Bygningskultur: Kun for hippier eller også for yuppies?

Bygningskultur: Kun for hippier eller også for yuppies?

  • Fra udgivelsen
I foråret udgav Arkitektskolen publikationen ’Om bygningskulturens transformation’. Jeg er først kommet igennem den nu – ikke fordi den er kedelig, men fordi den er et digert værk med mange vigtige pointer om, hvorfor og hvordan vi skal passe på vores bygningsarv uden at flytte på museum.

Ordet ”transformation” er værd at lytte efter i øjeblikket. Sidste år udkom CONCITO-rapporten Grøn Genanvendelse, som jeg har omtalt i et tidligere indlæg her på bloggenog 2015 har allerede budt velkommen til flere publikationer og gode eksempler på veludførte transformationsprojekter. Mere om det nedenfor.

Det hele startede vel egentlig med den lidt ufrivillige (energi)renoveringsbølge, som startede for nogle år siden, da energiforbrug, energitab, sparehensyn og jobskabelse igen sneg sig ind i den byggefaglige realitet. Starchitect blev til blablarkitekt, og nu skulle vi have værdi for de investerede penge. Siden har forskellige instanser været med til at gøre renovering spændende og vedkommende. Jeg kender i hvert fald mange, som spændt følger med i Renover-Prisen hvert år.

Renoveringsprojekter er komplicerede, men de sidste 5-10 år har givet os mange strategier, værktøjer, erfaringer og produkter at arbejde med. Med hvad sker der, når det ikke bare handler om give ønskede og elskede bygninger et længere og bedre liv? Hvad gør vi med alle de bygninger, som har mistet både glans og formål? Det er netop hér, transformationsbegrebet kommer ind i billedet: For transformation er netop renovering, hvor man foretager større indgreb, fordi bygningens funktionalitet ikke længere slår til. Dette lægger et helt nyt lag af kompleksitet oven i den allerede store kompleksitet, som et almindeligt renoveringsprojekt lægger for dagen.

Men den danske byggebranche er ikke bleg for at tage transformationstyren ved hornene. Mange har meldt sig ind i kampen. Især er det dejligt at se, at en ellers ”tung” forskningsinstitution som Arkitektskolen er helt fremme i feltet med den nye publikation ’Om bygningskulturens transformation’, som i høj grad sætter en flot standard for den danske transformationsbevægelse.

Publikationen består af fem hovedkapitler:

 

1 Ideer

En række tankemodeller, der har vist sig produktive for såvel undervisningen som for forskningen på programmet for Kulturarv, Transformation og Restaurering på Kunstakademiets Arkitektskole, introduceres.

 

2 Metoder

Her gives der et indblik i de vigtigste analytiske fremgangsmåder, der kvalificerer bygningskulturens tranformation.

 

3 Strategier

Eksempler på veje frem for nogle af de aktuelle problemstillinger, der knytter sig til transformation af vores bygningskultur vises.

 

4 Håndværk

Grundlæggende viden om historisk byggeteknik og materialelære beskrives.

 

5 Eksempler

Forslag til løsninger til nogle af de udfordringer, vi møder, når vi arbejder med bygningskulturens transformation, afslutter bogen.

 

’Transformation’ dækker alle verbets bøjninger: Datidens gode og erfaringsbaserede håndværkssnilde, nutidens behov for at bevare og forny den eksisterende bygningsmasse, og fremtidens gevinst ved at arbejde kulturhistorisk og intelligent med transformationsstrategier.  Grundtonen i bogen er en meget sympatisk holdning til transformationsbegrebet:

”Hvis det ikke handler om at få bygningen til at fremtræde så tro mod det oprindelige udgangspunkt som muligt og ikke er et spørgsmål om at være historisk korrekt, er transformationsarkitekten ikke blot en fortolker af et historisk objekt eller en anden arkitekts værk, men en aktiv (med)skaber af en ny helhed” - side 30

Jeg kunne ikke være mere enig! Transformation er ikke restaurering. Transformation handler om nye formål og nyt liv i eksisterende rammer.

Det ændrer dog ikke på, at restaureringsteknikker og transformation sagtens kan være et godt makkerpar. På det punkt er bogen fuld af guldkorn. Vidste du fx, at samlinger lavet som træ-med-træ har en meget længere levetid end samlinger med metalbeslag? I en kold ydervægskonstruktion bliver metaldelene hurtigere afkølet end træet, og det skaber kondens, som igen fugter træet op og resulterer i råd (s. 25). Eller at en ubehandlet træfacade sagtens kan holde i over 200 år, hvis træet er spejlskåret, 100% kernetræ, beskyttet konstruktivt mod jord og via udhæng, vandbrædder og endetræsbeskyttelse (s. 343)?

