Dødsensfarligt byrum?

Dødsensfarligt byrum?

Det kinesiske styre udøver diskret men fuldstændig kontrol over et af verdens største byrum, Tiananmenpladsen i Beijing. Så meget kontrol, at kloakdækslerne er forseglet og man skal gennem security check for at komme til byrummet. For det kinesiske styre er Tiananmenpladsen et farligt byrum at give folket uhindret adgang til.

I nat - natten mellem 3. og 4. juni - er det præcist 25 år siden, det kinesiske styre satte ind med tankvogne og ryddede et af verdens største byrum, Tiananmenpladsen i det centrale Beijing.

I seks uger havde pladsen været centrum for fredelige demonstrationer, først var det studenter, siden alle mulige dele af befolkningen, som tilsluttede sig. Efter 10 år med økonomiske reformer, mærkede folket muligheder, og demonstrationerne var et opråb til styret om at efterfølge de økonomiske reformer med politiske reformer, give kineserne fri til at tænke, skrive og ytre, hvad de ville, og begynde udviklingen mod en demokratisk styreform.

De håbefulde uger på Den Himmelske Freds Plads endte som bekendt brat, og her 25 år senere har det kinesiske kommunistparti bevaret fuldstændig kontrol og styring med samfundet. De har leveret muligheder for økonomisk frihed, men tager kinesere sig personlige ytringsfriheder, risikerer de stadig fængsel.

Hvert år op til årsdagen for Tiananmen-massakren, samler politiet en række af de tidligere demonstranter op og sætter dem i fængsel et par uger, indtil mærkedagen er overstået. Man skal ikke nyde noget af at dagen skulle blive markeret. Af samme årsag er den fjernet fra historiebøgerne, og ingen kinesiske internetsider får lov at eksistere, hvis de rummer den mindste reference til begivenhederne.

 

Verdensstort byrum i Beijings hjerte

Tænk at et byrum kan opleves så farligt! Men Tiananmen-pladsen er heller ikke et hvilket som helst byrum. Det indtager fjerdepladsen på listen over verdens største byrum og ligger i hjertet af Beijing, en af verdens ældste kæmpebyer, og en af de vigtigste. Mod nord afgrænses pladsen af Tiananmen-porten, som i dag prydes af det berømte oliemaleri af Mao Zedong. Billedet hænger ude i al vejrlig, så der går ikke mange uger mellem, at det må udskiftes. En kunstmaler er fuldtidsbeskæftiget med at male portrætter til porten. Han arvede tjansen fra sin far.

Den Himmelske Freds Port fører ind til det gamle kejserpalads, Den Forbudte By. Vest for pladsen ligger Folkets Store Hal, mod øst Kinas Nationalmuseum og i sydenden den gamle byport. Midt på Tiananmenpladsen ligger Maos mausolæum, hvor især den ældre generation af kinesere på åbningsdagene står i kø fra daggry for at få et glimt og fælde en tåre over den store leders balsamerede lig.

Det var altså en plads af historisk vigtighed og stor symbolsk kraft, som demonstranter indtog i seks fulde uger i foråret 1989. Undervejs i demonstrationsforløbet fik man i Beijing officielt statsbesøg af Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov. Op til statsbesøget rumlede det kinesiske styre med tanker om at rydde pladsen for demonstrationer. Man syntes, det var pinligt at have mishagsytringer i det offentlige rum. Men man lod være.

Senere samme år satte Gorbatjov selv turbo på sine perestrojka- og glasnost-programmer, og som følge gik Sovjetunionen i opløsning, kommunistiske Østeuropa blev omstyrtet, men i Beijing, hvor bølgen af folkerejsninger var begyndt, havde kommunistpartiet på det tidspunkt cementeret sin kontrol og fejet nedslagtningen af hundredevis - nogen siger tusindevis - af civile kinesere ind under kloakdækslerne.

