arkitektens tredje øje

arkitektens tredje øje

  • collage af JL
Jens Lindhe er ny på bloggen – I hans første indlæg beskriver han Le Corbusiers foretrukne fotograf og fortolker på baggrund af filmen ”Lucien Hervé, Photographer despite himself” vist på Copenhagen Architecture Festival i marts sidste år. Lindhe sammenstiller datidens og Hervés brug af det fotografiske værktøj med nutiden, hvor vi alle er fotografer der livligt knipser løs og deler ud på de sociale medier.

I sommer er det 100 år siden, at en lille dreng med fint krøllet hår fangede røde krabber i et ubekymret strandliv lige syd for Fehmarnsund i Heringsdorf. Tæt på den Fehmarnbrücke vi alle passerer efter færgen på vej fra Putgarden. Den lille søde dreng var Lazlo Elkan og familien var mor, far og børn fra storbyen Budapest. I filmen, ”Lucien Hervé, Photographer despite himself” får vi fortalt historien om hvordan den lille dreng rejser gennem livets lys og mørke. Lille Lazlo bliver til en af arkitektur-fotografiets klart lysende stjerner.

En radikal fortolker af den nye tids arkitektur. Efter en tid som modstandsmand under Hitlers besættelse af Frankrig møder vi ham som den forfranskede Lucien Hervé. Le Corbusiers foretrukne fotograf og fortolker. Filmen tegner et fint billede af den europæiske tradition Hervé på en gang arbejder med og mod.

Man kan godt kalde Hervé en “sær fisk” i kamp med alt og alle. Som ung var han passioneret græsk-romersk bryder og den livsfilosofi, den holdning, den seje kamp mod autoriteter bliver til en livslang modstandskamp hvor hans fokus altid er på de svages side. Som en slags atletisk bryderhelt skal der kæmpes mod alt det onde og mod al uskarp dumhed.

I Luciens “livspuslespil” mangler dog næsten alle de brikker som tilhører nære kontakter i familien. I hele familien går en lang og stærk linje af fædre og sønner i stærk indbyrdes konflikt. Hans egen søn Daniel er ligeledes i evig opposition til sin far.

Efter farens alt for tidlige død, når Lazlo Elkan at blive udsat for al verdens ulykker og store forandringer allerede før den store krig kommer efter ham. Han når at få stor succes som atletisk bryder, læse økonomi i Budapest, arbejde i en bank der pludselig krakker, læse på kunstskole, opdage 1930’ernes Paris sammen med sin ældre bror, arbejde i fagforening og starte vilde strejker. Han designer tøj for Lanvin, Chiaparelli og Chanel. Strejker lidt mere og at blive smidt ud af kommunistpartiet hele to gange! Altid kæmpende og brydende i sin attitude. Altid i dialektisk konflikt.

I 1937 bliver Hervé fransk statsborger og i 1939 finder vi ham som fotograf for modebladene i Paris. Samme år bliver han indkaldt til militærtjeneste og året efter taget til fange af tyskerne i Dunkerque, stemplet som jøde og sendt i fangelejr i Ostpreussen.

Som fange begynder han igen at tegne og male. Efter en fangeflugt bliver Laszlo Eklkan genfødt som modstands- manden Lucien Hervé i Grenoble. Han maler igen og udstiller sine værker på Efterårssalonen i Paris i 1941. Efter krigen finder vi ham i det franske Røde Kors sammen med vennen Francois Mitterand.Hervé maler stadig og han møder Deng Xiao Ping og maler hans portræt.

Hervé er altid kampklar og altid placeret i brændpunktet. Skarp og altid i fokus - lige som Zeissobjektivet i hans kære Rolleiflex kamera.

Efter krigen er han helt kort tilbage i Ungarn men er hurtigt tilbage i Paris igen med ny kone og en blandet landhandel som illustrator, fotograf, dekoratør og maler.

