skaber bl.a. et par stier op af højene og en række steder, hvor man kan sætte sig og hvile, nyde udsigten og reflektere

I Framptons bog er der blot et enkelt lille billede af en af stierne. Men nogle år efter, i 1989, udgiver Architectural Association i London i forbindelse med en udstilling af Dimitris Pikionis tegninger og malerier, en bog med nye billeder af stien taget af arkitekturfotografen Hélène Binet.

I små og store sort-hvide billeder vises forskellige afsnit og detaljer af stien på Akropolis. Stien er en mosaik af forskellige sten, smalle blandet med brede, små blandet med store, korte med lange, firkanter, rektangler, og tilfældige former, sat sammen (ofte helt konkret på stedet af Pikionis selv) til en fortælling om det at gå op af Akropolis og om netop det steds kulturelle betydning i bredeste forstand.

I Binets billeder ses hvordan stenenes overflader er slidt blanke af tusindvis af menneskefødder, hvordan solens lys rammer og reflekterer fra stenene som var det en mange-facetteret diamant, hvordan stien på en og samme tid fører den gående frem og dog nænsomt viger for bjergets luner på sin vej op. Stien er en dialog med stedet. Historiens dybde er tydelig. Nærværet til at tage og føle på.

Det er et nærvær af samme dybde og kulturelle dimension der møder en, når man går ad en af de to stier – den igennem skoven eller den langs vandet – frem til det nye kunstmuseum Artipelag lidt udenfor Stockholm. Både landskab og bygning er tegnet af den svenske arkitekt Johan Nyrén. Museet åbnede den 1. juni.

Johan Nyrén nåede ikke at se huset færdigt. Han døde efter længere tids sygdom den 15. juni.

Læs anden del af indlægget "Et ørige af nærvær" her. Her går jeg i tekst og billeder tæt på det nye kunstmuseum Artipelag uden for Stockholm.