 

Byrum som demokratisk rum

Jeg må indrømme, at jeg nok har en større interesse end så mange andre for det kinesiske forår, studenterdemonstrationerne og Tiananmenpladsen. Bær derfor over med, at jeg skriver om politik på en arkitektur-blog. Jeg skal nemlig nok komme til en pointe, som har med byens fysik at gøre.

I vinter besøgte jeg for første gang den kinesiske hovedstad. Jeg har altid undret mig over, hvordan et styre kan holde et så stort byrum under kontrol. Jeg er vokset op i en demokratisk forståelse af, hvad et byrum er - nemlig essensen af det demokratiske system: Offentlige byrum er grundlæggende demokratiske; de er steder, hvor mennesker mødes i ligeværd og kan udfolde sig, ytre sig. Byrum kan benyttes til fester, til rekreation, til møder, til demonstrationer. Byrum kan bruges til sport, til flirt, til udviklingen af fællesskaber, til at se på andre og selv blive set.

Et byrum på 800 x 550 meter måtte være et slaraffenland for udfoldelse!

Men nej. Omgivet af mangesporede veje på alle sider, ligger pladsen nok i visuel kontakt med den omkringliggende by, men det er alligevel en øvelse at komme til pladsen. Man skal gennem afspærringer, hvor vagter styrer rullende hegn, eller gennem brede gangtunneller, hvor såvel tasker som krop styres gennem lufthavnslignende scannere.

Kloakdæksler var forseglet, og mens jeg gik rundt og skridtede pladsen af, var det meget let at fornemme, at en betydelig del af de besøgende på pladsen - udover de forskellige typer af uniformeret kontrolværn, var civilklædte politifolk. Overalt på pladsen hænger overvågningskameraer og indfanger enhver begivenhed, enhver bevægelse, nogen måtte gøre.

   

Byrummet holdes under bevogtning, og det kæmpestore, åbne gulv, som burde ose af frihed, oser i stedet af partiets suveræne og allestedsnærværende kontrol og magtfuldkommenhed.

 

Hændelser på pladsen - trods kontrol

I oktober 2013 torpederede en bil gennem afspærringerne, drønede ind i turister på pladsen og fik kørt en hel del ned. Bilens tre passagerer - et ægtepar og mandens mor - døde alle tre. Remedier i bilen tydede på, at de ville have antændt sig selv på pladsen. De tilhørte uighuerne, et muslimsk folk i Xinjiang-provinsen.

Det kinesiske styre identificerede ulykken som et terroristangreb og fik bekræftet, at der er grund til at holde Tiananmenpladsen under stærk kontrol.

Hu Jia var 15 år under studenterdemonstrationerne i 1989, og han deltog. Han har siden udviklet sig til en af de mest fremtrædende kritikere af det kinesiske styre, og har blandt andet derfor siddet tre år i fængsel. Han er aktuelt i husarrest, men gav forleden et interview til The New York Review of Books, hvor han sagde:

"Så længe Maos portræt hænger på Tiananmen, vil der aldrig blive demokrati i Kina. Så mange af Kinas problemer skyldes Mao. At hans lig ligger på Tiananmenpladsen er en ond indflydelse. Han var en ondskabsfuld hersker. Når han stadig ligger der, i Kinas hjerte, tror jeg ikke Kina nogensinde kan forandre sig." ("You Won't Get Near Tiananmen!", The New York Review of Books, 2. juni 2014)

Det kan man så tænke over, mens man som besøgende indgår i teatret, som udspiller sig på Tiananmenpladsen, hvor jeg som andre besøgende fotograferer løs, mens autoriserede sælgere falbyder nudelsupper, kiks og cola fra rullende vogne. Vagter vogter pladsen med stenansigter og ser ikke ud til at være gamle nok til at huske, at tankvogne for 25 år siden blev sat ind og civile skudt over dagene, der fulgte, alene for at opretholde fuldstændig kontrol over et byrum.

 

Niels Bjørn

Tilføj kommentar