Byvandring efter DDR-guidebog fra 1989

Byvandring efter DDR-guidebog fra 1989

I Berlin fandt jeg bogen Durch Berlin zu Fuss, udgivet i 1989 af VEB Tourist Verlag Berlin, med 17 byvandringer gennem (Øst)Berlin.

En note forrest i bogen angiver, at visse forandringer ved grænsernes åbning d. 9. november 1989 er forekommet efter redaktionens deadline, og bogen formår således fra sin fødsel at få en noget anden betydning, end den hyldest til DDRs hovedstad, den var tænkt som.

I dag, over 20 år efter Murens fald, er sådan en bog en unik mulighed for se forandringernes spor og sanse lidt af DDRs selvforståelse og billede. 

Jeg efterprøver turen I fra Alexanderplatz til Volkspark Friedrichshain og rundt omkring Karl Marx Allé.

Ved udgangspunktet am Alex står Haus der Lehrers med den karakteristiske mosaik af DDRs statskunstner Walter Womacka. Kunst fra en helt fremmed verden med sin insisterende afbildning af samfundets formålsrettede dannelse.  

Den første gade på ruten har tilsyneladende skiftet navn. Den brede og trafikerede gade hedder nu Greifswalder Strasse i stedet for som i bogens kort "Hans-Beimler-Strasse", hvem han så må have været (tysk kommunist og Spaniensfrivillig med tætte forbindelser til KGB)

De store betonkomplekser langs gaden er også påfaldende forfaldne, den centrale placering taget i betragtning. Jeg kigger forgæves efter Haus der Statistik, der i følge guiden skulle have en interessant og seværdig afbildning af matematikkens historie. 

I Volkspark Friedrichshain passeres den sprudlende Eventyrbrønd, inden guiden leder mig til to DDR-monumenter, der fortsat står mellem de solbadende og grillende berlinere. Ét for den spanske borgerkrigs tyske kommunister og ét for de polske modstandsfolk og tyske kommunisters fælles kamp under 2. verdenskrig.

Parken rummer også et mere skjult, og ærligt, monument over fortiden. To store bakker er såkaldte "Trümmerberge", ruinbjerge skabt af den sønderbombede bys rester efter krigen. Det største rummer sågar et helt betonfort, som hævede sig ganske højt over byen i sin tid. DDR-guiden fortæller ganske stolt om den fredelige genanvendelse af krigens ødelæggelse. DDRs nationalsang hed også netop "Auferstanden aus Ruinen". 

Selve bjerget fremstår som et tavst antimonument uden markeringer på toppen, hvor træerne til alle sider desværre dækker for udstigten over byen. 

Så ud af parken og ned af en bred boulevard mod Lenin Platz på Lenin Allé. Begge dele eksisterer navnemæssigt ikke i dag. På pladsen er Lenin pillet ned, og navnet er skiftet til Platz der Vereinten Nationen. Med en lille og anonym samling sten er det dog ikke nogen storslået markering af verdens forenede nationer. De store etagebyggerier omkring sætter i dag også mere en stemning af forstad end storbymidte.  

Herfra når jeg ned til Karl Marx Allé. Den store paradegade, der er et kilometerlangt minde over DDR på sit mest grandiose. Lidt overset rummer kæmpegaden også en del nyere bygninger efter de Stalin-barokke 1950'er-byggerier ("Tyske af form, socialistiske af indhold"), den er kendt for. Man kan her kigge ind på Cafe Sibyle, der har en lille udstilling om gadens historie.

 

Min guide fremhæver et metallisk springvand midt i en stor øde cirkel på Straussberger Platz som seværdig.

Sådan er vi kommet lidt rundt i DDRs hovedstad - jeg kan kun glæde mig til at efterprøve guidens andre ture ved lejlighed. 

 

 

Kristian Handberg

Kommentarer

Malte
Fedt nok! Håber du tager flere af turene og beretter om det. Kh

Tilføj kommentar