Det vilde Vesten viser vejen

Det vilde Vesten viser vejen

  • Foto: Hans Erik Nørgaard
Borgerne i Vestervig har gennem et selvdannet Byfornyelsesselskab opkøbt de forladte huse, istandsat dem eller revet dem ned.

For et par uger siden faldt jeg over Weekendavisens Pernille Stensgaards artikel "Miraklet i Vestervig". En opløftende fortælling fra det vilde vesten, hvor der er højt til loftet og langt mellem alting.

Vestervig har som så mange andre byer omkring i landet lidt under Låsby-Svendsen-fænomenet og den generelle migration fra land til by. Vi kender alle billedet af de oprindelige smukke bystrukturer, hvor øjet efterhånden som man nærmer sig fanges af tegn på, at der er huller i tandrækken. Mølædte gardiner, visne pelargonier et træ der har vundet vej gennem et hul i taget.

Jeg kommer ofte i Småland – jeg må tilstå at er en af de danskere der på bedste bagstræberiske vis, med jævne mellemrum, pakker mig ind i en Bulderbyidyl, for at holde virkeligheden fra porten... Her er forfaldet i de små byer mildest talt også tilstede. Men anderledes alligevel - ikke mindre trist, tværtimod har man her en fornemmelse af, at der aldrig nogensinde kommer skub i de landsbyer igen. Det mylder af hvidhårede unger der har rent rundt mellem de falurøde længer, er en saga blot. Dertil er Sverige for stort et land med alt for langt mellem snapsene. Forskellen, set udelukkende med fysiske briller - jeg er klar over at der er afgrundsdybe konsekvenser på alle andre planer - er at her æder skoven sig ind på byerne. Et helt andet billede end det vi ellers ser, hvor by smelter sammen med forstad der igen smelter sammen med landsby og æder alt det ind imellem. Midt inde i skoven kan man støde på gamle stenfundamenter, forvitrede frugttræer fra en gammel have eller steler til ledet. Skoven har taget over og vundet kampen, hvis man kan tale om en sådan. At naturen tager over bliver nok aldrig tilfældet i Danmark - trods flugten fra land til by er smørhullet nok for lille, vi er for mange og topografien for åben.

I Vestervig er der til gengæld kommet skub i tingene. Borgerne i byen har ved fælles hjælp og en ihærdig primus motor i spidsen vundet kampen over forfaldet. Borgerne har gennem et selvdannet Byfornyelsesselskab opkøbt de forladte huse, istandsat dem eller revet dem ned. Nye kig og bygninger får lov at føje sig til og byen er godt på vej til at få vendt udviklingen fra spøgelsesby til igen at være en driftig landsby. Initiativtagerne fik tidligt fat i et par arkitektstuderende fra Aarhus Arkitektskole og bad dem kigge på byens styrker og hvor de med faglige øjne kunne pege på retninger og potentialer. Det blev til en rapport Vestervigianerne bruger som deres bibel og rettesnor.

Uden et stærkt bysbarn ved roret var der måske ikke sket meget - men det smukke og yderst vedkommende ved denne fortælling, er ikke mindst hvad vi som arkitekter kan bidrage med. At være med til at sætte ord, form og billeder på alle drømmene.

 

Med kombinationen af en stærk lokal vilje og arkitekternes faglige kunnen, er der noget der tyder på, at der kan ske mirakler! 

Det handler om visioner, friske øjne, ejerskab, stolthed, potentialer, udvikling og meget mere. Der er heldigvis meget fokus på emnet, eksempelvis seminaret ”Udkanstdanmark set fra udkanten” på Syddansk Universitet d.24 september eller Realdanias kampagne ”Stedet tæller” Udover at erhverve os viden og deltage i debatten skal vi arkitekter måske ikke vente på at bysbørnene rundt omkring hiver fat i os. I stedet kunne vi jo kaste nogle visioner af sted (jvf. Rasmus Brønnums indlæg forrige uge her på bloggen) Visioner for sommerlandet som udkantsdanmark jo også bliver kaldt noget af året.

 

 

 

Sara Ettrup

Tilføj kommentar