Søstrehuset i Christiansfeld er delvist beklædt med en ubehandlet træfacade fra slutningen af 1700-tallet. Siden marts 2014 har Brødremenighedens bygningskompleks i Christiansfeld været på UNESCOs kandidatliste som verdensarv, og her til sommer blev området endelig udpeget som verdensarv.

 

’Om bygningskulturens transformation’ indtager en helhedsorienteret holdning til bæredygtighedsbegrebet. Man kommer hele vejen rundt på en saglig og ikke-nostalgisk måde. Forfatterne skal især have ros for modigt at tage fat i de svære problemstillinger som døende landsbyer og efterkrigstidens industriområder og kommer med konkrete eksempler på, hvordan fx lagerbygninger fra 1970’erne kan reaktualiseres. De argumenterer for en langsom, men støt proces for værdiskabende forandring:

”Det skønnes, at ca. 2-5% af bygningsmassen hvert år gennemgår mindre forandringer såsom funktionstilpasninger, renoveringer eller ombygninger, og det er præcis i den type forandringer, man finder det primære potentiale for arkitektonisk intervention”. - side 290

Forfatterne vender gentagne gange tilbage til tre fuldskalaprojekter, som blev udført på forskellige transformationskurser på Kunstakademiets Arkitektskole: ’Haubargen’ tager traditionelle byggemetoder for bindingsværkshuse og reaktualiserer dem i en moderne geometri. ’Lerhuset’ er en moderne fortolkning af et lerjordshus i pisé (stampede lerjordsmure med karakteristisk overflade fra støttekassetterne), og ’Varmestuen’, som udfordrer murstenen som konstruktivt og æstetisk byggemateriale.

Fælles for alle tre projekter er, at de anskuer transformationsprocessen på en anden måde: Her har man ikke at gøre med et eksisterende volumen, hvis kulturbærende og identitetsskabende træk skal bevares samtidig med, at funktionalitet og teknisk performance opdateres. I de tre studieprojekter ligger transformationstanken i at bruge traditionelle byggeteknikker på nye og meningsfulde måder for at udfordre det industrialiserede byggeri af middelmådig kvalitet.

Én af årsagerne til, at bogen appellerer så meget til mig, er også kapitlet ’Håndværk’, som med sit fokus på traditionelle byggematerialer og deres anvendelse tilføjer et fint ”bygmesterfokus” til den samlede publikation. ’Om bygningskulturens transformation’ dykker helt ned i mørtlens tekniske og æstetiske beskaffenhed og dermed dens betydning for det samlede transformationsprojekt som arkitektur og kulturhistorie. Det er en lise for sjælen. Især hvis man – som jeg med min bachelor i Æstetik og Kultur – har en højakademisk uddannelse bag sig, kan den indre håndværker få næring.

Bogens indhold burde være fast pensum på alle byggerelaterede uddannelser. Fordi bevaring og transformation giver bare så meget mening. På eksemplarisk vis viser bogen, hvordan en grundig forståelse for fortidens metoder og byggeteknik kan give kvalitet i nutiden. Med sin tyngde, vidde og dybde er publikationen optimal som opslagsværk, men en fortløbende læsning kan også i høj grad anbefales.

Der er mange andre – både teoretiserende og udførende – spillere på transformationsscenen. Et af de mere interessante indspark i debatten er platformen ’Renovering på Dagsordenen’s publikation ’Værdiskabelse i bygningsrenovering’, hvor arbejdsgruppen analyserer syv vurderingskoncepter – herunder de førende certificeringsordninger – og konkluderer, at der er behov for ny viden og nye metoder til at arbejde helhedsorienteret og fokuseret med værdiskabelse i renoveringsprocesser.

I publikationen ’Værdiskabelse i bygningsrenovering’ argumenterer forfatterne for, at økonomisk værdi fx i form af energibesparelser ofte trumfer mere uhåndgribelige værdiparametre som bygningskultur. 

 

Det samme tema foldes lidt mere konkret ud i Realdania-publikationen ’Værdien af bygningsarven’ fra marts i år. Her sætter konsulenthuset Incentive tal og ord på den økonomiske værdi af vores bygningsarv til glæde for de aktører, som ikke taler ”kulturarv”, men er flydende i ”økonomisk værdi, vækst og jobskabelse”. Så er der lidt for enhver. Publikationen er formidlingsteknisk lidt rodet, men resultaterne er gode nok:

Rapporten er et stykke økonomisk statistikarbejde, og det er dejligt at se, at tallene taler deres tydelige sprog. Rapporten har brugt Ribe som case, og i betragtning af Ribes størrelse og geografisk placering på Vestkysten, er tallene endnu mere imponerende. Det giver kun endnu mere næring til den slags viden og hensyn, som Harlang & Co. præsenterer i ’Om bygningskulturens transformation’. Et præmieeksempel på synergieffekt.

Lise Mansfeldt

Tilføj kommentar