Det helt afgørende øjeblik i Hervés liv kommer i 1949 hvor han får kontakt til Matisse og Corbusier gennem dominikaner–præsten Couturier. Malerpenslerne må nu blive i bøtten og et nyt liv som den store arkitekt Le Corbusiers foretrukne fotograf begynder. Andre arkitekter strømmer til og Hervé får opgaver for Alvar Aalto, Marcel Breuer, Kenzo Tange, Richard Neutra, Brasilia’s arkitekt Oscar Niemeyer og den fantastiske arkitekt og ingeniør Jean Prouvé.

Men hvad var det Hervé havde sét og opdaget? Hvad var det som fangede hele arkitekteliten og som var så brugbart? Svaret ligger nok i hvad den unge revolutionær havde kæmpet med i hele sin flakkende ungdomstid?

Lucien Hervé havde endelig mødt en støttende faderskikkelse i den internationale stjernearkitekt Le Corbusier. I sit arbejde med Corbusiers arkitektur kunne Hervé i total symbiose trække på sit livs egne erfaringer og på den gamle arkitekts visdom. Corbusier var i fuld gang med sit ikoniske kapel i Ronchamp og en helt ny by i Indien, Chandigarh, var på tegnebordet.

Fotografiet bliver her brugt som et værktøj til at skabe og formidle en holdning til både tingene og verden. Det fotografiske værk er altså ikke bare et værk, men et værktøj! Le Corbusiers arkitektur bliver elegant spændt ud i fotografiernes billedfelter i sublime kompositioner af tid, rum og lys. Klart og tydeligt kommunikeret ud i resten af verden.

Hervé siger selv i filmen at han opfatter sig som en slags oversætter, en dirigent sat mellem komponisten og orkestret. Hervé har fundet sin rette position og så spiller musikken!

Ikke som ren og uskyldig underholdning, men mere som en aktiv læreproces hvor kun det vigtigste er med. På ægte funktionalistisk hvis, er alt unødvendigt skrabet ud og kun det som har betydning og giver absolut mening er tilbage. Helt i symbiose med både hans og Le Corbusiers idéer.

I dag er vi alle fotografer og alle knipser løs til stor glæde og deler frimodigt ud af resultatet i 24/7 på de sociale medier. Fotoet er nu en social aktivitet brugt som en slags underholdning i øjeblikket. De mest populære knips er kattekillinger, lækre middagstallerkner og bymotiver i sent rødtgult modlys. Enkle enkeltstående motiver som et mobilkamera let kan nå at fange. Vi lever i en “selfietid” hvor billeder konsumeres i en lind strøm. Bagsiden på medaljen er at det enkelte billedes tidsrum bliver meget kortere.

Men der er altså altid brug for et godt billede! Jeg er ret sikker på at der stadig er hårdt brug for engagerende billeder. Skarpe billeder der kommunikerer klart. Billeder der fortæller en historie ud over det sædvanlige.

I sine rejser for Corbusier i Indien, skabte Lucien Hervé sine skarpeste, mest virtuost komponerede værker. Rum, lys og tid - alt er på plads og der opstår en særlig form for poesi når alle disse aspekter er til stede samtidigt. Med eller uden mennesker i billederne. Som Hervé siger i filmen er arkitekturen i sig selv menneskefyldt.

Men tiden går og alle positioner flytter sig. Hervés metode var den helt rigtige, da Corbusiers Indialand blev genfødt og betonskallerne knap var tørre endnu. Livet var sat i startposition efter de hårde krigsår og husene selv råbte på at blive formidlet til resten af verden. I dag hvor det meste allerede er bygget, tror jeg vi skal komplettere Lucien Hervés motiver med billeder af livet mellem husene. Den sociale helt nære, mere familiære puslebrik kom aldrig helt på plads i den gamle fotografs værk og liv. 

se mere her

Jens Markus Lindhe

Kommentarer

Tilføj kommentar