Arkitekters ordenssans og steders sjæl

Arkitekters ordenssans og steders sjæl

I Nordhavn er Københavns nye bydel ved at tage form, men først må der ryddes op. Eller må der? Måske får arkitekters ordenssans faktisk lov at være lidt for fremherskende i mange nye bydele, hvor man til tider kan føle sig som Palle alene i Autocad. Paradokset er i hvert fald, at vi først rydder stedets friktion af vejen, og så forsøger at genskabe et sted med liv, sjæl og historie.

”Her skal du da bo” står der på en gavl i Københavns Nordhavn. Gavlen er det eneste der er tilbage af en gammel rødstensbygning. Omkring den arbejder byggemaskinerne med at klargøre byggepladsen til opbygning af Frikvarteret – et nyt boligkvarter for børnefamilier, der gerne vil blive i byen. Markedsføringen understreger, at stedet bliver et godt alternativ til forstaden – men mon ikke snarere det bliver endnu en forstadsø midt i byen? Ikke alene skal man have mange millioner op ad lommen for at få Frikvarter i Nordhavnen – noget ved de nye bydele gør det også relevant at spørge sig selv, om vi overhovedet KAN bygge ny by, eller konceptet per definition er contradiction in terms?

For by er vel først og fremmest kendetegnet af forskelligheder, der mødes i mennesker såvel som bygninger. Forskellige tiders og samfundsgruppers måde at forstå og bruge rum har lagt sig oveni og tilpasset sig efter hinanden. Den opskrift forsøger man anført af Polyform Arkitekter at følge i Frikvarteret ved at bevare nogle af de murede røde bygninger – ”Et område fyldt af sjæl og historie” og ”Nyt blandt gammelt i skøn forening” lokker ejendomsudvikleren Tetris i salgsmaterialet. Men alligevel kan man frygte, at det vil gå som i andre nye bydele, hvor man har forsøgt at bevare og genanvende gamle bygninger. De står ofte kulisse-agtigt og underligt steriliserede tilbage – eller ligner noget fra Legoland, som en beboer jeg engang interviewede så rammende udtrykte det om den lille stationsbygning med bindingsværk, som man har genopført mellem de nye bygninger på Amerika Plads. Steders sjæl, mangfoldige charme og urbane friktion er i høj grad efterspurgte kvaliteter i tidens byudvikling. Derfor lægger man sig i disse år også gerne i selen for at fremelske en historie, der kan give stedet identitet, og lader smalle, forskelligartede facader stå skulder ved skulder for at give oplevelsesrigdom, selvom konstruktionen bag ved røber at der er tale om større og mere ensartede enheder. Problemet er, at man i omdannelsen af de nye områder ofte får ryddet så grundigt op, at den iscenesatte identitet og variation kan virke noget påklistret.

Det er selvfølgelig meget andet end arkitekters ordenssans på spil i skabelsen af den nye by: matrikelgrænser og markedsdrevet byudvikling sætter sit umiskendelige aftryk i det byggede miljø. Men hvis en tidsånd kan kendes på de steder den skaber, kan jeg kan ikke lade være at tænke, at vores tid er én, der ikke rigtig vil stå ved sig selv: Den rydder op, smider ud og bygger med store klodser og rette linjer, men iklæder dem så et skær af hygge-nygge med forskelligartede facader, bevarede bygningselementer og noget, som skal forestille at være knopskudt over tid. I Nordhavn kan man stadig støde på en gammel skipper med en mærkelig hat, og trods byggemaskinernes larm hviler en særegen stemning over de tilbageværende røde bygninger og siloerne, der knejser som et slidt minde over havnens industrielle fortid, før de – lige om lidt – genopstår som glitrende glasoverdækkede kontorer. Byen skal og må forandre sig, vokse og give plads til nye københavnere – blot må man håbe, at det denne gang kan lykkes at omdanne de havnenære bydele uden at smide stedets sjæl og charme ud i havnevandet. 

Marie Stender

Tilføj kommentar